Gentagelsen

Til min glæde har den engelske udgave af SAK fået en særdeles velvillig modtagelse i USA. En enkelt skribent var imidlertid mindre begejstret. Til andres glæde. Over det meste af en side gav nemlig Information den 2. august et komprimeret referat af M.G. Pietys artikel, hvori den kritik, som Peter Tudvad fremsatte sidste sommer, ukritisk blev repeteret. Pietys fremstilling er således ikke det mindste anfægtet af, at professor Thomas Bredsdorff den 28. juli 2004 udtalte til Politiken, at Tudvads indvendinger var “nærsynede bagateller” og anså de mange beskyldninger for at være “helt ude af proportioner”. Eller at Niels Jørgen Cappelørn til Jyllands-Posten den 10. august samme år tilkendegav, at han efter at have “gennemset den faglige kritik, Peter Tudvad har rettet mod Joakim Garffs SAK, og præmisserne for de domme, han fælder” var nået til den opfattelse, at Tudvads anklage af Garff for “uhæderlighed er ude af proportioner og grundløse”. Information orienterer ikke sin læser om M.G. Pietys baggrund eller forudsætninger for at ytre sig om biografier og kildekritik og synes heller ikke selv at have gjort sig særlig store biografiske anstrengelser. M.G. Piety omtales nemlig konsekvent som mand, hvad Marilyn Gay Piety mig bekendt aldrig har været. Piety gentager altså bare Tudvad og tilføjer intet nyt. På nær en enkelt ting. Hun anklager mig nemlig for ikke at have rettet i den engelske oversættelse, skønt jeg angiveligt skulle have “erkendt” mine fejl. Dette finder Piety forargeligt. Og den forargelse breder sig snart som en steppebrand til andre dele af dansk presse, der de følgende dage skriver oprømt videre på Informations referat af Pietys referat af Tudvads kritik. Denne kritik har jeg kommenteret i en kronik i Politiken den 7. august 2004, og da min holdning til kritikken er uforandret, er det overflødigt at gentage den. Under indtryk af den forargelse over min angivelige modvilje mod at korrigere i den engelske udgave vil jeg imidlertid gerne bemærke følgende: - Den engelske oversættelse af SAK var allerede trykt, inden Tudvad fremlagde sin kritik i Information den 24.-25. juli 2004. Biografien var endnu ikke udkommet, men den var færdig fra trykkeriet og dermed reelt ude af mine hænder. Dette kan bekræftes af bogens oversætter, Bruce H. Kirmmse, der ikke bare er oversætter, men en af de bedste kendere af Kierkegaards forhold til den danske guldalder og en særdeles årvågen læser, der har bidraget med flere korrektioner og præciseringer i forhold til den danske udgave, hvad jeg allerede har anført i min kronik i Politiken den 7. august 2004. Skønt intet ville være lettere, skal jeg nok afholde mig fra at ironisere over Pietys manglende research, men at man ikke selv undersøger de mest elementære forhold, alt imens man anklager andre for sløset omgang med kilderne, kan både bekymre og undre. - Såvidt det kronologiske.

Ingen er fuldkommen

- Dernæst det principielle og nok så vigtige. Jeg har nemlig aldrig lovet, at jeg ville tage Tudvads indvendinger mod SAK ukritisk til efterretning. Tværtimod har jeg flere gange i utvetydige vendinger tilkendegivet, at jeg dels var metodisk uenig med Tudvad i flere af de slutninger, han drog af sine kildestudier, dels fandt mange af hans korrektioner mindre vedkommende. At jeg på denne baggrund skulle kræve produktionen af den engelske udgave standset, kan man formentlig forstå det meningsløse i. - Ingen er fuldkommen, heller ikke SAK, men jeg har gjort mit til at forbedre teksten fra oplag til oplag. Flere af de forhold, som Piety indigneret påpeger i sin anmeldelse, er således korrigeret i det seneste danske oplag. Den jomfru, som jeg for at undgå forkerte associationer omtalte som den unge pige, men som Tudvad kunne påvise var 37 år og altså ikke længere ganske ung, figurerer nu som husbestyrerinde. En kommende paperbackudgave har endvidere givet mig mulighed for at indarbejde nogle af Tudvads korrektioner til fremstillingen af Kierkegaards Jyllandsrejse, men visse problemer er stadig uløste, og Tudvad har på dette område selv fremsat teorier, som han senere har måttet revidere. Også opdagelsen af et par hidtil ukendte karikaturtegninger af Kierkegaard i Corsaren - det var om denne opdagelse Niels Jørgen Cappelørn anvendte ordet “epokegørende” - har jeg haft mulighed for at tage hensyn til og krediteret Tudvad for. Dette vil jeg naturligvis også gøre, dersom det skulle blive aktuelt med et nyt oplag af den engelske udgave. Det er således ikke rigtigt, at jeg ikke vil rette i SAK. Men der er forskel på fejl - og fejl. Adskillige af de forhold, som Tudvad i sin tid påpegede, angik nemlig ikke fejl i ligefrem forstand, men var teorier og hypoteser og fortolkninger, som han selv havde udkastet, men hvis holdbarhed jeg som antydet ikke er overbevist om og derfor heller ikke har villet indarbejde i SAK. - Skønt det allerede er fremgået og for så vidt er overflødigt at nævne, vil jeg gerne understrege, at de nævnte justeringer i SAK ikke berører det overordnede perspektiv, som biografien anlægger på Kierkegaard. Det er nemlig ham, denne uudgrundelige Kierkegaard, der er og bliver hovedpersonen i SAK, mens skippere og husbestyrerinder og andet godtfolk - med al respekt - befinder sig i fremstillingens yderste periferi. Jeg vil aldrig påstå, at detaljer og bipersoner er uden betydning for helheden, eller at oplysningerne om dem ikke skal være korrekte, men de må heller ikke optage så megen plads, at helheden og hovedpersonen står i fare for at forsvinde og det overordnede sigte tabes af syne.

Send gerne rettelser

SAK er et forsøg på at formidle et liv, et forfatterskab og en epoke, der i uformidlet form kan virke abstrakt og uvedkommende. SAK henvender sig til den interesserede, men relativt forudsætningsløse læser, der forhåbentlig kunne få lyst til at forsøge sig på egen hånd i den kierkegaardske labyrint. At min fortolkning visse steder er kontroversiel, medgiver jeg gerne, da en af hensigterne med SAK netop har været at skrive komplekset Kierkegaard fri af flade klicheer, fromme forventninger og almindelig, mumificeret artighed. De ekstremer, som geniet samler i sit væsen, har jeg derfor ikke ønsket at afspænde eller moderere, tværtimod. At han kunne være barmhjertig, social og medfølende er derfor lige så ubestrideligt, som at han kunne være kynisk, indesluttet og sig selv nok. Vil man fremhæve den ene ‘Kierkegaard’ på bekostning af den anden ‘Kierkegaard’, har man beskåret det biografiske materiale og gjort sig skyldig i en utilstedelig forsimpling. SAK er en fortolkning af Kierkegaard, min fortolkning. Den kan diskuteres som enhver anden fortolkning, men den bliver ikke i sig selv forkert af, at man ikke er enig med mig i den. PS. Jeg modtager gerne forslag til rettelser og forbedringer af SAK, men det behøver ikke hver gang udarte til et nationalt anliggende formidlet af alle landets dagblade. Det kan gøres langt lettere ved at anvende følgende mailadresse: jg@sk.ku.dk