Den pessimistiske Velfærdskommission

Regeringens Velfærdskommission (RVK) har fremført, at befolkningsudviklingen i de kommende årtier truer finansieringen af velfærdssamfundet, men RVK’s befolkningsprognose er meget usikker. En sådan prognose er afhængig af en række vanskeligt forudsigelige faktorer: Antal fødsler, omfang af ind- og udvandring samt levealder/dødelighed. Bare indenfor det seneste 10-år har prognoserne for befolkningsudviklingen frem til 2040 da også svinget ganske meget: I 1996 lød prognosen for befolkningen i 2041 på 5,7 mio. personer, i 2001 på 6,2 mio., i 2002 på 5,8 mio. og nu er senest RVK nede på 5,3 mio. personer i 2040.

Det er bl.a. indvandringen, der er vanskelig at spå om. RVK forudsætter, at den nuværende indvandrer- og flygtningepolitik videreføres de næste 35 år. Men ingen ved, hvad flygtninge- og indvandrerpolitikken i Danmark vil være om 40 år eller, hvilke flygtningestrømme, som krige, hunger- og naturkatastrofer sender mod bl.a. Danmark.

Usikker prognose

Levetidsprognosen har også svinget meget inden for ganske få år. I 2001 lød prognosen for den gennemsnitlige levealder frem til 2040 på en stigning på et år, i 2002 på to-tre år, mens RVK forventer om-kring fire år. Senest har ATP forudsagt en endnu større stigning, som imidlertid kun er en fremskrivning af fem års udvikling, hvor man normalt går en 50- 100 år tilbage. ATP’s prognose kan derfor være et midlertidigt udsving. Og i betragtning af de meget store udsving i prognoserne indenfor de seneste få år, må også den af RVK forventede levetidsforøgelse siges at være usikker.

Et helt andet problem er, at RVK primært ser levetidsforøgelsen som en funktion af en øget medicinsk og plejemæssig indsats. Vi skal altså godt nok leve længere, men populært sagt blot for at tilbringe flere år på plejehjem. Herved bliver øget levealder naturligvis meget udgiftskrævende. Men det er alt for pessimistisk. Det er mere realistisk, at ældrebefolkningen i kraft af bedre helbred er længere raske og dermed har senere brug for plejehjemsplads og hjemmehjælp.

Regeringens Velfærdskommission hævder også, at der vil blive for mange forsørgede og for få erhvervsaktive i Danmark. Men virkeligheden er, at ‘ældrebyrden’ i Danmark er faktisk vil være lavere end i resten af Europa. Ældrebyrden kan måles på forskellig måde: Enten som den demografiske ældre-kvote eller som den (totale) demografiske forsørgerbyrde. Den demografiske ældre-kvote viser groft sagt, hvor mange ældre, der er i forhold til de erhvervsaktive. Den totale forsørgerbyrde inkluderer også børn og unge under 14 år i beregningen af de forsørgede.

Ser vi alene på ældrekvoten vil den ifølge RVK’s befolkningsprognose i 2050 i Danmark være på 40, hvilket imidlertid vil være det laveste både i Skandinavien (Sverige f.eks. 42 og Finland 44), det laveste for de små lande i det hidtidige EU (Holland f.eks. 41, Belgien 45 og Østrig 54) og langt lavere end de større EU-lande (Frankrig f.eks. 46 og Tyskland 49). Forsørgerbyrden vil heller ikke være voldsommere end tidligere i Danmark. Den samlede demografiske forsørgerbyrde lå i 2000 på 50. Frem til 2020 efter vil den stige til 57, men stadig ikke højere end i 1960’erne og 1970’erne. År 2050 vil den nå et højdepunkt på omkring 67. Så vil vi være på niveau med, hvad der var tilfældet tidligere i 1900-tallet. Men man skal huske, at frem til 1970’erne/1980’erne var kvinderne i aldersgruppen 15-64 jo i høj grad hjemmegående og hørte dermed til de forsørgede. Den reelle forsørgerbyrde har altså indtil 1970’erne været højere.

For pessimistisk

RVK’s prognose for arbejdsstyrkeudviklingen er også usikker. Det skyldes ikke mindst indvandringens uforudsigelighed.

Herudover er det et problem, at RVK hævder, at en evt. øget tilgang af indvandrere ikke vil forbedre de økonomiske prognoser. RVK forventer nemlig uændret lav erhvervsfrekvens for indvandrere og deres efterkommere, hvorved indvandrerne også frem til 2041 bliver stormodtagere af overførselsindkomster. Her er RVK igen alt for pessimistisk. Den stigende afgang fra arbejdsmarkedet vil skabe en kraftig efterspørgsel efter arbejdskraft, som uundgåeligt vil bringe indvandrere og deres efterkommere i beskæftigelse og dermed forhøje deres erhvervsfrekvens betydeligt. Hermed vil en evt. øget tilgang af flygtninge og ind-vandrere alligevel kunne være økonomisk fordelagtig.

Der kan således stilles et stort spørgsmålstegn ved, om RVK’s befolkningsprognoser kan bruges som grundlag for kvalificerede aktuelle politiske beslutninger om vidtrækkende velfærdsreformer.