'Teatret er et demokratisk sted for forskellighed'

Post-socialistisk spillebule, varmestue for forarmede, sultestrejkende PDS-politikere, nyskabende og toneangivende. Mange og modstridende er beskrivelserne, der gennem årene har hæftet sig ved teatret Volksbühne i Berlin, som har ligget ved Rosa Luxemburg Platz siden 1914.

Manden, som de sidste 13 år har stået bag det omstridte teater, ser knap så kontroversiel ud. Med sin mørkeblå habitjakke, det tilbagestrøgne, gråmelerede hår og sølvbrillerne yderst på næsetippen, ligner teaterdirektør Frank Castorf snarere en universitetslektor. Tilknappet tøver han med de første ord, men et par sætninger efter tager det ene ord det andet i en hurtig, men lavmælt talestrøm.

“Hvad enten det er politisk eller ej. De må sultestrejke i mine lokaler så meget de vil. Indholdsmæssigt er vi excentriske. Vi kører hovedet gennem muren og ud på gaden. Vi er solidariske og alsidige med hjemløseteater, events og politiske diskussioner. Her mødes forskellige mennesker, for jeg ser teatret som et demokratisk tilflugtssted for forskellighed. Derigennem bliver det levende. Vi har et udvidet kulturbegreb, og selv om vi har teatret som centrum, vil vi ud af teaterghettoen. Volksbühne er en metode og ikke en form eller en stil. Indholdet er udgangspunktet, og så finder vi formen.”

Genkendelsens tilfredshed

Frank Castorf sidder i den tomme restaurant på Hotel Opera i København. Anledningen er stykket Meine Schneekönigin, My Snow Queen, som gæstespiller i Turbinehallerne i København. Et stykke, der er blevet til med støtte fra blandt andet H.C. Andersen Fonden. Stykket havde premiere i Berlin i december, hvor Information også anmeldte det. Frank Castorf skal snart være i teatret efter en premiere, der viser et helt andet billede af H.C. Andersens eventyr, end det danske publikum er vant til.

“Jeg vil ikke bare bekræfte og give publikum genkendelsens tilfredsstillelse, selv om de fleste mennesker bliver glade, når de genkender et par linjer i Faust eller Hamlet. Jeg har en psykopatisk trang til stillingtagen. Jeg vil ikke provokere, men irritere, for der ligger en form for erkendelse i irritationen,” siger Frank Castorf, som er kendt for at blande film, teater og videokunst.

Han har ladet kameramænd forfølge skuespillerne for at udstille tårer, makeup og nervøsitet ved at smække nærbilleder af skuespillernes ansigter op på storskærme. I bedste big-brother stil har han lukket skuespillerne inde i en container og brugt kameraet som voyeuristisk instrument ved at filme skuespillerne.

“I teatret bliver alt udstillet. Intet er gemt væk. Men nogle gange har jeg brug for et ansigt, derfor bliver skuespillerne projiceret op på storskærme. Gennem nærbilleder blander jeg privatsfæren og det intime med den kunst, der opstår i en livesituation. Det interessante er den situation, mennesket kommer ind i, ikke figuren. Jeg presser skuespillerne ind i en situation, eksempelvis død eller kærlighed, for jeg vil have dem til at overskride grænser. Det er min straffeaktion mod den gode smag, men det handler ikke kun om trash,” siger han.

$SUBT_ON$Papirklip og politik

I Meine Schneekönigin er fire af H.C. Andersens eventyr fusioneret til et, og alligevel ikke, fortæller Castorf. Det er nemlig hverken Snedronningen, Skyggen, Isjomfruen eller Kragen, men det hele på en gang med udgangspunkt i H.C. Andersens biografi. For det var ikke nok kun at tale eventyrets sprog, livet skulle også bringes ind i eventyret, mener han.

“Biografien er uhyre eksplosiv. Han ville lære det fremmede at kende. Der er masser af angst, uro og hypokondri over ham, og alligevel rejste han allerede i 1840’erne til Balkan. Han var fuld af modsætninger, og dem bruger jeg som nøgle til eventyrene. Alle har forskellige fantasier, frygten ser forskellig ud fra person til person. Det minder mig om, da jeg selv var barn og kiggede under sengen før jeg skulle sove for at se, hvad der gemte sig nedenunder,” forklarer Frank Castorf om det, der ligger til grund for hans surrealistiske, slapstick version af Snedronningen. Eventyrene er en leg med barndommens fantasi, og stykket er som et puslespil.

