“Hvem husker i dag udryddelsen af armenerne?”

Adolf Hitler, da han i august 1939 forklarede den tyske generalstab i, at hans invasionsplaner for Polen også omfattede indsættelse af Einsatzgruppen - dødspatruljer med mission til at dræbe civile folkegrupper

I GÅR VAR en grum mærkedag. Skønt Nazitysklands fører i 1939 mente, at glemslens mørke havde sænket sig over begivenheden, mindedes verden i går 90-årsdagen for det første folkemord i det blodige 20. århundrede, der på alle måder blev ‘folkemordenes århundrede’.

Folkemordsforskeren Rudolph Rummel har beregnet, at totalitære regimers statsligt sanktionerede drab på folkegrupper og politiske modstandere var det afvigte århundredes største enkeltdræber: Han opgør tallet til over 100 millioner mennesker - langt flere end det samlede antal krigsdræbte i samme periode.

DEN 24. APRIL 1915 arresterede politiet i Konstantinopel 235 repræsentanter for den armenske intelligentsia - akademikere, politikere, præster, journalister og intellektuelle - gennede dem ind i busser, kørte dem ud af byen og myrdede dem med koldt blod. I perioden frem til 1918 massakrerede det osmanniske Tyrkiet mellem 800.000 og 1,5 mio. armeniere. I over 2.000 år havde det østlige Tyrkiet været hjemstavn for kristne armenere. Trods pogromer mod dem i 1894 og 1895 talte de i 1914 over en million. Osmannerriget var ved at implodere. I årene forinden have flere Balkan-folkeslag revet sig løs, og mange tyrkere gav de kristne skylden for ‘den syge mand i Bosporus’ dårligdomme.

De såkaldte ungtyrkere, som var kommet til magten i 1909, så redningen i at etablere en stærk national enhed, hvor tyrkisk var nationalsprog og islam kulturel og religiøs basis. I denne vision var ikke plads til afvigende minoriteter som armenere, assyrere, grækere og jøder.

Første Verdenskrig gjorde det opportunt at realisere den attråede homogenitet. Efter at en tyrkisk offensiv mod Rusland 1915 var slået fejl, iværksattes omfattende etnisk udrensning af armenerne, som i titusindvis blev sendt på deportationsmarcher i Syriens og Mesopotamiens ørkener, hvad der for langt de fleste blev ensbetydende med døden.

Folkemordet på de osmanniske armenere kan minde om nazisternes jødeudryddelser - massemordets Endlösung-karakter, røveriet af ofrenes ejendom og udslettelsen af deres kulturarv.

Dog var biologisk racisme var ikke et motiv hos ungtyrkerne.

I TYRKISKE SKOLEBØGER leder man forgæves efter omtale af folkemordet på armenerne. Fornægtelse er den officielle linje, og det kan i Tyrkiet være strafbart offentligt at ytre udtrykket ‘folkemord’ i sammenhæng med begivenhederne 1915-18.

Den tyrkiske regering forsvarer sig med, at landet var i krig, at armenere var gået i russisk krigstjeneste, og ser deportationsmarcherne som nødværge mod en armensk revolte, som skal have kostet hundredtusinder af tyrkere livet.

Det officielle Tyrkiets alternative udlægning af årsagerne til, at en hel folkegruppe, kvinder, børn og gamle indbefattet, skulle sendes på dødsmarcher, finder ikke forståelse blandt internationale folkemordsforskere og historikere.

For at omskrive historien griber Tyrkiet undertiden til forfalskningsmetoder, som dem Holocaustbenægtere har udviklet til at relativere eller benægte det nazistiske folkemord på Europas jøder: Anerkendte kilder mistænkeliggøres systematisk, ligesom omfattende konspirationer postuleres.

INTERNATIONALT pres har ført til, at Tyrkiets ministerpræsident, Tayiip Erdogan, har foreslået nedsat en fælles armensk-tyrkisk historikerkommission, der skal kulegrave de osmanniske arkiver med henblik på at finde frem til den historiske sandhed. Men Erdogan erklærer samtidig, at der i den tyrkiske historie “ikke findes kapitler at skamme sig over”. Initiativet ligner et forsøg på at vinde tid, ligesom det er grund til at betvivle, at der findes kompromitterende dokumenter tilbage i de regeringskontrollerede arkiver.

Folkemordet på armenerne er en betændt byld i det tyrkiske samfund. Dets fortsatte fornægtelse hindrer udsoning med armenerne, umuliggør normalisering af relationerne til Armenien og står i dag som det vægtigste argument for modstandere af Tyrkiets EU-medlemsskab.

Vi ser for tiden, hvordan en tilsvarende japansk vægren sig ved at indrømme egne krigsforbrydelser forgifter forholdet til Kina. En nations omgang med sin fortids dystre sider - dens Vergangenheitsbewältigung, som det hedder i det Tyskland, der modigt har taget den nødvendige selvopgør med nazismens spøgelser - er en væsentlig indikator for dens almene sundhedstilstand og det værdisystem, den hylder. Folkemord er den ultimative forbrydelse mod menneskeheden, men det skammelige for Tyrkiet består i dag ikke i det 90 år gamle folkemord, som de for længst afdøde ungtyrkere iværksatte.

Det består i at fremture i fornægtelsen af det.