MED ARNOLDO Alemans sejr over sandinisternes kandidat Daniel Ortega ved præsidentvalget i Nicaragua har et af de fattigste lande i Mellemamerika taget et kraftigt spring mod højre. Trods protester fra Daniel Ortega, som hævder, at over 60.000 stemmesedler er forsvundet - hvilket indtil videre afvises af flere hundrede valgobservatører med den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter i spidsen - peger alt ved redaktionens slutning på, at cirka 48 procent af nicaraguanerne i afgørelsens stund valgte at lægge landets næste fem år i hænderne på højrepopulisten Arnoldo Aleman fra Alianza Liberal.
Men samtidig sejrede frygten.
Frygten for en tilbagevenden til tilstandene under borgerkrigen fra 1979-1990, hvor sandinisterne kæmpede en blodig og økonomisk udmarvende krig mod contraerne og USA. En frygt, som den tidligere borgmester i Managua, Arnoldo Aleman, har bygget hele sin valgkamp på. Alemans tv-spots med tomme hylder, forretninger lukket af staten og lig fra borgerkrigen i 80’erne har gjort indtryk på vælgerne. Større end Daniel Ortegas garantier om, at planøkonomi, krig og indskrænkede borgerrettigheder hører fortiden til - også under sandinisterne. Samtidig fik Aleman en hjælpende hånd fra USA. USA’s talsmand Nicholas Burns ribbede op i nicaraguanernes minder fra den 10 år lange borgerkrig, da han under valgkampen sagde, at USA ganske vist ville acceptere de nicaraguanske vælgeres dom, uanset hvem der ville vinde, men - fortsatte han - “USA har ikke glemt fortiden”, og USA vil ikke bruge ordet “demokrat” om Daniel Ortega. Et klart signal til vælgerne om, at en af landets største handelspartnere og bistandsydere foretrækker Aleman fremfor Ortega. Beskeden ser ud til at være trængt ind på lystavlen hos vælgerne.

MED ALEMANS sejr står Nicaragua foran et afgørende valg: forsoning eller konfrontation med de besejrede sandinister. Desværre peger flere ting på, at det nicaraguanske folk i den kommende tid vil komme til at lide under Alemans personlige vendetta mod sin gamle fjende: sandinisterne.
Aleman har endnu ikke glemt, at sandinisterne konfiskerede hans ejendom og satte ham i fængsel under revolutionen, og har således under valgkampen sværget, at han vil “knuse” sandinisterne, hvis han kom til magten. At det ikke blot er retorik, har han allerede demonstreret under sin borgmesterperiode i Managua fra 1990-1995, hvor han fejrede indtagelsen af borgmesterkontoret ved øjeblikkeligt at fjerne tusinder af sandinister fra den kommunale lønningsliste, overmale alle revolutionære vægmalerier og - med sans for det symbolske - fik ændret et kæmpe sandinistisk skilt med initialerne FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional) - placeret på en bjergside i Managua - til FIN, som betyder slut på spansk.

MEGET PEGER på, at Aleman vil fortsætte denne klapjagt på sandinisterne. Således har han under valgkampen lovet at ville nedsætte en sandhedskommission, som skal gøre op med den såkaldte ‘gaveregn’, der fandt sted op til den nuværende konservative præsident Violeta Barrios de Chamorros magtovertagelse i februar 1990. Her hastegennemførte sandinisterne love, der gav ledende sandinister ejendomsretten over huse, biler m.m. ‘Pudsigt’ nok bor Daniel Ortega i dag i det hus, som blev konfiskeret fra Jaime Morales Carrazo - nu Alemans kampagnechef.
Den 50-årige advokat og kaffefarmer har sit bagland blandt rige nicaraguanere, som flygtede i eksil til USA i forbindelse med revolutionen i 1979, og som enten bor der endnu, eller er vendt tilbage til Nicaragua for at gøre krav på deres konfiskerede ejendom og jord. Krav, som Aleman har støttet i valgkampen, og som meget let kan kaste landet ud i nye voldelige konfrontationer, da netop spørgsmålet om jordfordelingen flere gange har fået kampene til at blusse op.
Da Chamorro kom til magten i 1990 lavede hun en aftale med sandinisterne om at fordele jorden mellem landarbejdere, godsejere, soldater og contraer. Men trods denne aftale har mange småbønder endnu ikke skøde på deres jord. Og hvis Aleman, hvad han har antydet under valgkampen, vil forsøge at give ejendomsretten tilbage til de tidligere godsejere som betaling for deres støtte under valgkampen, vil småbønderne - hvoraf en stor del er tidligere soldater - sandsynligvis grave deres gamle Kalashnikov’er frem. I modsætning til den nuværende Chamorro-regering, som har vist forhandlingsvilje - eller for den sags skyld en sandinistisk regering, kan man næsten forudsige, at Aleman i stedet for at forhandle vil slå ned med en blodig jernnævne.
Altså konfrontation i stedet for forsoning.

I BEDSTE populistiske stil har Aleman under valgkampen lovet at skabe 500.000 nye job. Et løfte, som unægteligt lyder hult i et land, hvor arbejdsløsheden er over 50 procent, og hvor den økonomiske politik er lagt i spændetrøje af de forpligtigelser, som landet har givet den Internationale Valutafond (IMF) og andre internationale donorer. Det betyder, at Nicaragua skal føre en stram økonomisk politik med besparelser på det offentlige budget, lav inflation og privatisering af offentlige institutioner.
Altså er Alemans økonomiske råderum på forhånd meget begrænset - hvilket sandsynligvis passer ham fint, når han engang skal forklare, hvor de mange job han lovede, er blevet af.
Samtidig har valgsejren til Aleman helt sikkert sendt et lettelsens sus igennem kontorerne hos IMF og de private investorer i landet. De ved, at Aleman vil leve op til løfterne om at føre en ultraliberal politik uden at ryste på hånden - det er hans politik.
Og hvis samtidig Daniel Ortegas afvisning af valgresultatet er mere end blot et desperat opråb fra en dårlig taber, ja enddog et udtryk for at Ortega igen vil trække i militæruniformen for at vende tilbage til sin tidligere hårde linje. Så kan man kun frygte for det nicaraguanske folks fremtid.

cok (Claus Overgaard Knudsen)