Under den frække overskrift ‘Cell Volume Control in Health and Disease’ talte den amerikanske professor i intern medicin og bio-kemi Peter Agre tirsdag i København om den forskning, der havde ledt frem til, at han i 2003 modtog en Nobelpris i kemi. August Krogh Instituttet, beliggende i Universitetsparken, var yderst velbesøgt på dagen, og aulaen sitrede. En time forinden havde Peter Agre ladet sig interviewe af Information. Om forskning. Om behovet for at investere mere i både forskning og uddannelsen i skolerne og på universiteterne fordi sektorerne hænger sammen. Sidst, men ikke mindst, om behovet for at skabe en bevidsthed i befolkningen og hos politikerne om, hvad forskning er.

“Ofte tager folk forskningen for givet. For hundreder af år siden havde vi de samme gener, som vi har i dag, og den samme intelligens. Det, der gør, at vi i dag lever længere, bedre, rigere og mere oplyste liv, er den videnskabelige udvikling. I det lys mener jeg, de rige vestlige lande bruger meget få af deres økonomiske ressourcer på forskning og forskningsbaseret uddannelse,” siger Peter Agre.

Agre har et glimrende kendskab til Danmark, og taler med respekt om danske videnskabsmænd og -kvinder, der er verdensførende på nogle af de områder, der vedrører hans forskningsinteresser. Han taler om Novo Nordisk, H. Lundbeck og den oplagte mulighed for, at de fremtrædende medicinalvirksomheder i Danmark og Sverige sammen med “verdensklasseuniversitererne” i København og Lund kan skabe et nyt “forsknings-Mekka” i Øresundsregionen, ligesom man ser i det et koncentrerede vækst- og videnområder som Cambridge i England. Alle rammerne er til stede.

“Det kræver blot politisk vilje til at foretage de investeringer, der er nødvendige for at opbygge miljøet. Hvis ambitionsniveauet er højt nok, kan det blive en enorm succes, og være en motor for dansk erhvervsliv og hele den danske forsker- og universitetsverden”, siger han.

Han bliver næsten filosofisk:

“Danmark er i en meget interessant situation. Hvor mange mennesker dør af sult i Danmark? Hvor mange mennesker lever på gaden eller kan ikke få lægebehandlling? Hvor mange bomber springer i jeres gader? Ikke mange. I er generelt rige målt på enhver standard, og har udefra betragtet meget få problemer at slås med som samfund. Alligevel finder man det vanskeligt at skabe ordentlige vækstbetingelser for de forskere og miljøer, der skal skabe grundlaget for opretholdelsen af jeres velfærd, uddanne de kommende generationer, og forhåbentlig bidrage til, at videnskaben fortsat kan bringe os frem til et højere udviklingstrin. Jeg forstår det ikke,” siger Peter Agre, der undrende, men høfligt tavst, havde kigget sig omkring, mens vi havde bevæget os ned mod mødelokalet ad systematisk misligholdte kontorgange.

Men vi ved det godt i Danmark, og erkendelsen er blevet offentlig. Vi skal klare os på viden. Igen og igen slår politikere fra alle partier, erhvervsfolk, økonomer og forskere fast, at den omsiggribende globalisering stiller Danmark over for nye udfordringer, og at vi kun kan løse dem ved at være bedre uddannede, mere fleksible og mere innovative end vores konkurrenter. Ellers kommer kineserne og tager os, og det gør de måske endda alligevel.

Vores basale færdigheder skal skærpes - begyndende med øget fokus på individuel faglighed i folkeskolen og kulminerende med forskning ‘i verdensklasse’ på universiteterne og de forskningsbaserede virksomheder. Det er her væksten skabes nu og i fremtiden, og her vi skal sætte ind for på lang sigt at sikre vores rige samfund. Vi hører det så ofte, og har hørt det så længe, at man er undskyldt, hvis man tror, der faktisk også sker noget.

Problemet er, at det koster altsammen penge, og den er straks værre, for så kommer slagsmålet om, hvem der har mest behov for samfundets knappe ressourcer. Så er den politiske planlægningshorisont pludselig ikke helt så langsigtet. Nærmere betegnet kan det være særdeles vanskeligt for de fleste partier - om ikke alle - at skue mere end maksimalt fire år ud i fremtiden. Det er i hvert fald opfattelsen på de danske universiteter, hvor man i flere år har hørt hensigtserklæringer, visioner og løfter, men har kunnet konstatere, at andelen af bruttonationalproduktet (BNP), der anvendes på forskning og uddannelse, har været faldende siden 1999.

Den politiske kommentator og chefredaktør på Se&Hør, Henrik Qvortrup, er enig, men mener, det handler om andet og mere end blot tidshorisonter.

“Ved skåltalerne og andre festlige lejligheder taler man om, hvor vigtig en øget forskningsindsats er, men selv om der vel næppe er tvivl om, at eksperterne er fuldstændigt enige, og politikerne gerne ville gøre noget ved det, så er der det problem, at det ikke er en dagsorden, der vinder gehør, ude ved kakkelbordene, hvis man skal være lidt grov. Der er kommet øget fokus på forskning, men det er en misforståelse, hvis man som typiske Information- eller Politikenlæsere tager det som udtryk for, at den brede befolkning er optaget af spørgsmålet i stigende grad. Problemet for universiteterne er, at valg vindes via den brede befolkning, og hvis forskning ikke er et tema ved kakkelbordet, så er det heller ikke voldsomt højt oppe på den reelle politiske dagsorden. Sådan er det bare,” siger Henrik Qvortrup.

Nu skulle det imidlertid ligge fast at regeringens løfte, om at nå den såkaldte Barcelona-målsætning, der foreskriver, at de offentlige tilskud til forskning skal nå én procent af BNP inden 2010 mod i dag ca. 0,75 procent, også bliver til noget. Bare først fra 2007, for regeringen vil afvente Globaliseringsrådets anbefalinger, før man begynder at bevilge af de ekstra 10 milliarder kroner, der angiveligt vil være til rådighed.

Kritikken var massiv da regeringens finanslovsoplæg kom på gaden, fordi universiteterne havde forventet, at VK regeringen ville begynde at indfri deres valgløfte allerede i år. Baggrunden skal findes i hensynet til planlægning, og ønsket om at få det maksimale ud af de ekstra midler:

“Det er meget væsentligt for universiteterne, at de har et langsigtet overblik over de forskningsbevillinger, de kan forvente at råde over for at kunne foretage de nødvendige prioriteringer i forbindelse med ansættelser, forskningsprojekter og udgiftsstyring i det hele taget,” siger bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.

Den nyudnævnte rektor på Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, har senest foreslået, at de lovede 10 miliarder kroner kanaliseres over i fonde, så universiteterne får et reelt råderum, i forhold til hvordan der skal disponeres. Dette ønske bunder formentlig også i det faktum, at universiteterne har fået nye, professionelle bestyrelser, og at budgetansvar vil give dem en mulighed for at foretage de strategiske valg, de er udset til.

Forslaget indebærer ligeledes, at universiteterne dermed forsøger at ruste sig på diskussionen om, hvorvidt de øgede forskningsbevillinger skal gives som basistilskud eller som ‘konkurrencemidler’, hvor universiteterne internt konkurrerer om finansiering til konkrete projekter. Projekter der forventes at blive i større eller mindre grad styret af politiske målsætninger for, hvilke områder Danmark vurderes at have mulighed for at skaffe sig en international styrkeposition på, og fremdeles forventes at kunne bidrage direkte til værdiskabelse og vækst i samfundet.

Peter Agre advarer kraftigt mod at foretage politisk detailstyring af den offentlige forskning udfra overvejelser om umiddelbar nytteværdi.

“De private virksomheder har en helt legitim interesse i at skabe profit, og det er klart, at universiteter kan ligge sig fast på særlige indsatsområder og strategier, men forskningsfrihed er helt essentiel. Hvis man indsnævrer perspektivet for, hvad der forskes i, så misser man de store opdagelser. I forvejen kan man sige, at forskere ofte er mennesker, der ikke nødvendigvis rammer så godt ‘indenfor stregerne’ - simpelthen på grund af nysgerrighed, og det er en nysgerrighed, vi ikke har råd til at miste, og som bør opmuntres… helt ned på folkeskoleplan. Personligt ledte jeg efter noget helt andet end det jeg fandt, og det er helt typisk for grundforskning,” siger Peter Agre.

Det naturvidenskabelige område, er det der forventes at få det største løft. Docent Else K. Hoffmann fra Institut for Molekylær Biologi og Fysiologi ved Københavns Universitet, og medarrangør af ‘Cell Volume in Health and Disease’-symposiet, der bragte Peter Agre til Danmark, har en lang række ønsker. Hun fortæller, at frustration over hidtil udeblevne investeringer ikke blot handler om langsigtede målsætninger om en kraftig intensivering af forskningen. Det handler også - og i særdeleshed - om helt konkrete irritationsmomenter i dagligdagen.

“Hvis vi skal kunne følge med internationalt, må vi have velfungerende laboratorier med ressourcer til at ansætte dygtige medarbejdere på alle poster, og fysiske rammer hvor man kan holde ud at opholde sig, og hvor tingene fungerer. Det har vi ikke. Der er ansat alt for lidt kvalificeret teknisk personale, hvilket betyder, at forskerne laver alt for meget selv, lige fra at skrive utallige ansøgninger til at løse tekniske problemer med avanceret apparatur. Der er ikke nogen private virksomheder, der i den grad ville lade deres forskere lege altmuligmænd som ingeniører, projektkoordinatorer, sekretærer og undervisere,” siger Else K. Hoffmann.

Hendes frustration over disse blækspruttefunktioner går hånd i hånd med ærgrelsen over, at det manglende økonomiske råderum skaber ineffektivitet og tidspilde. Til eksempel hvis man er i gang med laboratorieforsøg, og dyrt apparatur går i stykker, uden at man har kompetencen til at reparere det, eller rede penge på driftskontoen til at indkøbe nyt. Dermed kan ens forskning stå på stand-by i ugevis. Et billede der generelt nikkes genkendende til blandt dem, der arbejder med naturvidenskab på eksperimentielt niveau.

Derudover er der de rent fysiske- og arbejdsklimatiske forhold, der sjældent følger med den generelle komfortudvikling i kontor-Danmark:

“Når man får folk fra et ikke-universitetsmiljø på besøg, er de altid dybt chokerede over hvor grimt her er, hvor gamle og dårlige stole og borde er, hvor snavset her er osv. Det kan ikke passe, at det ikke skulle nedsætte trivslen og effektiviteten på universiteterne også,” siger hun.

Mest hjerteskærende opleves det dog, at at se hvordan instituttet ikke kan fastholde hyperkompetente unge kandidater, der ønsker at forske.

“Alt for mange spændende projekter lægges i mølposen, fordi de unge forskere, der skulle udføre dem, ikke får det ph.d-stipendium eller post doc-stipendium de søgte. Det drejer sig om meget engagerede unge forskere, der kan have fået både 11 eller 13 til deres afsluttende eksamen og som brænder for at lave et spændende og vigtigt projekt. Der er bare slet ikke penge nok til, at selv de allerbedste kan få et stipendium til at gøre det,” siger Else K. Hoffmann, og bakkes op af kollegaen, professor Arne Schousboe, fra Danmarks Farmaceutiske Universitet:

“Også i forhold til de lovede, øgede investeringer er det en stor skam med vores meget begrænsede muligheder for at ansætte ph.d-stipendiater. Mange af disse unge mennesker burde ansættes nu, så vi kan få opdyrket forskningsmiljøer, der, på kompetent vis, kan absorbere de øgede investeringer. Det er utrolig vigtigt, for det tager i hvert fald 10 år at skabe et forskningsnetværk, og mindre end et finansår at splitte det ad for altid, hvis bevillingerne udebliver. Der tror jeg ikke altid politikerne har øje for hvilke mekanismer, der gør sig gældende indenfor forskningen,” siger Arne Schousboe.

Danske politikeres ofte mangelfulde viden om videnskab og forskning har flere gange i de senere år været understreget af, at selv forskningsordførerne er blevet grebet i at udtale sig som varme fortalere for den ene eller anden forskningsretning, der havde en snært af buzz - uden i øvrigt at have skyggen af ide om, hvad forskningen konkret gik ud på. Især nanoteknologi har i den forbindelse været et yndet ‘satsområde’.

Sys Rovsing Kock, der er formand for Advokatrådet og stedfortræder for formanden for Aarhus Universitets bestyrelse, er enig i, at det er problematisk, når beslutningstagerne fremstår uvidende om deres områder:

“Jamen - det er da et problem. Helt basalt er det vanskeligt at engagere sig konstruktivt i noget, man ikke har forstand på, ligesom det kan være vanskeligt at engagere sig i et menneske, man i virkeligheden ikke kan lide eller kender til. Problemet eksisterer både i forhold til, at man risikerer at disponere midlerne forkert, men også i forhold til hvilken opfattelse der er af universiteterne i det offentlige rum, siger Sys Rovsing Kock.

Peter Agre mener, at det er helt afgørende, at universiteterne gør en stor indsats for at kommunikere deres arbejde ud til offentligheden, og udtaler sig i så forståelige vendinger, at man viser relevansen af forskningen for befolkningen. Politikere skal genvælges, og derfor mener han, at universitetsverdenen må hjælpe dem med at gøre det let at forklare investeringer i forskning og uddannelse.

“Naturligvis er der en grænse for, hvor meget man med rimelighed kan bruge på forskning og uddannelse, men vi er så langt fra den grænse, at vi slet ikke kan se den. I USA får den nationale forskningsfond 4,8 milliarder dollar årligt, og vi er førende i verden i forhold til forskningsbevillinger. Det svarer til, at hver amerikaner betaler mindre end 20 dollar årligt til den offentlige forskning, og jeg må erkende, at jeg ikke synes det er særligt meget, eller særlig begavet prioriteret, når man tænker på, hvad forskningen giver igen,” siger Peter Agre.

Sys Rovsing Kock fortæller, at universiteterne har gjort meget for at øge deres tilstedeværelse i den offentlige debat, og hun fremhæver, at der er kommet meget mere mediefokus på universiteterne de senere år. Samtidig erkender hun også, at man skal blive bedre til at forklare det, man laver, for derigennem at vinde opbakning til, at skabe endnu bedre vilkår for den danske forskning. Hun mener i øvrigt også, det er en proces, som de nye bestyrelser vil være i stand til at hjælpe på vej.

“Det er sjovt at være en del af en succes, men hvis du ikke fortæller, du er en success, hvordan skal folk så vide det?” siger Sys Rovsing Kock.

Og det er lige præcis her, man skal sætte ind, siger Henrik Qvortrup. Han mener, at universiteterne er nødsaget til både at skabe et nyt image som en mindre elitær og fjern institution, og i særdeleshed være mere målrettede i forhold til at vise, hvorfor man skal poste flere penge i dem.

“Hvordan de skal gøre det, kan jeg simpelthen ikke svare på, men det er klart, at der er en kløft imellem det offentlige image af forskere og eksperter hos de radikales vælgere kontra Dansk Folkepartis vælgere. På samme måde som jeg ikke tror, der er ret mange forskere, der stemmer på Dansk Folkeparti. Problemet for universiteterne er, at det vælgersegment, der skal overtales, og politikerne går på jagt i, ligger tættere på Dansk Folkeparti,” siger Henrik Qvortrup.