Historier der ikke kan genfortælles

Vil man

På søndag bringer DR’s litteraturmagasin Alfabet en timelang ’Hommage á Dag Solstad’ i anledning af dennes 40-års forfatterjubilæum. En stor, men berettiget gestus for en storartet forfatter. I udsendelsen indgår bl.a. et interview ved Michael Nielsen, til hvem den tidligere AKP-ML-kommunist siger, at han skam har haft stor lyst til igen at skrive en klar politisk roman, men at hans digteriske sprog ikke længere strækker til. Men så fortsætter Dag Solstad: »Også i mine bøger i 70’erne var det det litterært spændende ved projektet, som gjorde, at jeg kunne skrive politiske bøger – ikke det at jeg brændte for at få sagt noget. Det var æstetikken, der var det vigtigste.« Spørgsmålet, der skal stilles her, er, om dette er en efterrationalisering fra forfatterens side. Allerførst: hvilke bøger taler vi om? Vi taler om romanen Arild Asnes, 1970 (1971), som ender med, at en fhv. småborgerlig intellektuel begynder at sælge Klassekampen i et arbejderkvarter i Oslo. Vi taler om romanen 25. september Plassen, om tiden op til Norges nej til EEC. Og vi taler især om den såkaldte krigstrilogi: Svik, Krig, Brød og våpen (1977-80), der skrev norsk proletar- og okkupationshistorie. Midt i denne stormomsuste, men særdeles produktive periode udtalte forfatteren i et interview til antologien Partiskhet (1975, da. 1976), at han opfattede det at være en partiorganiseret kommunistisk forfatter som noget bindende. I samme kontekst så han selvkritisk, men analytisk afklaret, tilbage på sin tid som borgerlig intellektuel, hvor han fik debut og brød igennem med Irr! Grønt! (1969). Der er meget langt fra det identitetsløse og fremmedgjorde kaos i sådan en roman til den sammenbidte beslutsomhed i Solstads 70’er-bøger. Læser vi disse i dag, kan vi dårligt tro på, at deres udfordring til forfatteren mest var af æstetisk art, for de vidner klart om en tro på litteratur som redskab til at lave om på verden. Men Solstads interview-svar anno 2005 kan også opfattes på en lidt anden måde end som en gigantisk efterrationalisering. For hvad er det, han samtidig siger? Jo, at det i 70’erne var en æstetisk udfordring for ham at forsøge at skrive politiske bøger. At det at skrive hver gang har været en kamp om at kunne! Afkoder man ham på denne måde, viser der sig en klar kontinuitet op igennem forfatterforløbet – helt frem til den seneste bog, romanen 16.07.41 (2002, da. 2004), hvor det fremgår, at det eneste, der i virkeligheden optager den skrivende, er selve det at skulle-måtte-turde-ville – skrive. Første kapitel, på 25 sider, former sig som et tilbageblik på en flyrejse fra Fornebu til Frankfurt, hvorunder forfatterjeg’et svævende over skyer i Tyskland pludselig får øje på sin afdøde fader. Andet kapitel beretter først om forfatterens lunten om i Berlin – til stadighed optaget af, hvad skal der stå i hans næste bog – men fører os så op til Lillehammer, hvor han holder foredrag, og til Sandefjord, hvor han voksede op, og hvor han skal deltage i studenterjubilæet.
Til festen når han dog aldrig frem. Det nærmeste, han kommer, er at stå i gården og kigge op på sine gamle kammerater, mens de fester i den lejlighed, han boede i som dreng! Herfra glider hans tanker og dermed bogens beretning over til den døde fader, og på bogens sidste halve side rejser Solstad tilbage til Oslo og videre til Berlin, hvor han sætter sig til at skrive romanen. Som de tidligste bøger og en stor del af de mellemliggende handler 16.07.41 således om sin egen tilblivelse. Men den er samtidig en bagvendt triumf, et forsøg på dette: at gøre noget umuligt, men gøre det på en måde, altså lave et kunstværk, og derved gøre det umulige muligt. Ligesom det at skrive en politisk bog i sin tid også var et litterært eksperiment, er det her et eksperiment for Solstad at komme om bag den diskretion og den følelse af skyld og af skam, der før i tiden har afholdt ham fra at skrive om sin fader. I mellemtiden har han lært, at vil man lave verden en lille smule om, må man bevæge sig nede under historien, før alle historierne, dernede hvor antiheltene færdes. Nede hvor alting er lige vigtigt. At udforske dette rum og gøre det nærværende, deri består for ham det genuint romanagtige, det, han også kalder »romanens uopløselige episke element« og indkredser ved at sige: »En god historie gør ingen roman«. Hvad det drejer sig om, er at skrive »historier der ikke kan genfortælles«. Som denne, der i referat uvægerlig må blive flad i sammenligning med fryden ved at færdes i Solstads altid distinkte prosa.