Muligheden er stedse skønnere end virkeligheden.” Søren Kierkegaard, filosof.

“Vil De det samme som jeg?” “Ja. Men ikke med Dem.” Middagskonversation på bordkort.

VINGES EFTER mere, men er alligevel godt tilfredse. Det er det ikke just logiske, men rørende eller - alt efter temperament - provokerende budskab i en ny, stor Gallup-undersøgelse om de jordnære - eller skal vi sige resignerede - danskeres forhold til sex. Mens Politiken beholder underbukserne på i en platonisk sommerflirt med læserne, har Berlingske Tidende smidt det hele for at finde ind til den nøgne sandhed om, hvad vi er til: Lak eller læder - oral- eller analsex, utroskab eller husmandssex. Gallup har spurgt, og 563 danskere har svaret, så derfor ved vi nu, at halvdelen af alle danske mænd og lidt færre kvinder synes, de får for lidt - sex. Ikke at de har tænkt sig at hænge med mulen af den grund. De sætter bare en pornofilm på eller dyrker masturbation - en ikke bare trendy, men handy form for tilfredsstillelse, fri for krav om gensidig indføling.
Og når man så bliver spurgt, om man “alt i alt” er tilfreds med sit sex-liv, så er danskerne parate til at tage ansvar. Selvfølgelig er man tilfreds. Enten meget eller nogenlunde. Drømme og længsler er én ting - livet her på jorden åbenlyst noget andet, så 44 pct. af mændene og 36 pct. af kvinderne melder at være nogenlunde tilfredse med deres sexliv, mens henholdsvis 41 pct. og 27 pct. er endog meget tilfredse.

TILFREDSHEDEN ligger måske i, at 54 pct. af kvinderne for det meste får orgasme, når de dyrker sex, mens mændene får det hver gang, hvilket umiddelbart opfattes som vældig tilfredsstillende, men nej. Mændene vil have mere, og når de ikke får det, er det tydeligvis, fordi partneren ikke har lyst. 42 pct. af mændene oplyser at have lystflade kærester, hvilket Gallup-undersøgelsen bør roses for også at rumme svaret på: Kvinderne har for meget arbejde - de er trætte. 35 pct. af kvinderne (mod 20 pct. af mændene) giver træthed som forklaring på, at de ikke dyrker så meget sex, som de egentlig ønsker. Og så er det lige før, man på trods af en manglende sexologisk endsige nogen som helst højere form for uddannelse tør foreslå Hans og Grethe en anden, mere ligelig form for arbejdsdeling. Lig med: Mere fælles sex.
For som Preben Hertoft, der både er professor og overlæge ved Rigshospitalets Sexologiske Klinik siger: “Man snakker så meget om lystproblemer for tiden i sexologien, men jeg tror ikke, det er lysten som sådan, der fejler noget, men alt det, vi fylder i vores liv. Vi vil det hele i et opskruet tempo, og sexlivet lader sig i utrolig grad forme af samfundsforholdene.”
Sexologen Birgit Dagmar Johansen er inde på, at vores identitet i forbrugersamfundet ligger i at eje og præstere. - “Men at ligge ved siden af sin elskede og lade ske det, der skal ske, giver ingen point.”

ALLIGEVEL - og det er endnu et eksempel på det modsætningsfyldte sex-univers. spændt ud mellem drøm og virkelighed, lyst og praksis - så ved vi alle, at der er status i sex. I at blive begæret. At Berlingske Tidende i sin præsentation af undersøgelsen totalt ignorerer den kendsgerning, at henholdsvis 27- og 29 pct. af de interviewede ingen partner har, ligner fortrængning.
Men måske kategoriserer man dem bare som glade onanister? I overensstemmelse med, hvad der ses i udlandet, konstateres der herhjemme en stigende udøvelse af masturbation: 76 pct. af alle mænd og 53 pct. af alle kvinder onanerer ifølge den ny undersøgelse som, oplyses det, supplement til parforholdssexen. Og iøvrigt med partnerens velsignelse. Måske er det ikke så sørgeligt endda at kunne klare sig selv indimellem. Og måske er der oven i købet en sammenhæng til den kendsgerning, at 70 pct. af de adspurgte har været deres nuværende partnere tro. Altid.
Også oralsex dyrkes i overraskende høj grad, mens analsex kun er noget, vi - som Berlingske formulerer det - “snupper” engang imellem. Andre overraskelser? 19 pct. af mændene - men ingen kvinder - har prøvet at købe en partner, og vi andre er tydeligvis begyndt at acceptere pornofilm som hjælpeforanstaltning til sex. 38 pct. af mændene og og 19 pct. af kvinderne fornøjer sig på denne måde.
Alti alt forekommer vi ikke desto mindre i kedsommelig høj grad at opfylde den borgerlige forventning til os, eksempelvis svarer kun henholdsvis 8 pct. mænd og 15 pct. kvinder ja til at have været tiltrukket af deres eget køn - uha. Mens “hele” 19 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne erkender at have haft seksuelt samkvem med flere personer på en gang. Uha. Uha.
Hvad der er virkelig overraskende i Gallups sex-undersøgelse er, at danskerne er så lidt parate til at snakke om deres seksuelle oplevelser. Under ti procent - og tættere på fem for mændenes vedkommende - melder at kunne finde på at fortælle andre om deres seksualliv. Der er simpelthen lukket - en tavshed, man kan frygte føres med ind i parforholdet. Dansken vil altså gerne se pornofilm, og se mere sex i medierne - kun ganske få synes, der er for meget sex i medierne - men snakke om sex selv? Nej da!

KONKLUSIONEN - at vi gerne vil have mere sex, men alligevel er tilfredse - tolkes af sexologen og lægen Hanne Risør som den sædvanlige danske dovenskab. Et andet positivt bud kunne være, at danskerne alt i alt er tilfredse med mindre end det, Hertoft kalder Det Store Franske Køkken. Og er bevidste om, at man ikke kan få alle sine drømme opfyldt i en epoke, hvor der på så mange afgørende områder sker ændringer af menneskers livsvilkår og roller. Og så må det jo indrømmes Kierkegaard, at muligheden er en ret skøn ting at tumle med… Når det nu er i virkeligheden, man lever.

dam (Hanne Dam )