Der er mange slags fald.

Sproget har sine kasus. På dansk nøjes vi stort set med nævnefald og ejefald, de andre er faldet bort, når undtages mig og dig, ham og hende, os og dem. Og det er dog ikke så lidt at undtage, slet i den ydre verden, der byder på så mange fald mellem mennesker, fysiske og moralske, dem, som nu den nys omtalte franske forfatter Albert Camus gjorde til genstand for enerverende behandling i sin roman Faldet. Øverst står syndefaldet, om man kan sige det sådan, da det ifølge myten er grunden til, at vi således fejlbehæftede håndterer verden, dvs. ham og hende, os selv og dem, så elendigt.

Dagligt demonstreres ikke mindst i mediernes verden det, man kalder ondskaben, menneskers slette tilbøjeligheder og grimme handlinger. Til gengæld møder man tit spontan venlighed og hjælpsomhed, hvis man er i knibe. F.eks. som rejsende, blandt fremmede. At spørge om vej kan udløse serier af godartede handlinger. Et uheld kan samle adskillig sympati. Et fald fremstrakte hænder.

At falde ned i brødet

Jeg har det med at snuble. Scenen er en restaurant i den spanske by Antequera lidt nord for Malaga. Den ligger i arenaen for tyrefægtning . En specialitet er oksehaler. Jeg har kun én gang overværet en corrida - i Madrid. Den var pinlig for alle. Måden, de uvillige og dovne tyre faldt på, var uskøn. De var alle af typen Ferdinand, der hellere ville snuse til en blomst end bøje nakken for de klodsede dræbere. Her var arenaen for lejligheden tom og rugende sandblæst i stor solbeskinnet stilhed. Inden for i restauranten var der en støjende, mørkladen kælderstemning med søjler af træ og forskudte niveauer. Jeg observerer ikke en trinforskel og dejser omkuld i en akavet drejning, ramler ind i et langt bord, som bryder sammen med passende spektakel. Og dér sidder jeg så ganske uskadt i en stor rund kurv oven på fladklemte kuvertbrød.

Sjældent er jeg blevet feteret med så megen opmærksomhed, håndsrækninger, forespørgsler om skader og almindeligt helbred.

Men ingen kvæstelser kunne konstateres på andet end brødet. Det viste sig at være nærmest en rutine hos personalet, der endnu to gange under vores besøg måtte give agt på andre uøvede gæster, der dog undgik brødkurven. Måske stod den der ellers for at tage stødet. Det slog mig, at der her i arenaens spisehus var noget nærmest rituelt over faldet. Med et strejf af noget kultisk. Vi fik nyt brød til måltidet og rigeligt med vin.

Barokt landskab

Antequera har andre seværdigheder. På et af byens højdedrag ligger den tidligere klosterkirke El Carmen. Et stort, gulvtomt og lydløst rum med en overmægtig altertavle i fantasifuld brusk-barok. 1600-tal. Den rækker ikke bare til loftet, men strækker sig videre et stykke hen ad det.

Den er fuld af historier, skulpturer i farver af paver og biskopper på lige fod med Elias og Johannes Døberen. Små, vingede engle sørger i systematiske formationer for ordenen.

I et sidekapel træffer vi igen Elias med ildvognen, så selv om der er adskillige påmindelser om syndefaldet, er der noget befriende ved synet af folk, der løfter sig, trodser tyngdeloven under særlig inspiration

På torvet udenfor er der stor udsigt til egnens bjerge. Og det er da, som om en ustyrlig barokmester har fået videre beføjelser i landskabet.

For en bjergryg i det fjerne er skulpteret med stor finesse og præcision som en indianerprofil. Et hvilende ansigt med den flot krummede næse mod sky. En fjende i faldet. Eller en vidtløftig reverens for en globaliseret kulturblanding, der før har præget historien dér til lands - for nu at bruge en gammel kasusform.