KRONIK
Hvis vi nu begynder ganske stille, kan det være, at tonen ikke bliver alt for skinger i den anden ende. Men altså: Der var en gang, hvor Danmark ingen særlige flygtningeproblemer havde. Der var godt nok nogen i 30’erne, men de var – kunne man sige – ’med modsat fortegn’.
Ganske vist gjorde man sig de største anstrengelser for at holde (jødiske) politiske flygtninge fra Nazityskland ude, men det var mere for ikke at udfordre den mægtige nabo i syd end for at vise afsky for de ulykkelige, som bankede på døren. Man havde en vis sympati for de forfulgte, men altså ikke nok til at åbne døren på vid gab og byde dem velkommen alle sammen.
Under Den Kolde Krig gik det bedre. Polakker og ungarere var ofre for et system, som den halve verden og ikke mindst USA hadede. De, der løb foran de sovjetiske panservognes larvefødder, var på en håndfast måde symboler på frihedens knægtelse og hørte naturligt hjemme iblandt os. Desuden var deres kultur og baggrund genkendelig, det var hvide mænd og kvinder som os, ja der var ikke engang tale om jøder som i 30’erne.

Status som dyr
Ganske vist blev mange af de tilrejsende anbragt under kummerlige forhold på dertil indrettede ’hotelskibe’ eller i lejre, men det var langt bedre end en afvisning eller det der overgik de elendige skarer af krigsflygtninge, der kom til landet i slutningen af Anden Verdenskrig.
De var ganske vist også flygtninge fra den sovjetiske krigsmaskine, men altså desværre også tyskere og dermed fjender. Deres danske séjour er et mørkt kapitel i historien, for de østtyske flygtninge fik pedal, så det ville noget, de havde status som dyr og blev tit behandlet værre end umælende bæster.
Siden fulgte opgangstider, og mens man gjorde dem bedre, blev der ligefrem mangel på arbejdskraft, så nationen kunne byde udlændinge velkommen på fabrikken, hvor de tjente gode penge, som bl.a. kunne sendes tilbage til de donorlande, hvor gæstearbejderne kom fra, og hvor velstanden var knap så iøjnefaldende som her. Læg mærke til forskellen: Der var ikke tale om flygtninge, men om gæster.
Der er ingen grund til at beskrive den aktuelle situation i detaljer, for alle kender den, et par penselstrøg må være nok. Danmark har i løbet af de sidste 15-20 år modtaget et større antal flygtninge fra en vifte af forskellige lande. Man kan nævne Palæstina, Bosnien, Sri Lanka, Somalia og Pakistan. Det har skabt problemer, for det der før var forholdsvis usynligt, er blevet ekstremt synligt, ja visse kvarterer i de større byer synes hovedsagligt beboet af fremmede, og der er nu noget sært ved at se tørklæder og fodsidekjoler i Mørke eller Hønsinge, synes de fleste.
Det er alt sammen til at forstå, og da jeg forleden hørte en kammerat sige, at somaliere faktisk er for sorte til at gå lyslevende rundt i Høng, forstod jeg godt, hvad han mente. Ligesom jeg begriber reaktionen og det lille gisp, fru Hansen udstøder, når det viser sig, at den læge, som skal undersøge og eventuelt operere hende, er sikh og bærer turban.
Men måske er det lige her skredet sker, og dæmoniseringen begynder at vise sit fjæs. Måske er det netop på det punkt, at begreberne ’dem’ og ’os’ begynder at blive kantede og uhåndterlige. Måske er det her, at alt hvad vi har lært om tolerance og overbærenhed, indføling og humanisme begynder at trevle sig selv op baglæns for at ende som en lille hård klump af uforsonlighed, som i sidste ende ikke bare er en trussel mod den udefra kommende fremmedhed, men også mod den, der falder som offer for sine egne negative følelser konfronteret med det ukendte og tilsyneladende farlige. »Angst æder sjæle op,« som Fassbinder sagde.

Her er ingen velkommen
Fra højeste sted, dvs. regeringen og embedsværket plus størstedelen af pressen, er bodemidlet enkelt: Fremmedheden afmonteres kun, hvis de fremmede bliver som os. Tanken om at alverdens folkeslag skulle blive som danskerne, vil måske fylde enkelte med en vis rædsel, men af hensyn til rimeligheden, er det nødvendigt at tage argumentet alvorligt.
Man ser altså for sig en somalier, en pakistaner eller en bosnier banke på døren til fædrelandet med anmodning om asyl. Det kan ske af ærlig nød eller med skumle bagtanker, men reaktionen er givet, den stramme maske ikke til at tage fejl af, mistanken og mistænksomheden er grundfæstet. Lykkes det endelig at komme indenfor eller få sat foden i døren, er vilkårene barske, ikke blot økonomisk, men først og fremmest mentalt. Her er ingen velkommen!
Et eller andet sted tror jeg, de fleste har fornemmelsen af, at holdningen er gal og har fantasi nok til at forestille sig, hvad det vil sige altid at skulle gå rundt og føle sig under mistanke for hvad som helst, bare fordi man er fremmed, anderledes, har en anden farve, en anden næse eller lugter anderledes og ikke kan tale ordentligt dansk eller kan kongerækken. Det må være utåleligt og virker naturligvis i længden forkrøblende.
Lige nu er der særlig fokus på muslimerne som syndebukke, og det er der naturligvis en forklaring på, som alle kender. En hollandsk filminstruktør er blevet dræbt af en islamisk fundamentalist – og nu kræves islam til regnskab i ytringsfrihedens navn.
Det er interessant. Det første man kræver af en muslim, når han eller hun kommer til Danmark, er, at han eller hun bliver dansk, dvs. afsværger sin tro og lægger alt det fra sig, som er medbragt og fremmed. Det bliver ikke sagt direkte, men det ligger i kortene og kommer til udtryk i tørklædediskussioner og i forbud mod anlæggelse af muslimske begravelsespladser og moskeer osv.
Når Kåre Bluitgen diskuterer med en dansk imam i tv, er pludselig alle andre grupper end netop muslimerne sakrosankte og gør aldrig noget forkert på Nørrebro eller nogen andre steder. Selv en lærd og tænksom mand som Frederik Stjernfelt rykker ud med en efterlysning af »moderate muslimer« og råber: »Hvor er I, meld jer« – underforstået: »Den slags findes nok ikke!« Nu er 20.000 af dem gået på gaden i Tyskland for at protestere mod mordet på van Gogh og som bekendelse til ytringsfriheden. De findes altså.
Hvis nogen læser Koranen, som Fanden læser Biblen, kan der naturligvis komme artige sager og store rædsler ud af det. Det Gamle Testamente er som bekendt et arsenal af grusomheder og hævntørst i Guds navn, som ikke lader nogen religiøs fanatiker i tvivl om, hvordan mord og mordbrand skal appliceres.
Som et uvornt, uønsket barn modtages den fremmede i Danmark med et højlydt: ’Du skal!’ Og herved bliver det ikke, for pædagogikken fortsætter og skaber sit eget oprør. For den, der altid bliver mødt med et: ’Du skal’, ender uvægerligt med at råbe »Rend mig i røven« og gøre det modsatte af, hvad der bliver forlangt.
»Demokrati er ikke altid at vige«, som Poul Henningsen sagde. Til gengæld er uforsonlighed og demagogi heller ikke vejen til paradis, hverken i ytringsfrihedens eller demokratiets navn. Men måske lidt almindelig menneskelighed i mangel af bedres havelse.

*Klaus Rifbjerg er forfatter