I DEN STORE fagre tv-verden foregår udvikling og afvikling i rivende hast. Nye kommercielle kanaler skyder op som paddehatte og reklame- og sponsor- hensyn trænger ind ad hver en dør, som åbnes bare halvt på klem. Sådan er det. De tekniske revolutioner på satellit- og kabelområdet er kommet i en tidsalder, hvor samfundsstemningen har været til alt andet end formynderiske begrænsninger i tv-udbuddet.
Samtidig har flere millioner politiske og apolitiske forbrugere bestemt sig for at bruge en masse penge på paraboler, på de såkaldt store programpakker fra kabel-tv og på dekodere til de særlige betalingskanaler.
Det er kun en del af denne udvikling, der kan kontrolleres og påvirkes gennem direkte politiske indgreb. Netop derfor er det ekstra vigtigt, at den politiske indblanding er kvalificeret og varetager alle de hensyn, som svigtes i det kommercielle spil.

BRUGERAFSTEMNING ‘97 er et grotesk eksempel på en håbløs politisk indblanding i den store tv-verden. Det handler kort fortalt om, at alle med kabel-tv har fået en stor stemmeseddel, hvor der er mulighed for at stemme blandt 114 tv-programmer og 91 radio-programmer.
Den farvestrålende brochure som følger den store stemmeseddel har på forsiden et billede af den stor-smilende og stor-zappende danske kernefamilie. På side tre kommer et kæmpebillede af den politisk ansvarlige: Forskningsminister Jytte Hilden (S). Hun er citeret for noget om, at afstemningen er herlig demokratisk ting for hele familien. Det kan dog siges til hendes forsvar, at reglerne for afstemningen er udformet under hendes forgænger - nuværende justitsminister Frank Jensen (S). Samme Frank indrømmede for nylig med stor oprigtighed, at hans fortid som bingo-vært i aalborgensisk lokal-tv havde haft stor betydning for hans senere lynkarriere. Det er først nu blevet muligt at se dybden i denne indrømmelse.

PROJEKTET om den store seerafstemning er det glade vanvid af flere grunde. Man kan vælge mellem en masse kanaler, som stort set ingen danskere kender. Det foregår gennem et fuldstændig ugennemskueligt og vilkårligt pointsystem. Og det hele er tilrettelagt, så det i flere henseender virker som en praktisk håndsrækning fra staten til de kommercielle kanaler.
De 114 tv-kanaler der kan vælges mellem, er for de fleste vedkommende ukendte for en dansk offentlighed. Flere af dem er endda ikke-eksisterende. Som f.eks. Star, der præsenteres som “Danmarks nye sportsmagasin med nyheder, interviews og fan-information.” Herudover får man blot at vide, at det vil koste hver husstand 5,80 kr. ex.moms pr. måned at tage denne kanal. Hvis tilstrækkelig mange glade sportselskende mennesker stemmer på denne ekstra sportsdækning - ved siden af DR-sport, TV 2-sport, TV3-sport, TV3+-sport, DK4/DKsport, Eurosport og de 27 andre sportstilbud - så bliver denne kanal muligvis lavet. Af et foretagende, hvis navn vi endnu ikke kender, med et ukendt programindhold og på et helt ukendt (men muligvis meget lavt) kvalitetsniveau.

AT KALDE dét en demokratisk afstemning er naturligvis rent vrøvl. Og stemmeformen holder niveauet. DR1&2 og TV2 mv. skal der ikke stemmes om. Men ellers skal der får alle hvad de end siger. Men der kan krydses mellem 114 tv-kanaler og 91 radio-programmer. Det sker i form af et totalt uigennemskueligt point-system. Man kan give hvert program fra 0 til fire point. Elsker man alt fjernsyn lige højt - og remoten over alt - er det således tilladt at uddele 456 tv-point. Og er man kommet i stødet kan man følge op med rundhåndet at uddele 364 radio-point. Er man kun små- eller mellemfornøjet med ét enkelt program (og afskyr resten - det er hørt før) kan man nøjes med at afgive ét point. Samtidig er der intet i point-vanviddet som giver en særlig position til fjernsyn med public service-kvaliteter. Der er mulighed for, at point-maskinen frasorterer de få virkelige kvalitetskanaler og i stedet sikrer et bredt udvalg af dåse-tv, der viser de samme serier men dog synkroniseret forskelligt.
Der er samtidig kun en spinkel minoritetsbeskyttelse indbygget i systemet - nemlig plads til to kanaler hvis hovedsprog ikke et EU-sprog.
Til overflod sikrer hele opbygningen, at programudbyderne får en mulighed for prisforhøjelser serveret på et statsligt sølvfad. TV3 bruger f.eks. stemmesedlen til at få accept af en årlig prisforhøjelse på 132 kr. pr. kabel-husstand. Bare for de deltagende hjem giver det 42 millioner kr. ekstra i kassen for en tv-station, der ellers ikke vil følge landets love endsige betale dansk skat.
Et lyspunkt i farcen er, at der blandt hurtigt indsendte stemmesedler trækkes lod om en rejse (værdi 40.000 kr. ) til Caribien.
Må det være tilladt at ønske held og lykke i lodtræk-ningen.

mol (Jacob Mollerup)