Det kunne virkelig få ramaskriget op i agurketidshøjde, da en journalist denne sommer fik gravet frem, at visse danske kvinder får fjernet en del af deres kønsorganer. De små skamlæber for at være præcis. Overskriften var udsøgt: "Danske kvinder omskæres for statens regning". Kan det være værre? Noget obskurt muslimsk blandet op med skatteborgernes penge? Sådan er vi da ikke i Danmark. Vi er naturlige.
I Danmark har vi et begreb, der går hånd i hånd med vor særlige udgave af lutheranismen: 'Naturlig'. Man skal være en 'naturlig' pige. Det er noget nær den største kompliment, man kan få i de lyse bøges land. Udtrykket bruges ikke om mænd. Men kvinder er nogle krukker, og det må man ikke være. Mænds forskellige til tider ret fantasifulde sociale positurer kvalificeres ikke efter denne løjerlige skala. Er Anders Fogh 'naturlig'? Er Villy Søvndal det? Hvad med A.P Møller og hvad har naturen i øvrigt med det alt sammen at gøre?
Historien blev straks delvist dementeret. Der er ikke tale om omskæring, der er en anderledes drastisk affære, hvor både de store skamlæber og klitoris skæres af. Og naturligvis var der gode danske grunde til at gøre det: De nedhængende små skamlæbers gnider mod cykelsadlen. For den gode statsfinansierede lægevidenskab kan grunden ikke være æstetisk. Krukker, det er de danske kvinder altså lægegaranteret ikke.
Men måske er kvinder alligevel krukker. "Kvinden er et kar", som der står skrevet. Det gode spørgsmål er derefter, hvad der egentlig er i vejen med det? Nu skal jeg naturligvis ikke anklage nogen for at lyve, men hvis vi siger, at grunden både er cykelsadler og æstetik, så vover vi os ikke for langt ud. Og så kan vi måske omsider komme frem til at tænke lidt over sagen på anderledes interessant vis end i halvmoralsk naturlighedsdyrkende, statsautoriseret antiæstetiske eller dulgt antimuslimske vendinger.
Der er åbenbart en stigning i antallet af kvinder, der får foretaget indgrebet. Og der er åbenbart tale om kvinder med glatbarberede kønsorganer. Nogle har hævdet, at disse kvinder fornægter deres voksne kvindelighed og i stedet søger tilbage til et lillepigestadie. Det er vel ikke umuligt, selvom jeg også her har svært ved at se, hvordan det kan være moralsk forkasteligt. Et kvindeligt Peter Pan-syndrom på cykel?
Men måske er der noget andet på færde. I Frankrig er et tilsvarende fænomen begyndt at brede sig, denne gang blandt mænd. Staten betaler ikke for det, måske fordi cykelargumentet slet ikke holder her? Der er tale om en særlig form for penisforlængelse. Penis forlænges ikke for, hvad den bruges til i kønsakten. De sener, der binder organet ind til kroppen skæres over, så organet tager sig større ud... i hvilende tilstand. Visse læger har kaldt det et omklædningsrumssyndrom. Og de mænd, der har fået foretaget indgrebet, erklærer sig lykkelige, fordi de nu omsider tør klæde sig af for øjnene af ... andre mænd.
I stedet for at tro, at disse fænomener har at gøre med nøgenhed, kunne man overveje, om de ikke lige præcis har at gøre med... at klæde sig på. Det var som bekendt det første Adam og Eva gjorde efter syndefaldet, da de var blevet mennesker - altså kønnede væsner med en seksualitet. Og i en verden, hvor kønsorganerne er blevet en offentlig affære, eller i al fald på nettet er tilgængeligt for alles blikke, kan disse kirurgiske indgreb paradoksalt nok betragtes som lige præcis det sidste figenblad.
Kvinden klæder sig på som kvinde - i den forstand har det alligevel noget at gøre med omskæring. Pubeshårene støder blikket, det gør alt det, der rager ud også. Til sidst kan man få syn for den sag, at de store nøgne skamlæber skjuler præcis dette: at der ikke er noget.
For manden skal der til gengæld være noget og helst nok. Han klæder sig ud som mand. Behøver vi tilføje, at denne udklædning selvfølgelig også sker... helt for ens egen skyld? Der er ikke nogen, der vitterlig behøver at se efter. Blikket er alle steder og gør alle til krukker.
Er det forargeligt? Er det ikke snarere symptom på, at det præcis ikke er naturligt at være nøgen?
På kanten af den totale nøgenhed og det altomgribende blik, udfører man en gestus, der er eminent kulturel.
Så er vi måske mennesker alligevel.
