Nye myter om samarbejdspolitikken

Det største held, Danmark havde med sin besættelsestids-historie, var, at ikke blot Tyskland, men også Scavenius tabte!

Det er aldrig blevet bestridt, at havde Erik Scavenius fået sin politiske linje gennemført under Besættelsen, ville vi have været at finde på det nazistiske Tysklands side i historiens store bog.

Det er derfor en kilde til stille undren, at man i dag kan skrive bøger om ham med sådanne hyldestovationer, "at Erik Scavenius' egen bog om forhandlingspolitikken tager sig selvkritisk ud." (Jyllands Postens anmelder om Bo Lidegaards seneste bog). Også andre revisionistiske historikere har bidraget med nye myter om besættelsen, hvoraf jeg især vil hæfte mig ved fire:

Den første fremgår af en artikel af det tidligere radikale folketingsmedlem Svend Skovmand, der mener, at "politikerne og befolkningen var ganske enige om den politik, der blev ført over for tyskerne". Det må siges at være en sandhed med modifikationer! Skillelinjen var der hele tiden. Den accelererede og førte til befolkningens oprør i august 1943, der tvang Scavenius til at gå af. Som Hans Kirchhoff (hvis disputats om August-oprøret er hovedværket om emnet) udtrykker det med front mod Bo Lidegaards forsøg på rehabilitering af kollaborationspolitikken: "Augustoprøret i 1943 resulterede i borgerkrigslignende tilstande. Den 29. august var ikke ønsket af samarbejdspolitikerne. Hvis ikke oprøret var kommet, havde de formodentlig ført deres politik til den bitre ende." Myten, som ovenfor er udtrykt af Svend Skovmand, kalder han slet og ret "løgn og hykleri" (Berlingske Tidende den 9. november 2003).

Det er rigtigt nok, at ved folketingsvalget fem måneder forinden havde 95 procent af vælgerne stemt på de mere eller mindre samarbejdsvenlige fem etablerede partier. Men det er jo ikke noget som helst bevis på opslutning bag kollaborationslinjen som sådan. Når man stemte på de etablerede partier, var det for at effektuere en afvisning af det danske nazi-parti, DNSAP. Lad mig som eksempel på centralt placerede politikere citere tidligere statsminister Knud Kristensen fra hans erindringsbog Set fra mine vinduer, 1954: "Vælgerne har ved folketingsvalget i 1943 godkendt den førte politik, siger både Hal Koch og Scavenius. Dette er ikke rigtigt. I de fem samarbejdende partiers udsendte valgmanifest, hvori man opfordrede vælgerne til at stemme, siger man: "Vore partier ser forskelligt på mange spørgsmål, men vi står enige på det danske folkestyres grundlag, og i fællesskab opfordrer vi vælgerne til at benytte den borgerret, som landets grundlov giver dem".

Her er ikke tale om godkendelse af den førte politik, og man kan ikke opfordre vælgerne til at stemme om ét og så bagefter påstå, at de har svaret på noget helt andet. Det var ingen tilfældighed, at valgopråbet ikke talte om den førte politik. Derom var man nemlig ikke enige, og det, der var formålet, var at samle vælgerbefolkningen om det, man kunne enes om" (dvs. afvisningen af de ikke-demokratiske tendenser i Danmark). Så vidt Knud Kristensen, der som bekendt selv var medlem af samarbejdsregeringen. Man kan sammenligne med de 80 procent, der stemte på præsident Chirac for at undgå le Pen i Frankrig.

'Alle gjorde som vi'

Nævnes bør også en opinionsundersøgelse, omtalt den 8. august 1943 i et brev fra Erling Foss til Frode Jacobsen, trykt i bl.a. Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance I, 1959": Statistikeren og modstandsmanden Viggo Villadsen inddrog 1.300 personer i sin undersøgelse hvis resultatet var, at 70 procent mænd og 50 procent kvinder var "ubetingede tilhængere" af sabotage, 12-23 procent mænd og 20 procent "betingede tilhængere" mens kun seks-12 procent mænd og 15-23 procent kvinder var "modstandere". Statistiske undersøgelser kan naturligvis altid diskuteres, men så markante tal er unægtelig svære at trylle bort ! Endnu mindre en folkelig opstand, der vælter en regering.

Den anden nye myte går på, at Scavenius reddede demokratiet.

