HVAD ER DET, som kan få Verden at lukke øjnene for, at ét land invaderer et andet og i løbet af en uge slår over tusind mennesker ihjel?
Det er frygten for noget endnu værre.
For præcis ti dage siden krydsede 10.000 tyrkiske soldater grænsen til nabolandet Irak for at eliminere så mange medlemmer af den seperatistiske guerillabevægelse PKK, Kurdistans Arbejderparti, som overhovedet muligt.
Ifølge den seneste tilgængelige opgørelse skulle mindst 1.300 guerillaer være blevet dræbt samt 200 såret eller taget til fange. Men om de tal er korrekte, er der ingen, der ved. For hele operationen er totalt mørkelagt, og journalister har ikke kunnet få adgang til området.
PKK og andre kurdiske organisationer beskylder de tyrkiske tropper for at gennemføre summariske henrettelser af alle, der mistænkes for at tilhøre PKK og for at bringe civilbefolkningen i fare.
Men fra det internationale samfunds reaktion har været meget behersket. Forsigtige protester fra FN, EU, Storbritannien, og Frankrig har udtrykt “bekymring” og “opfordret” Tyrkiet til at trække sine tropper ud af Nordirak “så hurtigt som muligt”.
En række arabiske lande har “fordømt” invasionen, men ikke ét eneste land har foreslået, at myrderierne i Nordirak bør få konsekvenser for Ankara. Og det samme gælder de internationale medier, der stort set har omfattet invasionen med larmende tavshed. I hvert fald på lederplads.

HVAD SKYLDES DET? Er Verden ved at blive fuldstændig ufølsom over for undertrykte folkeslags lidelser, nye flygtningestrømme og almindelig menneskelig tragedie?
Nej, det skyldes sandsynligvis en række kølige strategiske overvejelser i bl.a. Washington og Bruxelles.
De vestlige lande er nemlig hunderædde for, at Tyrkiet skal blive ustabilt på grund af kurdernes krav om selvbestemmelse i Østtyrkiet - eller på grund af den foruroligende islamisering, som har bragt den nuværende islamistiske ministerpræsident Necmettin Erbakan til magten.
Derfor passer det Vesten ualmindelig godt, at det magtfulde tyrkiske militær holder begge tendenser i skak. Tyrkiet spiller en afgørende rolle i NATO’s forsvar mod den islamiske verden, og derfor skal Ankara for enhver pris blive forblive i Vestens lejr.
Så kritikken af de efterhånden 11.000 tyrkiske soldaters fremfærd mod kurderne i Nordirak må nødvendigvis være lavmælt.
Dertil kommer, at Irak, hvis territorium bliver krænket af den tyrkiske invasion, ikke lige netop er Washingtons og Bruxelles’ kop te. Siden Golfkrigen har forsvaret af den irakiske diktator Saddam Husseins interesser ikke lige just været det, der har ligget Vesten mest på sinde, og sådan er det stadig.
Tværtimod er de vestlige lande interesseret i at opretholde den beskyttelseszone, som blev etableret i Nordirak efter krigen, fordi den er et vigtig led i inddæmningen af Saddam Hussein. Og også her er USA og Vesteuropa afhængig af Tyrkiets velvilje.
De franske og britiske fly, som patruljerer zonen letter hver dag fra tyrkiske baser og al nødhjælpen til området kommer ind over den tyrkiske grænse.

HVAD SÅ MED kurdernes rettigheder? Har de slet ingen, og er civilbefolkningens sikkerhed i Nordirak pludselig ikke længere noget, Vesten interesserer sig for?
Jo, men problemet er, at ingen bryder sig om PKK. En marxistisk inspireret guerillaorganisation, der forfølger sine egne dissidenter, myrder lokale landsbybeboere, som vover at samarbejde med Ankara - og desuden er mistænkt for at finansiere en god del af sin væbnede kamp mod den tyrkiske regering ved hjælp af narkopenge.
Og når sandheden skal frem, har de fleste vestlige politikere heller ikke den helt store sympati med de irakiske kurdere, der bruger størstedelen af deres kræfter på at alliere sig med skiftende diktatorer og bekæmpe hinanden.
Det uhyggelige ved Vestens strategiske overvejelser er imidlertid, at de ikke bibringer Tyrkiet den stabilitet, som både Ankara og NATO så brændende ønsker. Tværtimod opmuntrer Vestens de facto accept af blodbadet i Nordirak kun regeringen i Ankara til at fortsætte den massive undertrykkelse af kurderne.
Og dét er ikke nogen løsning. Så meget burde Tyrkiet have lært af tolv års væbnet konflikt med PKK om mindst 23.000 dræbte.
Men det er ikke tilfældet. Tværtimod fortsætter Ankara ufortrødent med at opløse alle moderate kurdiske organisationer og afvise alle tilbud om forhandlinger fra PKK, der uanset om man kan lide det eller ej, er den største af de kurdiske organisationer i Tyrkiet.
“Vi forhandler ikke med terrorister”, lyder standardsvaret fra Ankara. Og det synspunkt har Tyrkiet selvfølgelig lov at have. Men det er og bliver et faktum, at hvis man vil have fred, må man forhandle med fjenden.

aa (Charlotte Aagaard)