“H.C. Andersen rummede mange psykologiske lag. Angsten for at blive sindssyg, mindet om bedstefaderen, der snittede mærkelige figurer, og blev drillet af børnene. Andersen har aldrig sluppet manien, for eksempel da han rejste hele vejen til Konstantinopel med et reb, som han havde liggende ved siden af sig, når han sov, hvis nu der skulle udbryde brand. Han så hverdagens gestik, han observerede. Rejsen gennem biografien er vigtig,” mener Frank Castorf og pointerer, at indholdet i eventyrene er tidssvarende. Ikke blot moderne.

$SUBT_ON$Romaner som tidsbillede

H.C. Andersen skildrede sin tids sociale uretfærdigheder, noget man genfinder i andre klassiske værker, eksempelvis i Dostojevskijs Idioten, som er en af Frank Castorfs seneste opsætninger på Volksbühne.

For Frank Castorf giver de klassiske romaner en kompleksitet og et tidsbillede, som man ikke kan begribe på en gang, men som man bliver nødt til at nærme sig forsigtigt. For selv om vi ifølge instruktøren tror, signalerer værkerne det modsatte. Alligevel har de en stærk holdning til livet og politikken.

“Jeg synes godt om værkernes præcision i iagttagelse og tanke. De betragter mennesker og det, mennesker gør. Det relaterer direkte til realiteten, og det er noget, alle forstår - hvad enten du er barn eller intellektuel. De handler om det voldelige, det kaotiske, de store politiske spørgsmål, om skyld og soning. De stiller spørgsmål ved, om mennesket er en parasit, man blot må træde ihjel, og om man må tænke på den ene eller anden måde. Jeg vil få politikken ind i den tid, vi lever i,” siger Frank Castorf, som vil bryde med den måde klassikerne bliver fremstillet på.

“Det klassiske værk bliver ofte gjort harmløs, homogen og biedermeiersk, men livet var meget hårdere og langt mere komplekst,” siger han.

$SUBT_ON$Teatralsk samfund

Tysk teater er tilbage ved 50’ernes pæne, underholdende, harmløse, upolitiske teater, mener Frank Castorf. Men det politiske teater er vigtigt, mener han. Ikke fordi teater i dag har en reel magt, for samfundet er blevet politiseret, teatraliseret, seksualiseret og æstetiseret, enhver valgkamp er iscenesat. Derfor er der ikke virkelig brug for teaterkunsten længere.

Som en modvægt må teatret nødvendigvis radikaliseres, mener Frank Castorf. For at markere, at teatret stadig er der, og at der stadig eksisterer en opbrudszone.

Med teatret vil Frank Castorf kommentere tiden og politikken, for man bliver nødt til at blande sig i de diskussioner, som er vigtige for en, mener han og beskriver sig selv som en kværulant, der efterlyser holdning. Sort eller hvidt, ja eller nej.

“Vi tager ikke stilling længere. Det værste er selvtilfredsheden. Hvis vi har succes, er det vores egen fortjeneste, hvis vi ikke har det, er det vores egen skyld. Det er derfor, de solidariske processer ikke eksisterer længere, forskellige mennesker går ikke længere sammen for en større sag uden for os selv. Vi giver lidt penge til Kosovo, men vi gør intet. Det behøver man ikke vise i hvert eneste teaterstykke, men nogle gange,” siger Frank Castorf.

$SUBT_ON$DDR og sandheden

Det kommenterende teater har med årene givet Frank Castorf og Volksbühne en del blandede kommentarer. Men kritikken rører ikke teaterdirektøren. Fortiden i DDR har gjort ham resistent over for, hvad andre tænker. Hans opsætninger i DDR gemte ofte på samfundsmæssig og politisk kritik, selv om der stod noget helt andet i teaterprogrammet. Som regel blev stykkerne spillet nogle gange, indtil kritikken blev opdaget af myndighederne og stykket taget af. Resultatet var, at Frank Castorf blev fjernet fra det berlinske teatermiljø og kun fik lov til at lave teater den østtyske provins.

“I teatret kunne jeg formulere politiske sandheder; alt det, jeg ikke kunne skrive åbent i en artikel indlejrede jeg i teaterstykkerne. Dermed kunne jeg skabe oprør. Det har vist mig, hvor vigtigt det er at være ekspressiv på scenen, det er teatrets anarkistiske tendens. Jeg bliver nødt til at angribe dem, der har magten, men i dag, hvor alle døre er åbne, er det sværere at finde det punkt,” siger han.

I DDR søgte man altid at dechiffrere en sandhed, ingen turde formulere åbent, mener han. Det er den samme lyst til hemmeligheder Frank Castorf udlever i sit teater, i en verden, hvor intet er, som det virker.