DET KAN NOK være, der blev hylet og skreget mandag over middag, da finansminister Mogens Lykketoft (S) præsenterede det økonomiske indgreb “efter den socialistiske lærebog” (citat: Pia Christmas-Møller, konservativ finansordfører), som regeringen nu har aftalt med “den yderste venstrefløj” (citat: Uffe Ellemann-Jensen, Venstre-formand), alias SF og Enhedslisten.
Mens Christmas-Møller taler om “et frontangreb” på bil- og boligejere, “raser” Dansk Industri over det hårde anslag mod erhvervslivet, som de nye afgifter siges at rumme. Ifølge De Danske Bilimportører er omlægningen af bilafgifterne direkte “til skade for miljøet,” mens SAS’s indenrigsdirektør Finn Øelund fremhæver børnene som ofre, fordi den ny afgift på indenrigsflyvning kan tvinge SAS til at droppe de billigste tilbud, som bl.a. gives på børnebilletter.
Før vi analyserer dette venstreekstremistiske anslag mod børn og miljø, er det nok så interessant at hæfte sig ved aftalens politiske omstændigheder og implikationer.
For regeringen rummer aftalen med SF og Enhedslisten ved første øjekast den gevinst, at man nu har knyttet et formelt og psykologisk bånd til de to partier, som man senere i år kan finde det ønskeligt eller ligefrem nødvendigt at indgå finanslovsaftale med. Den såkaldte VK-plan, som Uffe Ellemann og Per Stig Møller (K) lørdag skitserede i Berlingske Tidende ligner i hvert fald ikke et finanslovsfrieri med sine slagord om besparelser på bl.a. u-landsbistanden og de offentlige budgetter. Finansloven er i sig selv blevet en smule nemmere at få i hus, fordi man med mandagens indgreb skaffer staten de første par milliarder kroner og dermed gør det gab, der skal lukkes til efteråret, lidt mindre. For regeringen kan det desuden have en vis værdi at knytte venskabsbånd til det SF (Enhedslisten er på det punkt uinteressant), som gerne skulle sikre et ja til den næste EU-traktat - selv om Poul Nyrup jo godt ved, at Holger K. Nielsen alt for godt ved, at SF-hjælpsomhed ved fødslen af et nyt nationalt kompromis ikke på nogen måde sikrer SF en efterfølgende rolle og indflydelse som fast samarbejdspartner.

NÅR MANDAGENS frokostaftale alligevel ikke er den “politiske genistreg” fra Lykketofts side, som Børsens kommentator Karsten Madsen forudskikkede om morgenen, så er det fordi, det kun lykkedes at lave “det lille indgreb”. Da det kom til sandhedens time, vovede Enhedslistens hovedbestyrelse nemlig ikke at sige ja til den fastfrysning af indtægtsgrænserne for opkrævning af bund-, mellem- og topskat, som regeringen og SF ønskede. Ved at fastfryse skattegrænserne i en situation, hvor indkomstniveauerne stiger, kunne regeringen have opsuget yderligere 1,5 milliarder og samtidig lagt en svag dæmper på den forbrugsudvidelse, som regeringen p.t. bekymrer sig for. Ifølge Enhedslistens Frank Aaen ville fastlåsningen have belastet dagpengemodtagere med en skattestigning på 20 kr. månedligt i ét år - 1998 - og det var mere end listen kunne tage ansvar for. Også selv om indgrebet ville have ramt den rigeste fjerdedel af befolkningen hårdere, nemlig med 100 kr. om måneden, og dermed gjort den relative ulighed en anelse mindre.
Det begivenhedsforløb fortæller Lykketoft, at Enhedslisten ikke er nogen driftssikker aftalepartner, når der til efteråret skal handles finanslov. Omvendt har Lykketoft og regeringen med mandagens lille venstreorienterede indgreb stødt CD fra sig og tættere på en borgerlig alliance med V og K. Det kan have været en del af Lykketofts tegning fra starten, at Mimi Jakobsens lille flok nu - inden selve finansloven kommer for tæt på - skulle fratages rollen som al tings centrum ved at blive overflødiggjort af aftalen til venstre. Den indgåede aftale er imidlertid så begrænset i sit perspektiv og hvad angår parternes indbyrdes forpligtelser, at alting synes at stå åbent op til finanslovsforhandlingerne - der er nu for regeringen hverken en sikker favn at vende sig til mod højre eller venstre. Sejladsen forekommer således så usikker som altid - håbet om at få fastlagt en ny, visionær foregangskurs så spinkelt som hidtil. Efter nogle uger med lidt højere til loftet end normalt, er vi, Gud hjælpe os, tilbage i praktisk, dansk politik.
Så meget desto større grund er der til at søge glæde i den lille smule, der trods alt er nået med mandagens indgreb. Sænkningen af taksterne for den kollektive trafik er et rigtigt signal, selv om en nedsættelse på ti procent i følge foreliggende undersøgelser fra Transportrådet næppe kan lokke mere end nogle få promille af bilisterne over i bus og tog. Afgiften på indenrigsflyvning er også miljømæssigt berettiget, selv om man i sammenhængen burde have medtaget de lige så miljøbelastende katamaran-færger. Og omlægningen af personbilernes vægtafgift til en grøn ejerafgift er et rigtigt princip, selv om de foreslåede afgiftsniveauer i følge Transportrådets beregninger næppe får nogen nævneværdig effekt på CO2-udledningerne. Det må man altsammen søge at glæde sig over, mens man venter på det, der udeblev: stigningen i benzinpriserne.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)