Så kom oprøret

Man skulle tro, der kom et oprør. Men der skete ingenting. Man skulle tro, de liberale ville gå amok, da Bertel Haarder gjorde den danske stat til overopdrager i familierne:
»Hvis forældre ikke kan finde ud af at varetage deres opgave på betryggende vis, må vi tage børnechecken fra dem.«
De danske politikere ved godt, hvordan man opdrager børn. De borgere, der opdrager forkert, skal straffes. De skal gøres fattigere. Det er det eneste sprog, de danske taberforældre forstår. Den danske stat definerer den gode familie. Man skulle tro, det udløste ’ballade i baglandet’, at den borgerlige regering indførte nye normer for folkeopdragelse. Under valgkampen blev det præsenteret som en klassisk kanin fra hatten, da statsministeren lancerede en ny frihedsberøvelse: Unge mellem 18 og 19 år er ikke længere voksne nok til selv at forvalte deres egen tilværelse. De skal også opdrages oppefra. De må ifølge statsministeren ikke længere få kontanthjælp. De skal tvinges til at tage en uddannelse.
Og dem under 25 år skal have mindre i dagpenge, for de skal tvinges til at arbejde. Disse nedskæringer handler ikke om at sætte borgere fri af omklamrende statslig omsorg, men om at opdrage; det handler om at vække de mennesker, der ifølge regeringen er blevet sløve på grund af for mange offentlige penge.

Man skulle tro, Danmarks liberale parti ville blive sprængt af den nye tvangspædagogik. Men der var ikke nævneværdige protester. Der blev dog protesteret, da Venstre præsenterede 24-årsreglen: Både den politiske ordfører Jens Rohde og Århus-borgmester Louise Gade fandt den ideologisk problematisk. Men ellers er den gået igennem, og Venstre-politikerne synes at have accepteret, at der ikke kan være grænser for statens pædagogiske indgreb.
Men så kom opgøret fra baglandet alligevel. Ikke som reaktion på tvangspædagogikken og den systematiske overvågning af etniske minoriteter, langtidsledige og andre socialt udsatte grupper. Ikke som modstand mod det nye formynderi.
Men derimod som kritik af statsministeren krav om offentliggørelse af ministrenes ægtefælles økonomiske interesser. Søren Pind udtaler til Politikens fredag, at hans kone synes, Jens Rohde er en helt. For Rohde har sagt fra over for statsministeren. Mange har støttet Rohde: Unge og toneangivende borgmestre, amtsformænd og enkelte ministre betoner nu, at vi ikke er et kollektivistisk samfund, og at ægtefællens privatliv ikke er offentligt. Det kunne se ud som om, protesten først kommer, når Venstre-folkene selv bliver ramt af det nye formynderi. At de kun er liberale på deres egne vegne.

Men man kunne også håbe, at de begynder med sig selv og tager turen ud i samfundet bagefter. At Venstres bagland vil gøre op med den tvangspædagogik over de svageste i dette samfund, som ifølge magtudredningen er den største trussel mod samfundet.
Eller skulle man tro, at der her var en chance for de to store partier på den danske venstrefløj, der mangler både en leder og en politik: Kampen for de svageste er en kamp for deres frihed, som er både venstreorienteret og liberal. rl

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu