I ET MERE end skarpt formuleret fortroligt fællesbrev skrevet af Danmarks Radios radioprogramchefer med adresse til generaldirektør Christian Nissen undsiger ikke blot afsenderne den påfaldende enevældige virksomhedsstrategi, som er karakteristisk for Nissens virke, men udtrykker i realiteten mistillid til DR’s øverste direktion - hvilket vil sige selv samme generaldirektør.
Den umiddelbare årsag til dette for en chefkreds så drastiske initiativ, der i yderste fald ville kunne koste dem deres stillinger, skal søges i generaldirektørens seneste managementinficerede dekret om gennemførelse af en såkaldt fremtidig styringssløjfe i institutionen.
En styringssløjfe!
At dømme efter den foreliggende beskrivelse i 10 punkter kan en sådan styringssløjfe bedst beskrives som en art centrifuge, hvis formål er at slynge ressourcer og indflydelse ud af de decentrale radioprogramafdelinger og ind i direktionen med henblik på at placere al magt - også over detaljen - hos ingen andre end, ja gæt engang, Christian Nissen, the one and only. Dette indebærer selvsagt at generaldirektøren mere frit end hidtil vil kunne overflytte midler mellem husets afdelinger herunder fra radioen til tv. Især med nænsomt henblik på det stadig kuldsejlende prestigeprojekt: DR-TV2, Nissens hidtil eneste synlige projekt, der med lidt god vilje kan forbindes med noget konstruktivt, og som derfor heller ikke må mislykkes for ham.

MED ANDRE ord bebuder generaldirektøren ved sin styringssløjfe og markante styrkelse af direktionen i næsten skamløs grad sin jernvilje til at styre organisationen som en absolut enhed uden slinger i valsen. Et hus med én hoveddør, hvor afdelingerne ikke mere skal regne med rammestyring og deraf afledt selvstyre i rimeligt omfang. Derimod med en sammenhængende styringsmodel, hvor ressourcerne knyttes til forventet målopfyldelse, etc. Med atter andre ord: en struktur hvori den øverste ledelse hen over hovedet på kompetente afdelingsledere til hver en tid frit tager stilling til selv enkeltprogrammer og programmedarbejdere og i givet fald forlanger det uønskede fjernet. Altsammen begrundet ressourcemæssigt.
Udvikling af personale og chefer samles under én hat i direktionen, der tillige tager opgaven på sig at lokalisere, ordret citeret: “kommende generationers 100 ledere i DR”. Unge fremadstormende - Nissens folk, må man forestille sig, der tilbydes et “skræddersyet udviklingsprogram”. Det står der. Der står ikke - parentetisk bemærket - hvorledes en sådan skrædderekvipering af folk på direktionspræmisser sikrer en mentalitet af alsidighed, mangfoldighed, selvstændighed og finurlighed i kommende chefgenerationer. Sikkert også for meget forlangt.
Begrundelsen for en sådan manifest - man havde nær sagt om man ikke vidste bedre - næsten stalinistisk centralisering af den gamle medievirksomhed er den sædvanlige for bebudede magtkoncentrationer: butikken, nationen, virksomheden, institutionen bliver bedre derved, mere effektiv, til glæde for alle store som små, gamle og unge i alle segmenter. Ved den slags topstyrede overvejelser begrundes den selvtildelte yderligere ledelsesmagt i et kringlevridende managementsprog, som noget der pr. definition og naturlov er forstandigt, sagligt og rationelt, hvilket man jo ikke skal være videre indsigtsfuld for at begribe er lidt af en overdrivelse.
Og her er det så at radiocheferne, prominente folk som Connie Hedegaard, Finn Slumstrup, Steen Frederiksen og Palle Aarslev, bramfrit og modigt erklærer deres oprør, som det jo er. De ialt seks chefer - radioens hele ledelse minus radiodirektøren, der jo dårligt kan medunderskrive selvom han sikkert gerne ville - besværer sig i velforstået vrede over at kompetencen tages fra dem, og de reduceres til postbærere af ansøgninger og regninger til den almægtige direktion. Chefgruppen påpeger de programpolitiske konsekvenser af Nissens overgreb og gør opmærksom på truslen mod mangfoldighedsprincippet i en sådan plan. Vurderinger og beslutninger vil i fremtiden blive foretaget af ikke-fagfolk i en magtfikseret direktion med en generaldirektør i spidsen, der åbenbart er lavet af beton foroven og asbest forneden. Ikke just en fremtid for det følsomt musikalske uden hvilket public service er et tomt postulat.
Fremtiden for DR bliver med radiochefernes brev pludselig meget nærværende. Cheferne opfordrer generaldirektøren til at besvare deres brev skriftligt. “Det ønsker vi”, skriver de, “fordi vi gerne vil lade dine svar og holdninger indgå i vores fortsatte debat og overvejelser med den vægt, man kan tillægge skriftligt materiale frem for mundtlige forsikringer”. Uden ligefrem at sige det direkte kan man næppe tydeligere lade modtageren forstå at man opfatter ham som upålidelig.
I den foreliggende situation er der ikke mange udveje. Enten har brevskriverne ret, og så må modtageren gå. Eller også har afsenderne uret, og så må de gå. Den tredje udvej er at fyre radiodirektøren, der ikke har haft styr på sine folk. En tanke generaldirektøren måske allerede har haft, men hvis virkeliggørelse, i betragtning af hvad Hans Jørgen Skov har bedrevet for at fastholde så meget som muligt af radioens sjæl i en vanskelig tid, ville være ussel.

DER SKAL fra denne udkigspost ikke herske megen tvivl om, hvad der ville være en rimeligere udgang: Christian Nissen synes ikke at være rette mand på rette tid på rette sted. Generaldirektøren har så åbenbart ikke fornødne forudsætninger, temperament og egenskaber til at styre DR. Ej heller har han evnet at skaffe sig relevant indsigt og respekt for sine medarbejdere. Det er tydeligt for stadig flere at Nissen er ved at forpeste ånden i bistadet. Hvis DR’s bestyrelse ikke indser faren ved det formørkede enevælde, der nu igen hensætter huset i krise, bør Folketinget snarest tage affære og selvstændiggøre radioen, inden Nissens forsikringer om at holde den skadesløs viser sig at være lige så meget værd, som radiocheferne frygter.

mtz (Georg Metz)