ERINDRING
Da jeg var knægt (fra jeg var syv-otte år) fik jeg lov at tage ud på min fars arbejdsplads i sommerferien og tjene lidt lommepenge ved at gå til hånde. Jeg var heldigvis fritaget for at tage med fra morgenstunden, for man mødte klokke seks om morgenen, så den gamle stod op klokken halv fem og gad ikke have en unge rendende rundt imellem benene, når han ikke var vågen.
Min far var jord&betonarbejder – eller rettere sagt, var han entrepenør, men det var altså hans baggrund: syv års skolegang på stenbroen, arbejdsdreng, fabriksarbejder, murerarbejdsmand, jord & beton-arbejder, og så altså: selvstændig entrepenør. Sådan et sjak på en byggeplads dengang var en meget blandet flok. Var der ti mand, så var det ikke udsædvanligt at halvdelen var i familie. Et par brødre fra en familie, en far og søn fra en anden og måske et par fætre. Og det var også meget almindeligt, at man havde en svagtbegavet og en lettere handicappet eller to. Måske var der flere svagtbegavede i de fattige familier dengang, som følge af fejlernæring eller noget i den stil? Jeg ved det ikke, men jeg kan i hvert fald tydeligt huske deres tilstedeværelse i flere sjak, jeg mødte. De handicappede var naturligvis ikke svært begrænsede i arbejdsevne…det kunne være almindelige taleproblemer, og så blev man måske kaldt sSamherren. Det kunne være, at et ben var lidt kortere end det andet, så hed man måske Det halve spadestik, og selvom det var meget farligt, så kunne det faktisk også være en døv. De svagtbegavede og de lettere handicappede tjente det samme som de jævnt og godt begavede uden handicap, men de måtte naturligvis også påtage sig knokkelarbejdet og de beskidte opgaver.

Afvigelse og norm
Da jeg selv blev voksen og kom ud som arbejdsmand, oplevede jeg, at der begyndte at opstå to typer arbejdspladser: Den gamle slags – som beskrevet ovenfor – og en ny og strømlinet arbejdspladstype, hvor der ikke var plads til medarbejdere med negative afvigelser fra den almindelige mentale og fysiske norm. Det var de store arbejdsgivere, der kom med den sidstnævnte type arbejdspladser, – her skulle det sidste minut presses ud af hver time og alle medarbejdere skulle være ens og kunne sættes til enhver opgave.
Her begyndte udstødningen. Og samfundets reaktion har siden været at sætte »de uønskede« på tidligere og tidligere invalide- eller førtidspension. Man har ganske vist prøvet med støtteordninger for at få arbejdsgiverne til at tage dem ind i ’beskyttede stillinger’, men det er aldrig kommet til at fungere: Store virksomheder vil have velordnede forhold, og disse mennesker skaber uro i billedet af virksomheden. Hvordan kan man overbevise en kunde om, at man er effektiv, hvis man har tumper og handicappede løbende rundt og lave arbejdet?! Og hvad de store virksomheder gør, bliver fulgt af de små, for når man er stor må man jo kende hemmeligheden ved at blive stor, – ikke sandt?
Vi møder ikke længere den gruppe mennesker, der ’ligger under lavmålet’, i vores hverdag – i arbejdslivet – for de bliver afvist af erhvervslivet, gemt økonomisk og socialt væk af samfundet og familien, og de fleste af dem opfanger faktisk dette budskab og gemmer derfor sig selv væk, både fysisk og mentalt, i f.eks. alkoholisme eller stofmisbrug.
Jo mindre mennesker bliver vant til at møde denne gruppe, jo mere forstyrrende virker det, når det så sker en sjælden gang. Og det fører alt sammen til, at man med garanti vil få svært ved at få et benzinselskab til at ansætte nogen af dem som ’tankpasser’ eller i en anden af de stillinger, som højrefløjen drømmer om at genindføre, – bliver der oprettet den slags stillinger ved statstilskud eller lignende, så vil man stadig foretrække at finde gymnasieelever eller studerende.
Og hvis du prøver at få de udstødte ind på almindelige ufaglærte arbejdspladser, så er det i dag desværre ikke kun virksomhederne og deres ledere, der står i vejen, men også de ’normale’ medarbejdere – utrygheden gør dem afvisende over for at arbejde sammen med ’mærkelige’ mennesker, nøjagtig som de er blevet afvisende over for at arbejde sammen med mennesker med indvandrerbaggrund, med handicappede, socialdemokrater, og hvad der ellers findes af afvigere i samfundet.
De ønskede arbejdspladser, med plads til de skæve eksistenser, har altså eksisteret for blot en lille generation siden. Men de er ikke forsvundet, fordi samfundet har trukket den svage gruppe ud af arbejdsmarkedet og sat dem på overførselsindkomst. Det er tværtimod omvendt: Samfundet har været nødt til at sætte de skæve eksistenser på overførselsindkomst, fordi de blev stødt ud af arbejdsmarkedet.
Nu vil regeringspartierne – og sandsynligvis også de radikale – bruge dem som skalkeskjul for nye nedskæringer på de sociale områder, nedskæringer i overførselsindkomsterne og som spydspids for deres angreb på fagbevægelsen og overenskomstsystemet.
Men vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver ikke genåbnet på magisk vis for disse mennesker, blot ved at man siger trylleordet ’servicejobs’ og så sætter lønomkostningerne ned, for hverken erhvervslivet eller den pæne familien Danmark vil have dem! Ville det ikke være mere humant, hvis regeringen i stedet tog skridtet fuldt ud og genfremsatte et af 30’ernes lovforslag om eugenik, frem for en langtrukken og eskalerende ydmygelse i ord og gerning af de svage og utilpassede…?