Kommentar
Danmark har altid været et sjovt land og er måske sjovere nu, hvor højrefløjen sidder både på magten og medierne og fører sig frem i progressionens navn, selv om den er ligeså reaktionær, som den altid har været med stram udlændingepolitik, retur til den sorte skole, kongerøgelse, militærbegejstring, nationalisme og kæft, trit og retning. Men sjovest er måske den usikkerhed i ideologisk forstand, der synes at have grebet en del af meningsdannerne i anledning af en så efemer begivenhed som en journalists 60-års fødselsdag og udgivelsen af en bog med valgte artikler af manden. Jeg tænker naturligvis på Weekendavisens Ulrik Høy.
At de mest bragende hyldestråb måtte komme fra Jyllands-Posten og Berlingeren, siger sig selv, men når man ser, hvordan fakkeltoget – omend trippende – følges til dørs af stort set resten af pressen fra Politiken over Kristeligt Dagblad til den herværende avis, er det svært at holde masken. Man hylder Høy for hans lidenskab, hans humor, hans mod, hans vilje til at »gå imod strømmen«, og selv den nøgterne Tøger Seidenfaden, der måske har skrevet den mest nuancerede tekst i sagens anledning (oven i købet i Høys egen avis), må konstatere, at Høy er sød.
Hvis vi nu tager punkterne i rækkefølge og først ser på Ulrik Høys humor, så har den det mærkeligt nok med at bremse op som tegnefilmens Bugs Bunny foran en afgrund, hvis han selv bliver offer for andres humor, hvad jeg personligt har erfaret i forskellige sammenhænge og ikke mindst, hvis jeg har drillet U.H. her i avisen. Så træder Bent Jensen og Søren Krarup-mekanismen i aktion, og der er ingen ende på fornærmelsen. Den suppe, han serverer for andre, skal Ulrik Høy ikke have noget af, og viser der sig en modstander, er det fredeligste epitet, der kan heftes på ham, at han er en idiot.

Høy leger frihedskæmper
Så er der følsomheden. Høy har engang været digter og har skrevet indfølende om lyrik. Men man må spørge sig selv, om den indføling og indsigt han dermed har demonstreret, automatisk kan kobles fra, når den klare menneskeforagt Høy giver udtryk for uge efter uge mobiliseres, og anderledestænkende eller anderledes udseende eller helt enkelt folk af anden etnisk baggrund (undtagen jøder) skal nøfles og lægges for had. Er der ikke her tale om en uhyggelig form for skizofreni, man må formode enten skyldes, at manden har fået hovedet klemt i døren eller er offer for en indvending implosion, der skyldes aldrig overvundne traumer eller en psykoinfantil trang til at vække opsigt koste, hvad det koste vil – måske for at camouflere en medfødt eller utæmmelig depressivitet? At lidenskaben fører ham et langt stykke ud over kanten af fornuften, kan enhver forsikre sig om ved at læse Høys klummer, eksemplerne er legio. At lidenskab i sig selv skulle være en positiv egenskab, står til diskussion. Demagogens lidenskab er vel ikke noget at samle på, og hvem har i den forbindelse lyst til at sammenligne sig med Hitler og Goebbels, der uomtvisteligt var lidenskabelige? Og når vi nu er i det farvand, så er der det med modet for slet ikke at tale om sødmen.
Lad os tage det sidste først: Det er selvfølgelig sødt, når Ulrik Høy går ud i det danske land og taler indforstået med brave danske mænd og kvinder, men det er ikke sødt, når han sviner tyrkiske grønthandlere eller muslimer af en hvilken som helst observans til. Harald Bergstedt var sød, da han skrev Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede, men var han også sød, når komponerede hyldestartikler til nazismen i Fædrelandet eller luftede sin ultranationalisme på andre nationers og folkeslags bekostning? Gu’ var han ej.
Lad mig sige det så tydeligt, jeg kan: Der er ingen nazisme i Ulrik Høy, til gengæld er der en lidenskabelig afsky for visse personer og visse ideologier, der ikke lader hverken Olga Eggers eller Popp Madsens noget efter. Høy ville have være gefundenes Fressen for Fædrelandet, der betjente sig af nogenlunde den samme terminologi som Høy, når han er værst – selv om det altså nu er med modsat fortegn klummisten udtrykker sig, når han leger frihedskæmper fra Anden Verdenskrig på forventet efterbevilling eller bruger spaltemeter på at diskutere, hvor fanden man skal anbringe et udslidt nationalsymbol som den grundigt mølædte Istedløven. Udvist mod? Jamen, er det nogen sag at være modig, når bifaldets brus lyder fra det store, danske amfiteater? Et af Ulrik Høys forbilleder et New York Times’ ærkereaktionære William Sapphire, som han desværre ikke når til knævarmerne. Sapphire er nemlig en lærd herre og i besiddelse af den taktfuldhedens sophistication, som U.H. mangler, når han er værst.
, hvis det ikke var så sørgeligt. Men det siges også kun af én, der er bajadsens idiot. Hvad jeg faktisk er stolt af at være.