Der er grund til at tro på musikmarkedets fremtid. Strømmen er vendt, og vi er midt i en revolution. For knap en måned siden åbnede verdens suverænt største online musikbutik en afdeling i Danmark, og det har sat skub i forretningen. Det drejer sig om den amerikanske computerproducent Apples iTunes Music Store (ITMS), der står for 70 procent af verdens online musiksalg. I forvejen findes en håndfuld seriøse danske butikker, og de har også mærket ITMS indtog.
“Det går virkelig godt for os, og at iTunes er dukket op, har kun giver os et skub frem ad,” fortæller TDC-onlines musikchef, Søren Tvilsted. TDC har en af landets største onlinemusikbutikker og her begræder man ikke, at så stærk en konkurrent har vist sig i Danmark.
“Markedet befinder sig lige nu der, hvor der ikke findes konkurrenter. Vi skal hjælpe hinanden, og en reel konkurrencesituation har vi vel først om nogle år,” siger Søren Tvilsted.
Også ITMS selv tror på det danske marked.
“Vi udtaler os aldrig om, hvordan salget går, men jeg kan fortælle dig, at der er blevet taget utroligt godt imod os i Danmark,” siger Fredrik Hallstann, der er nordisk informationschef for Apple.
Cowboymetoder
Men Apples første måned i Danmark har også budt på vanskeligheder. Selv om de nu har åbnet en dansk portal er det meget småt med de danske musiktitler i deres ellers uendelige musikkatalog. ITMS og danske Phonofile har nemlig endnu ikke kunnet blive enige om rettighederne for de danske titler. Phonofile er den non-profit organisation, der har stået for digitaliseringen af alt udgivet dansk musik. Således sidder de med hovednøglen til det samlede danske digitale musikkatalog. Får ITMS en aftale med dem, kan de sælge alt dansk musik via deres portal.
Phonofile er en sammenslutning af forskellige musiske interesseorganisationer, og særligt er producenterne stærkt repræsenteret - blandt andet gennem den just tiltrådte formand Johan Schlüter, der administrerer den danske afdeling af The Federation of the Phonographic Industry (IFPI).
Begge parter holder kortene meget tæt til kroppen. Mens ITMS ikke ønsker at udtale sig i sagen, forklarer formand for Phonofile Johan Schlüter blot, at sagen skam er ganske udramatisk og, at man skam har opnået enighed på mange punkter. For nyligt trådte Phonofiles daværende formand John Frandsen dog frem på hjemmesiden Macnyt.dk, hvor emnet er heftigt debatteret. Her lød en noget bitter kommentar:
“I Phonofile er vi også skuffede over Apples fremfærd, men der er tale om en forhandlingsform, hvor de helt ensidigt har tænkt sig at sætte priser, vilkår, betingelser m.m. Ren cowboy-politik: Man styrter ind i butikken med seksløberne hævet, river varerne ned fra hylderne og betaler, hvad man selv synes er rimeligt!” skrev John Frandsen. Det har Apple ikke kommenteret.
Fast pris skiller
Jesper Bay, som er Marketing director i IFPI tager tingene en anelse roligere:
“Apple har en forretningsmodel, der går ud på, at alt skal koste det samme, og det er producenterne uenige i. Vi er selvfølgelig ikke i en rolle, hvor vi kan sætte priserne i detailledet, men derfor kan vi godt have en mening om, hvad der er rimeligt.”
“Den enkelte producent har et eller andet syn på, hvad deres sange bør koste alt efter, hvor nye de er. Og den pris skal også matches i ITMS. Det er her man ikke kan blive enige for tiden. Men sådan er det typisk for mange nye forretningsforhold - jeg er sikker på man nok skal mødes på et tidspunkt,” beroliger han.
De enkelte pladeselskaber kan da også ganske frit og kvit lave aftaler med ITMS uden om Phonofile. Det har flere danske pladeselskaber gjort og deres numre vil snart kunne købes på ITMS.








Kommentarer