JP/Politikens Hus udvidede i går sin medieproduktion til også at omfatte levende billeder, da bladhuset købte halvdelen af aktierne i Skandinavisk Film Kompagni (SFK).

Jørgen Koldbæk, den ene af SFK’sto direktører, siger om salget: “Både Skandinavisk Film Kompagni og JP/Politikens Hus er baseret på en journalistisk tradition. Vi har den samme tankegang, og det er en fordel, hvis vi skal kunne fortsætte i samme spor.”

Produktionsselskabet, der indtil i går var 100 procent ejet af en række ledende medarbejdere, producerer blandt andet Go’ Morgen Danmark for TV 2.

Jørgen Koldbæk understreger, at produktionsselskabet ikke kommer til at være præget af de store forandringer på kort sigt, men siger også: “Vi ved ikke, hvordan mediemarkedet kommer til at se ud om fem til 10 år. Derfor får vi større chancer i den nye konstellation, end hvis vi stod alene,” siger han.

Lars Munch, administrerende direktør hos JP/Politiken, bakker ham op. “Det er vigtigt at dække flere medier, for at virksomheden fremover skal stå stærkere. SFK var interessant for os, da de har et journalistisk udgangspunkt og år efter år har leveret et godt produkt,” siger Lars Munch om handlen.

Indtil videre har JP/Politikens Hus holdt sig til de trykte medier med Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, en række lokalaviser og bogforlag, men, som Lars Munch siger, har der været et hul med hensyn til de levende billeder.

Lars Munch understreger, at de redaktionelle miljøer ikke bliver blandet sammen. “Det handler om at udvikle sig og få nye kunder. Ikke om et redaktionelt samarbejde. Vores redaktioner er frie, vi har tre redaktioner, der er vandtætte skodder mellem dem, og sådan bliver det også ved med at være i fremtiden,” siger Lars Munch.

Ingen pølsefabrik

Ifølge medieforskeren Frands Mortensen, som er professor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Århus Universitet er det helt afgørende i aktieopkøbet, at JP/Politikens Hus har sat sig på et selskab inden for TV 2, idet Go’ Morgen Danmark udgør TV 2’s morgenflade.

“Det vigtige er, at JP/ Politikens Hus køber et selskab inden for TV 2. Det er en mediepolitisk fornuftig investering, fordi JP/Politikens Hus kommer tættere på nyhedsjournalistikken i TV 2, ” siger Frands Mortensen.

Selv om JP/Politikens Hus i flere år har interesseret sig for SFK som potentiel partner, kølede interessen af, da TV 2 blev sat til salg. Frands Mortensen mener, at aktieopkøbet i SFK vil gøre det nemmere at lave en strategisk aftale mellem JP/Politiken og TV 2 i fremtiden: “Når JP/Politikens Hus går ind i tv, er det helt klart for synergieffekternes skyld. Det er jo ikke nogen tilfældig pølsefabrik, de køber,” siger han.

Frands Mortensen mener ikke, at det er positivt i længden, når medierne samler sig på få hænder: “Det er ikke godt for mangfoldigheden. For mediebilledet ville det ikke se godt ud, hvis JP/Politikens Hus købte TV 2, men den her aftale er kun en lille del af det samlede hele. I sig selv betyder den ikke alverden.”

Information ville gerne have spurgt Egmonts administrerende direktør, Steffen Kragh, om fusionen betyder noget for forholdet mellem Egmont og JP/Politikens Hus. De to fondsejede koncerner har nemlig tidligere vist interesse for at købe TV 2 i fællesskab. Man har desuden ment, at JP/Politikens Hus og Egmont vil supplere hinanden godt.

SFK’s nye bestyrelse træder til den 1. september. Ud over Lars Munch som bestyrelsesformand vil bestyrelsen bestå af direktør i JP/Politikens Hus, Merete Eldrup, og SFK’s to direktører, Erik Stephensen og Jørgen Koldbæk, der også fortsætter som direktører i SFK.