MÆND SNAKKER økonomi. Kvinder snakker økonomi. Politikere snakker økonomi. Erhversledere snakker økonomi. Medier snakker økonomi. Alle snakker økonomi, idet man tilsyneladende mener, det er økonomien, der afgør alting.
Det er det måske ikke. Måske er det kønnet, der er den egentlige bombe under samfundsordenen. For tænk nu, hvis den eskalerer, den udvikling, de i netop disse år særdeles årvågne, bl.a. poststrukturalistiske kønsforskere registrerer og påpeger, analyserer og perspektiverer, mens alle andre snakker økonomi: At kønnet opløser sig. At kønnet er i fuld gang med at ophæves, simpelthen. Så vi i endnu mindre grad end i dag kan tale om mænd og kvinder som faste størrelser.
Som den danske kønsforsker, psykologen, Dorte Marie Søndergaard, siger: “De unge komponerer i dag mere end nogensinde deres egen kønsrolle.”
At kønnet allerede er i opløsning, og at den opløsning er eneste farbare vej frem mod langt flere oplevelser og handlemuligheder for begge køn, har vi netop herhjemme fået lejlighed til at læse i den danske udgave af den unge, svenske litteraturforsker Nina Björks bestseller “Kvindelighedens maskerade.” Hvori hun netop frabeder sig “livsmanuskripter skrevet på baggrund af køn.”

DET HEDDER SIG i overensstemmelse med den holdning ofte, at køn i dag ikke betyder noget. Kvinder og mænd kan jo det samme. Og gør også i vid udstrækning det samme. Så kan vi ikke blive fri for at tale om det - kønnet. Det er fortidigt og gammeldags. Et overstået stadie.
OK. Attituden er forståelig, især når kvinder forsøger at dæmpe deres køn, idet det jo eksempelvis på arbejdsmarkedet ikke ligefrem tæller på plussiden. At erkende sit køn som kvinde er at erkende sin lavstatus. Det gør man ikke frivilligt. Omkostningen er bare, at man vender negative erfaringer til personlige nederlag.

MEN NUVEL. Lad os lege med tanken: Kvinder og mænd er lige, idet kønnet er ophævet. Ikke i første omgang det biologiske køn. Men kønsrollerne. Mænd går ikke bare med hestehale og kvinder i råt læder. Mænd og kvinder kan i princippet det samme. Gør det samme. Tager de samme uddannelser, jobs, udfordringer - tager samme ansvar. Hvad vil det betyde for familiens måde at fungere på? Hvad vil det betyde for organisationernes måde at fungere på osv.? Intet mindre end at hele den grundlæggende orden i samfundet vil være ophævet. Hvad der i øvrigt først og fremmest vil true børnene.
Man kan ikke nødvendigvis regne med, at kvinder vil påtage sig hovedansvaret for, at selvangivelsen afleveres til tiden, eller at rotterne bliver bekæmpet. Man kan ikke nødvendigvis regne med, at manden henter børnene inden vuggestuens lukketid, eller at han husker fødselsdagsgaven til svigermor. Eller er det omvendt? Man kan i det hele taget ikke regne med andet, end at hele strukturen er til genforhandling. Kvinderne går til bestyrelsesmøder til langt ud på natten, og mændene går til bestyrelsesmøder til langt ud på natten.
Hvis kønnet opløses må det nødvendigvis medføre, at alle agerer anderledes, end de kulturelle koder hidtil har fået os til - bevidst eller ubevidst.
Med andre ord: At opløse kønnet er at sprænge hele samfundsordenen.
Heldigvis vi ikke opløse kønnet biologisk. For kunne vi det, ville alt formentlig gå i stå. Der skal en sydpol og en nordpol til at skabe magnetisme. Så hvis vi tager spændingen ud og nul-stiller kønnet, har vi altså også afmagnetiseret det, afseksualiseret det. Og hvad skulle så få os til at bevæge os?

ALT DETTE for at skærpe opmærksomheden omkring den udsatte position, kønsforskningen pt. har her i landet. De små kønsforskningscentre, som det lykkedes at etablere i forlængelse af den ny kvindebevægelse, må i dag kæmpe for deres fortsatte eksistens. Ligesom den såkaldte koordinationsfunktion af kvinde- og kønsforskningen i Danmark nedlægges ved årets udgang, hvis forskningsminister Jytte Hilden (S) ikke hitter på noget. Det forlyder, at hun pønser på at etablere en ny struktur og lægge den ind i den vifte af konkrete initiativer til støtte af bl.a. unge og kvindelige forskere, der ventes offentliggjort til august.
Men stadigvæk er situationen den, at eksempelvis Center for Kvinde- og Kønsforskning, Cekvina, ved Aarhus Universitet, lever på femårskontrakter (der netop nu er til forhandling), at Center for Humanistisk Kvindeforskning på Københavns Universitet, Amager, ligner et anoreksitilfælde efter i årevis ikke at være blevet tilført nye ressourcer, og at man på Odense Universitet fremfor på den forskning, forskerne brænder for, må bruge energi på at udtænke diverse integrations-strategier i forhold til de øvrige videnskaber omkring bl.a. nye uddannelser for simpelthen at overleve. Kvindeforskningens problem er, at den ikke har nogen egentlige uddannelser, men tilbyder kurser, der ikke udløser eksamenspapirer. Det betyder, at kønsforskningscentrene ikke automatisk får tilført økonomiske midler, der udløses i forhold til uddannelser og studentertal, som Anne Scott Sørensen fra foreningen af danske kvinde- og kønsforskere forklarer.
Det siger sig selv, at det ikke er tilstrækkeligt at skabe bedre vilkår for kvindelige forskere. Der må også etableres langt bedre vilkår for udviklingen af den grundforskning i kønnets betydning, som de små kønsforskningscentrene er de eneste, der for alvor går dybt ned i. Arbejder videnskabeligt med i modsætning til de uargumenterede, normprægede meninger, vi andre strør om os med. Vi, der tror, at kønnet intet betyder, indtil forskerne viser, at det stadigvæk betyder kolossalt meget. Hele verden henvender sig jo til os som de henholdsvis mænd og kvinder, vi er. Vi afkoder automatisk hinandens kroppe i køn og ter os derefter. Ja, man behøver bare gå i supermarkedet for at blive modtaget af varer, der taler til os som køn. osv. osv.

dam (Hanne Dam )