Lad mig citere fhv. chefredaktør Bent A. Koch (Politiken den 9. april 2005): "Og når bl.a. Bo Lidegaard forsvarer samarbejdspolitikerne med, at deres ærinde, som vi aldrig må glemme, var at bugsere et dansk demokrati gennem krigen, må man spørge, hvilke muligheder dansk demokrati mon ville have, når Hitler havde vundet krigen. Netop dét var tilpasningspolitikkens udgangspunkt". Udgangspunktet var, at Scavenius var overbevist om, at det nazistiske Tyskland ville vinde krigen. At en mand, som var sikker på Tysklands sejr, som samarbejdede med det i beundring, og som aldrig blev træt af at spotte befolkningen - at han skulle være garanten for demokratiet, ja det "turde være en uhyrlig påstand", som Bent Høi Jensen tilføjede i Politiken.

Den tredje nye myte, går ud på, at 'alle gjorde som vi'.

Det forholder sig som bekendt ganske modsat. Når man ser bort fra dé lande, der i forvejen var diktaturer, var den danske underkastelse et europæisk særtilfælde. Politikere fra folkevalgte regeringer i de lande, vi kan sammenligne os med, Norge, Holland og Belgien, flygtede til England, hvor de oprettede eksilregeringer, der opfordrede til modstand mod tyskerne. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Norges konge side om side med den amerikanske og franske præsident, den engelske dronning etc. deltager ved de allieredes officielle ceremonier i efterkrigstiden, bl.a. ved højtideligholdelse af landgangen i Normandiet. Men ikke Danmark.

Gud ske tak og lov, at ikke alle gjorde som vi!

Den fjerde nye myte går på, at Scavenius kun gjorde, hvad de andre politikere bad ham om: "politikerne bad ham føre den politik. Det gjorde han, og de støttede ham". (Bo Lidegaard, Berlingske Tidende den 9. november 2003)

Sandheden er jo, at besættelsesregeringerne var delt i to lejre: "nej-sigerne" (flertallet) og "ja-sigerne" (mindretallet anført af Scavenius og Gunnar Larsen). Arbejdet i besættelsestidens regeringer fulgte så godt som altid samme formel: Scavenius bakkede en henstilling fra tysk side op, ja overgik sågar ofte tyskernes fordringer, og pressede sine regeringskolleger til accept under trussel af at forlade denne og derved kaste Danmark ud i dybe kriser.

Lad mig atter citere Knud Kristensen: "Mellem de 2 retninger (ja-sigere og nej-sigere) førtes der en stadig og ofte bitter kamp om den politik, der skulle føres, og hvilken stilling, man i de forskellige situationer skulle tage i forholdet overfor tyskerne. Scavenius-fløjen var i mindretal, men da det var den og navnlig udenrigsministeren, tyskerne havde tillid til og håbede på imødekommenhed fra, stod han meget stærkt i forhandlingerne. Denne styrke udnyttede han fuldt ud, idet han jævnlig for at få sin vilje igennem truede med at træde ud af ministeriet, hvis det ikke skete. Alle var sikkert klar over, at hvis han gjorde alvor deraf, var der al mulig grund til at tro, at tyskerne ville gribe ind og i så fald på det for os mest ugunstige grundlag..." (s. 8-9).

Udemokratisk adfærd

Scavenius var som politiker urealistisk (alene af den grund, at han ikke interesserede sig for befolkningens holdninger), og led nederlag. Han levede på en forældet, udemokratisk adfærd, og et politisk forestillingsmønster, der ikke var kommet ud over 1864. Efter krigen synes han ikke at have lært det mindste af besættelsestidens historie eller at have bemærket en verden, der var i total forandring. Han var modstander af Danmarks medlemskab af NATO og endte i parodiske forestillinger om en slags alliance med Sverige, for derved at kunne tækkes Sovjet - der nu var kontinentets stærkeste militærmagt! Altså en frivillig Finlandisering af Danmark. Det helt urealistiske i at skulle vinde den danske befolkning for alliancer på skift med nazismen og stalinismen, gik vistnok helt over hans forestillingsverden. Han syntes åbenbart - som mange andre radikale - at samarbejdspolitikken var så stor en succes, at den skulle gentages, også når der var mulighed for at komme over på den rigtige side i de frie landes alliance. Det er for alvor det radikale syndefald, som aldrig bør glemmes.

At han også selv var taberen, stod ham lysende klart. Det fremgår af en radiomontage med hans enke, der i detaljer fortalte, hvorledes de to på befrielsesaftenen sad med dystre tanker om fremtiden. Ikke fremtiden for Danmark, men fremtiden for dem selv.

Fakta

Bertel Haarder er undervisnings- og kirkeminister

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu