MENS REGERINGENS muntre køkken de seneste par uger har jaget journalister rundt i mediemanegen efter en sværm flyvende tallerkener, klaskede næste års finanslovssoufflé lige så stille sammen.
Udsivningen fra den oppustede ret har hidtil i nogen grad været overdøvet af alt det porcelæn, der er gået på gulvet nogenlunde samtidig. Men på længere sigt kan mesterkokkene Lykketofts & Engells lille uheld vise sig at være det, der giver mest røg i køkkenet.
Prædikat af at være dansk politiks nuværende femstjernede kogekoner opnåede regeringens socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft og Det konservative Folkepartis Hans Engell sidste år, da de tog røven på Venstres verdensberømte torskefisker Uffe Ellemann-Jensen og lavede deres finanslovsforlig uden om ham. Regeringens radikale økonomiminister Marianne Jelved og centrumdemokratiske erhvervsminister Mimi Jakobsen blev af Lykketoft forskånet fra at tage Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten alvorligt - skønt de to partier er regeringens formelle parlamentariske grundlag. Engell viste - som sin forgænger Poul Schlüter i sin tid - hvilke borgerlige stemmer det er, som arbejder. Lad Uffe prale højlydt med sine opinionstal, før eller siden må det vel igen gå op for pæne folk, at det er Engell der kan flyve.
Det gav sidste år megen uro på den socialdemokratiske bagsmæk og Venstre en politisk blodstyrtning, der ingen ende ville tage. Men det gav også anledning til at overøse samme Venstre med megen hån, og da borgerskabet ifølge meningsmålingerne stadig manglede en omgang mere for at begribe, hvor stemmerne virkelig arbejder, gik alle efterhånden ud fra, at dette års finanslovsforlig mellem Lykketoft og Engell på det nærmest var hjemme, før forhandlingerne begyndte - officielt.
Og så står mesterkokkene pludselig og ser deres pragtstykke synke sammen til en lille klat og efterhånden til ingenting.
Hvad gik galt? Hvilken af de to kokkehuer hænger ynkeligst tilbage?

OVERORDNET SET er der der ingen tvivl om, at Engell fik sig en slem forskrækkelse på sit partis landsrådsmøde (som det hedder), da ovennævnte Schlüter høstede bragende bifald på at anbefale den nuværende regering væltet jo hurtigere desto bedre. Bifaldet var simpelt hen for stort til at Engell havde lyst til at risikere ryet som den, der reddede Nyrup m.v., hvis han ikke kom hjem med en ret, der virkelig var borgerligt gods i.
Men var der ikke netop borgerligt gods i den anretning, Lykketoft havde rørt sammen? Skulle en nedsættelse af selskabsbeskatningen og af den forhadte lejeværdibeskatning ikke være nok? For mange sobre økonomer og for radikale og socialdemokrater for ikke at tale om folkesocialister og enhedslistefolk endda mere end nok?
Det ynkelige resultat af de storslåede anstrengelser taler sit tydelige sprog: Det var ikke nok. Eller rettere: Lykketoft pressede den allerede noget rystede Engell for hårdt fra starten. En nærmere analyse af tallene viser, at boligejerne til gengæld for nedsættelsen af lejeværdibeskatningen både skulle fratages parcelhusejernes standardfradrag på 3000 kroner og se skatteværdien af rentefradragsretten udhulet ved bruttoskattens forhøjelse. Nettoresultatet ville faktisk blive ca. halvanden milliard kroner mere i statskassen fra den samlede boligejergruppe til afvikling af underskuddet på statsbudgettet.
Det regnestykke vendte Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening sig imod, fordi de to organisationer er imod større personbeskatning, hvilket også gjorde indtryk på Engell.
Endnu mere vankelmodig blev han ved Lykketofts forslag om - til gengæld for nedsættelsen af selskabsskatten - at udsætte aktieafkastet for en nominel beskatning i stedet for at nøjes med at indføre den realrentebeskatning, der allerede gælder for obligationer.
Begrundelsen var ganske vist den ekstraindtægt, som også nominelbeskatningen ville give statskassen, og dermed den balance eller måske lige frem det lille overskud på budgettet, som Engell samme med ham (og den øvrige regering) om alt gik vel kunne prale med om et lille års tid. Mens Uffe kunne stå der med alle sine opinionstal på krogen uden at have noget at bruge dem til et godt stykke tid. For når EU-afgørelserne først skal træffes, har den store Venstrehøvding nemlig bare den ene rolle at hjælpe Nyrup og Engell med at bære EU-resultaterne igennem den modvillige danske befolkning. For at det ikke skal gå helt galt…
Men budgetbegrundelsen var altså ikke nok for Engell. Han gad ikke engang forhandle om at blive udsat for et mindre hårdt pres fra Lykketofts side. Han havde mistet lysten slet og ret.

NOGEN VIL SIGE det langt hårdere: Engell havde mistet fidusen til Nyrups køkken i det hele taget. Nok kommer han et par måneder til at leve med, at han i det almindelige omdømme igen sidder som en vingeskudt and i jakkelommen på torskefiskerens oliejakke. Men til foråret kan han vende frygtelig tilbage.
Hans Engell kan udsætte regeringen for et tilsvarende pres, som Socialdemokratiet i sin tid udsatte Schlüter-regeringerne for, når det igen og igen stillede forslag, som Schlüters parlamentariske grundlag, Det radikale Venstre, havde meget svært ved at afvise.
Socialistisk Folkeparti er klogt nok med Jes Lunde i spidsen slået ind på en linje af økonomisk ansvarlighed, der blandt andet giver sig udtryk i forslag om nedsættelse af offentlige tilskud til middel- og overklassen. Forslag af den art kan Engell stille med den begrundelse, at de senere - når han kommer til - giver råd til skattenedsættelser til de (samme) bedre aflagte. Og han kan stille forslag om udgifter til alt muligt godt, som SF og Enhedslisten også ønsker og derfor har svært ved at afvise. På den måde kan Lykketofts (og den øvrige regerings) økonomi udhules.
De finanslovsforhandlinger, som Lykketoft nu har indledt med SF og Enhedslisten, er derfor skæbnesvangre.

el (Ejvind Larsen)