PARIS - Paris’ latinerkvarter, Saint Germain i det 7. arrondissement, er med sine mange cafeer, kunstgallerier, med sin myriade af små butikker og berømte cafeer, der lægger lokaler til en hel ny generation af franske unge filosoffer, med den konstante strøm af forfattere og mediefolk, som spiser frokost og debatterer i timevis, en gave til ethvert politisk eller kulturelt interesseret ungt menneske.

Men bydelen huser også nogle af Frankrigs fremmeste højere læreanstalter, herunder Fondation Nationales des Sciences Politiques - i daglige tale oftest blot kaldet Sciences Po - der blev grundlagt i 1872. En statelig hvid hovedbygning udgør centrum for det, der i dag er en urban campus - et universitetsmiljø af herskabelige bygninger fra det 17. og 18. århundrede midt i hjertet af Paris.

Her er pakket med studerende både indenfor i de lyse auditorier med trægulve og orientalske tæpper og udenfor under de grønne træer, der lyser som neon i den varme forsommer-sol. Der studeres og diskuteres intenst - mere end på danske universiteter. Måske fordi vi befinder os på en af Frankrigs mest prestigefyldte læreanstalter, en af de såkaldte Grandes Ecoles med 75 procent franske og 25 procent udenlandske studerende - 6.500 i alt - der imidlertid har det til fælles, at de udgør toppen af den akademiske kransekage. Ellers kommer man simpelt hen ikke i betragtning.

Manglende kampagne

Grundstammen er politologi og sociologi, men der er tilknyttet adskillige individuelle forskningscentre, og der er også programmer i business, organisation, adskillige sprog, økonomi, administration, filosofi, historie og journalistik.

De højst uddannede franskmænd - særligt de unge - siger overvejende ja til den nye EU-forfatning. Men meningerne brydes heftigt her på stedet, både mellem venner og studiekammerater.

Alain fra Paris stemmer ja: “Det største problem med denne afstemning er, at mange vælgere intet har fattet, når det gælder emnet. Folk stemmer nej, fordi de ikke vil have tyrkerne ind, eller de ønsker ikke social dumping, men intet af dette kan man finde i forfatningen. Nej-kampagnen er bygget på fordomme eller fiktion.”

“Men desværre er det samtidig sådan, at ja-siden har været virkelig ringe til at forklare, hvad det så er, forfatningen handler om. Problemet er nok til dels, at dokumentet er svært tilgængeligt. Hvis man sammenligner med andre klassiske forfatninger, bliver man skuffet. Og det er nu engang svært at overbevise en person om, at man aktivt skal stemme for noget, hvis indholdet er meget teknisk og juridisk,” siger Alain og tilføjer, at han tror, mange af de nej-sigende franskmænd vil vågne op med moralske og politiske tømmermænd dagen efter et eventuelt nej:

“Når de indser, at alt det, de var utilfredse med, fortsat eksisterer efter forfatningen - den tyrkiske tiltrædelsesaftale, den borgerlige regering, planerne om liberalisering af arbejdsmarkedet - så vil de skyde skylden på alt muligt andet, nøjagtigt ligesom det skete, da Jean-Marie Le Pen gik videre til anden runde af præsidentvalget i 2002. Det var et chok for Frankrig, og det vil et nej til forfatningen også være. Der vil komme en enorm introspektiv debat om, hvad Frankrig har udviklet sig til som nation.”

Tårevædede fortidstaler

Den unge, upåklageligt klippede og nydeligt, men dog afslappet klædte unge mand, som ser ud til at være først i tyverne, afbrydes af sin studiekammerat Christophe, der ligesom sin ven også studerer politik og administration:

“Du har ret i, at ja-kampagnen har været dårligt organiseret, men jeg synes modsat dig slet ikke, at argumenterne for at stemme ja er svære at forstå. Der har f.eks. manglet nogle valgplakater eller brochurer, der enkelt har forklaret, hvilken enorm fordel for EU’s beslutningsproces, denne forfatning er. Hvordan institutionerne og beslutningsprocessen både gøres stærkere og mere demokratisk på en gang. Hvordan man både har tilgodeset de store landes problemer med stemmevægten og Europa-Parlamentets nye magt, samtidig med at man rent faktisk også har inddraget de nationale parlamenter. Det har vi intet hørt om fra politikerne, selv om det faktisk udgør en hovedbegrundelse for at stemme ja.”

20-årige Yvette fra Lyon er enig:

“Ja, i stedet har vi gamle politikere med tårer i øjnene, som taler med bævende stemme om den europæiske drøm og Anden Verdenskrig. Der er intet galt med historisk betingede argumenter, men det er en undervurdering af vælgerne ikke at takle de konkrete forbedringer af EU, som forfatningen tilbyder.”

Det udvandede Europa

De tre ja-sigere får hurtigt modspil fra Florence, en ung kvinde i lysegrønt og hvidt jakkesæt, som læser business-studier:

“Det er jo ikke sandt, at det tyrkiske spørgsmål ikke har noget med forfatningen at gøre. Bosphorus - det er både for eksotisk og for udemokratisk for europæerne at skulle håndtere. Samtidig står det klart, at den herskende bureaukratiske klasse i Bruxelles er mindre optaget af at forbedre vilkårene for såvel europæiske virksomheder som borgere, end de er i at skaffe sig selv privilegier og gode pensioner.”

“Mine forældre bor 60 kilometer nord for Paris. Her er vælgerne traditionelt venstreorienterede; det er et lokalsamfund af arbejdere. Og jeg kan forsikre om, at ja’et til forfatningen forbindes direkte dels med den tyrkiske optagelse, dels med ankomsten af de 10 nye medlemslande fra Østeuropa, som helt konkret ses hver eneste dag med mængden af lastbiler fra disse lande, som passerer. Folk er bekymrede for deres arbejde, men de er først og fremmest triste over at se den udvanding af Europa, af ideen om et samlet og stærkt Europa til gavn for sine borgere, som den gamle Union stod for. Både da der var 6, 12 og 15 medlemmer. Det er det, der er forsvundet,” siger hun med flagrende arme og insisterende øjne.

En kulturel monolit

De tre andre ryster på hovedet. Christophe kommer tilbage:

“Husk lige, at den dag EU for alvor smækker døren i og lukker Tyrkiet ude, da vil det virkeligt gå galt for menneskerettighederne og den demokratiske udvikling i Tyrkiet. Hvad er det for en kulturel monolit, du ønsker at leve i? Et Europa, som har lukket sig omkring sig selv. Det er da heller ikke den måde, man bliver et stærkt kontinent på økonomisk. Hvordan er det muligt konsistent at argumentere for, at vi skal være åbne for at konkurrere med f.eks. USA og de nye økonomier i Asien, hvis vi politisk skal lukke os inde og koncentrere os om os selv. Det er ikke en reel styrke.”

Men Florences kammerat Adria er enig med hende:

“Det kan godt være, at det vil være en fordel for tyrkerne at komme med i EU. Det tvivler jeg sådan set ikke på. Men det er ikke til fordel for os at få et muslimsk land med i EU, for de værdier, som islam står for, passer ikke kulturelt med resten af EU. Det kan man da ikke være i tvivl om, når man ser, hvor dårligt det går med lige præcist den sag i Europa i dag.”

Hvis nej’et vinder-

Marco, en italiensk studerende, blander sig.

“Hvis nej’et vinder her i Frankrig, kan I være sikre på en ting. Og det er, at amerikanerne og de britiske konservative vil gnide sig i hænderne. Det bliver barnemad for dem, og de kan udkonkurrere os både politisk og i forhold til euroen. Efter det sovjetiske imperiums fald står amerikanerne i dag alene på scenen. Og det er langt nemmere for dem at fortsætte denne dominans uden en stærk europæisk union. Alle de studerende her på skolen, som var modstandere af Irak-krigen, og som nu er kritiske over for forfatningen, skulle lige tage og tænke over, hvordan de to ting hænger sammen, før de stemmer nej,” mener han.

Solen skinner fortsat, de studerende diskuterer videre, mens Information forsøger at få de mange argumenter ned på blokken. En ting synes at stå klart - om ikke andet så er forfatningsafstemningen en god øvelse i politisk diskussion. Og det gælder ikke kun for de øvede elitestuderende, men også for den brede befolkning, synes det. For første gang nogensinde ligger EU-guides og litteratur i dag på de franske boghandleres bestsellerlister.