AT PÅBERÅBE sig journalistisk kildebeskyttelse som begrundelse for mangelfuldt fremlagt dokumentation eller ingen dokumentation i en given pressehistorie, kan i tvivlsomme tilfælde minde lidt om at sælge bukseelastik i metermål. Det kan ikke udelukkes at ren og skær hæderlighed og kun dét driver værket. Det kan ikke udelukkes at hånden der udmåler elastik og den selvkritiske ransagelse, der kontrollerer kilderne, lystrer moralens og etikkens bud. Ikke desto mindre er det svært at afgøre.
Se nu til den aktuelle sag om på den ene side TV2 Nyhederne og den netop tiltrådte chef Jens Gaardbo og på den anden justitsminister Frank Jensen og Politiets Efterretningstjeneste. Umiddelbart vil man jo gerne tro at PET bag om ryggen på Gud og hvermand, Bjørn Westh og siden Frank Jensen, Folketingets Retsudvalg og andre kontrolinstanser rask væk udleverer følsomt materiale om kurdernes eksiladfærd til de tyrkiske sikkerhedsmyndigheder. Jo, sandelig, dét tror man hjertens gerne i sin paratfordomsfuldhed. Forargelsen lader sig vække allerede ved den blotte overskrift på historien. Hvad sagde man ikke nok! Selvfølgelig foregår den slags. Selvfølgelig arbejder disse væsener - eller uvæsener - skruppelløst med skæg og blå briller, snurrende båndoptagere og manipulerede telefoner. Sagen om PET’s velvillige bistand til tyrkerne kommer frem som tophistorie i TV2. Skandale i farvandet. Hastigt iværksætter justitsministeren en undersøgelse, selvfølgelig gør han det. Og selvfølgelig viser den ikke en skid. Ikke andet end at PET selvfølgelig overholder Grundlov og registerlov og de 10 Bud og svarer beredvilligt med hånden på hjertet, når ministeren nu ligefrem spørger. Der er ikke noget at komme efter. Det er der aldrig med PET. Ministeren spørger også TV2, hvorfra de dog har deres påstande. Og TV2 fastholder at det har de. Den nye nyhedschef, som er kendt som en sympatisk mand, har selv set sin dokumentation, og som sagerne er oplyst over for ham, kan historien ikke være anderledes. PET har ifølge redaktionen i Odense hjulpet den tyrkiske regering, som Danmark og lignende civiliserede nationer i andre sammenhænge - og med god grund - beskylder for at bruge beskidte kneb i undertrykkelsen af ubelejlige minoriteter og meget andet.

Dér står sagen. Eftersom nyhedschef Gaardbo - påberåbende sig kildebeskyttelsesprincippet - ikke kan og vil røbe sin kilde over for den angrebne minister, har han kun under pres fra samme én ting tilbage at diske op med, hvilket i sit spinkle indhold betyder: Da vi ikke kan komme længere i den type sager med PET indblandet, og hvor vi finder det ret og rimeligt at anvende anonymitet i kildegrundlaget, står påstand herefter mod påstand. Det er bare ærgerligt. Til gengæld er vores påstand den rigtige. Den angrebne part kan med andre ord ikke tage stilling til angrebets grundlag. Principielt ikke noget kønt princip.
Og her må man anstændigvis indvende over for TV2 at den sølle forklaring på det foreliggende mildt sagt spinkle grundlag er for lidt at komme med, specielt såvel som generelt. Kildebeskyttelsespåberåbelse kan man normalt kun tillade sig at bruge i forbindelse med deraf uklar eller mangelfuld dokumentation, såfremt man på anden vis, ad anden vej godtgør sine oplysningers relevans. Hovedkilden, Deep Throat, i Watergate havde jo ikke været mange sure sild værd, såfremt de to investigerende journalister ikke undervejs konsekvent havde kunnet verificere den anonyme kildes anvisninger og oplysninger.
Enhver bør kunne indse at den specielle situation fordrer et mindstemål af konkret dokumentation. Herved kan den anonyme kilde også kun i betragtning af de så følsomme oplysninger, som han måtte have tilvejebragt, på anden måde end ved egen begæring få legitimeret sin anonymitet og dermed retfærdiggjort kildebeskyttelsen.
På den baggrund må den kritiske påstand nødvendigvis være at TV2 med sin svigtende dokumentation og utilfredsstillende argumentation for anonymitet har slået dørene op på vid gab for interessante publiceringsmæssige muligheder. Unægteligt.
I den forstand er der jo mange historier, vi andre har en brændende lyst til at fortælle vore videbegærlige kunder. Kildebeskyttelsespåberåbelsen kunne i sin umiddelbare konsekvens friste os over evne til at frembære et utal af historier fra for eksempel det politiske miljø på Christiansborg. Historier med anonyme kilder, der af indlysende grunde ikke kan dokumenteres eller sandsynliggøres ad anden vej, og hvor på-stand blot kommer til at stå mod påstand.
Der er i den forstand ingen grænser for hittepåsomheden. Især da ikke hvis vi samtidig bringer avisfotografier af dokumenter, der ganske vist ikke er de pågældende dokumenterende dokumenter i de givne sager. Jamen alligevel. Akkurat som TV2, der viser en arbejdende fotokopieringsmaskine med dokumenter, som ganske vist heller ikke er den dokumenterende dokumentation i kurdersagen. Jamen alligevel.

Det klæder Jens Gaardbo at have beklaget det sidste forhold. Hans udtalelser om varsomhed ved billedgarnituren vidner måske om et vist ubehag ved sagen. Måske Gaardbo skulle gå et skridt videre, lægge hovedet på blokken, og forsikre at TV2 konkret er i besiddelse af en vandtæt dokumentation i sagen. Såfremt Gaardbo med sig selv måtte mene at en sådan satsning er helbredsmæssigt en tand for udfordrende, skulle han overveje rimeligheden af en fastholdt så skråsikker uargumenteret påstand mod en argumenteret fra ministeren.
Bare en god idé, som forhåbningsfuldt af TV2 kan afvises i havelse af skudsikkert bevis. Eksisterer et sådant har Frank Jensen jo mildt sagt et problem. Ellers er det overkommeligt at se, hvem der har det.

mtz (Georg Metz)