Bob Dylan har brudt årtiers tavshed og fortæller åbenhjertigt om sin karrieres vigtigste år i en ny dokumentarfilm instrueret af Martin Scorsese.

Det legendariske øjeblik da Dylan under en koncert i 1966 blev mødt med tilråbet ‘Judas’ bliver for første gang nogensinde vist i Scorseses portrætfilm No Direction Home.

Filmen fortæller historien om Dylans liv i hans vigtigste arbejdsår fra 1961 til 1966 og viser den ellers notorisk reserverede sanger og sangskriver, der fortæller om sin barndom, forhold og musik.

No Direction Home indeholder desuden hidtil ukendte optagelser af Dylans live-optrædener og interview med musikkolleger, der arbejdede tæt sammen med Dylan, heriblandt Allen Ginsberg og Joan Baez, som Dylan også havde et forhold til.

Det er ikke første gang, Scorsese filmer Dylan. I 1978 lavede instruktøren bag Goodfellas og The Aviator filmen The Last Waltz om Dylans gruppe The Bands afskedskoncert.

“Jeg havde været en stor fan af Dylan i mange år, da jeg var så heldig at lave en film om blandt andre ham i The Last Waltz. Jeg har beundret og nydt hans mange musikalske transformationer. For mig at se er der ingen andre musikere, der på samme måde som Dylan væver sine inspirationskilder sammen og skaber noget så personligt og enestående,” siger Martin Scorsese. Et væsentligt tema i filmen er den vrede, det vakte hos tilhængerne af Dylans akustiske folkemusik, da sangeren begyndte at spille mere rock-inspireret musik.

‘Judas-episoden’ fandt sted under en koncert den 17. maj 1966 i Free Trade Hall i Manchester, da Dylan efter et akustisk første sæt præsenterede sit band og skruede op for den elektriske lyd.

Redaktøren på Arena-serien på BBC2, Anthony Wall, siger, at Scorseses film ikke bare er en film om Dylan, men et tidsbillede fra 1960’erne.

“Martin Scorsese sagde, at han i lige så høj grad ønskede at lave et portræt af den tid som af Dylan,” fortæller Wall. “Det er ret forbløffende at opleve lige det øjeblik, da der er én, der råber ‘Judas’ op til Dylan.” Dengang var Bob Dylans svar på tilråbet en forrygende version af “Like a Rolling Stone”. Siden har en lang række mennesker hævdet, at det var dem, der kom med det berømte udbrud.

“1961 til 1966 var virkelig nogle turbulente år. Scorsese bruger tilsyneladende overgangen fra akustisk til elektrisk musik som en metafor for de forandringer, der fandt sted i de år,” siger Anthony Wall.

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen