Det starter med, at du melder dig ind i kampen; finder de rigtige opslagstavler, indrykker en annonce på internettet og fortæller venner og bekendte, at du er på udkig efter noget nyt. Du er boligsøgende.
Er du tilflytter, er du nødt til at bruge lidt tid på at danne dig et overblik over markedet, så du får en realistisk forestilling om, hvor lækre boligforhold du kan gøre dig håb om at score. Et 10 kvadratmeter stort værelse på Manhattan koster typisk 8-12.000 kroner om måneden; en toværelses lejlighed i Queens det halve. Men det er altsammen bare tal og ord, du ved faktisk intet, før du kaster dig ud i det. Jagten på den perfekte bolig finder sted i virkeligheden, så det er bare om at få aftaler i hus, se værelserne, der gemmer sig bag annoncerne, og i det hele taget smide så mange brødkrummer ud som muligt i håb om, at nogen bider på.
Boligjagten er et nådesløst taktisk spil. Selv om man finder det helt rigtige sted, er det håbløst naivt at læne sig mageligt tilbage i håb om, at følelserne er gengældt. For det er langt fra sikkert, at ens drømmebolig er lige så tiltrukket af dig, som du er af den. Husk på, der er mange om budet.
En boligsøgende bekendt havde for nylig - efter en uges intens jagt - fundet et lille værelse i en delelejlighed, centralt på Manhattan, hyggelige samboer og en husleje, der lige akkurat holdt sig på den rigtige side af smertetærsklen på 5.000 kroner. Det var tirsdag, og han måtte vente på endeligt svar indtil søndag.
"Du bliver nødt til at holde dig i gang og fortsætte med at se på andre værelser," sagde jeg, og staklen svarede ærligt:
"Jeg ved det, men det føles bare helt forkert. Jeg kan slet ikke tage mig sammen til at se andre. Jeg ved jo, hvad jeg vil have."
Han fik et afslag og måtte starte helt forfra. Trøstende ord om, at "der er andre fisk i havet", hjalp ikke meget.
Et vigtigt element i boligjagten er den personlige smag. Du hører måske til den slags, der går mere op i det indre end det ydre.
Det betyder meget for dig, at du bor sammen med en, du kender og stoler på, og at lejligheden er lys, nyrenoveret og stor nok til at lege gemme i. Til gengæld går du ikke så meget op i, at den befinder sig nord for Harlem på 204. gade i et trist betonbyggeri 45 minutters togtur fra centrum. Du har alligevel ikke behov for at prale med din adresse.
Eller det kan være, at du er flintrende ligeglad med, hvem du bor sammen med, og hvor lidt plads du må nøjes med. Du henter tilfredsstillelse i det faktum, at din gade, fyldt med træer og hyggelige cafeer, befinder sig i hjertet af Greenwich Village. At du så giver 5.000 kroner for en hems og et skrivebord i en lejlighed på størrelse med en tændstiksæske, som du i øvrigt deler med en paranoid, promiskuøs texansk bøsse, hvis værelse du må liste igennem for at komme ud i køkkenet, hvor brusekabinen også er klemt ind... ja, alt det bliver opvejet af, at du har scoret en af de mest attraktive adresser i byen. Kæberne falder til jorden og panderynkerne sidder fast, når du fortæller, hvor du bor. Med andre ord: Dit boligforhold er ganske vist uforpligtende og uden egentlig substans, det har ingen fremtid, men det er sjovt, spændende, og de ydre kvaliteter opvejer al rigeligt de indre mangler.
Hvad enten du er til det ene eller det andet, så kan det selvfølgelig vise sig at gå galt. Den lækre beliggenhed bliver til sidst overskygget af hverdagsproblemerne, eller de triste omgivelser nord for Harlem kan tære så hårdt på den indre fred, at selv det mest harmoniske boligforhold kan gå skævt.
Det kan være en svær tid, i begyndelsen kæmper du sikkert for at få det til at fungere - du ved jo, hvad du har, og ikke hvad du får - men så begynder du at gå langsommere forbi boligopslagene, lytte særlig godt efter, når folk snakker om at flytte, og før du ved af det, er der ingen vej tilbage: Du i gang med at kigge efter andre værelser.
Ethvert håb om at redde det bestående smuldrer, og en tilfældig aften lader du nyheden sprænge som en bombe med lyddæmper.
"Jeg har igennem noget tid set på andre værelser og ... jeg har altså fundet det her sted, som ... ja, det er bare lige mig. Så ... jeg flytter."
Det er ikke pænt gjort, men sådan er spillet desværre: Hver mand for sig selv.
