Den danske integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) overvejer angiveligt, om der i Danmark bør indføres et forbud mod den muslimske klædedragt, burkaen. Dansk Folkeparti er ikke overraskende vilde i varmen, og Jesper Langballe vil forbyde al muslimsk påklædning.

Debatten i Danmark er ikke enestående. Den er importeret fra udlandet. Den hollandske integrationsminister Rita Verdonk har sagt, at det er slut med at gå til teselskab, og at hun vil undersøge, om det er muligt at forbyde burkaen på offentlige steder.

I de belgiske byer Antwerpen og Ghent har man indført et forbud mod burkaer i det offentlige rum, og i flere italienske byer har man givet bødestraf til kvinder, der skjuler ansigtet bag et slør. I Italien har man siden 1975 haft et maskeforbud, og Berlusconi-regeringen har i år fået vedtaget en anti-terrorlov, der åbner op for bøder og fængselsstraffe ved overtrædelse af maskeforbuddet.

Hverken i Holland eller i Danmark går ret mange kvinder med burka. Til gengæld er der en del unge muslimer, der bærer et sjal, en hijab, over håret. Det er, som islam-forskeren Olivier Roy siger, ikke bare udtryk for muslimsk nyfundamentalisme - det er også en moderne (og i grunden vestlig) måde at udtrykke selvets identitet på. Traditionel kultur og klædestykker iscenesætter den religiøse tro.

For Dansk Folkeparti eller for Geert Wilders i Holland er det afskyeligt og udansk, uhollandsk og anti-vestligt at klæde sig ‘muslimsk’. Bag afskyen florerer en grim intolerance overfor muslimerne, deres religion og kultur. Moderne demokratiske borgere i de vestlige lande - der betragter menneskerettighederne og tolerancen som grundstene for et civiliseret samliv - føler også afsky: Blot overfor højreekstremismens islamofobi. Og det gør de med rette.

Der findes en grænse for, hvad det er anstændigt at mene og retsligt forsvarligt at lovgive om. Hvis en religiøst selvbevidst muslimsk kvinde vil bære hijab eller af blufærdighed vil skjule sig i total burka, hvorfor skal hun ikke have lov til det? Dette spørgsmål - som moderne muslimer stiller - må være svært at svare på, hvis man kalder sig liberal og hylder friheden.

DF’s ide om at forbyde al muslimsk påklædning er derimod uden tvivl i strid med menneskerettighedernes princip om, at ingen på grund af race, farve, køn, sprog, religion eller politisk anskuelse må forskelsbehandles. Enhver har ret til at give udtryk for sin religion og overholde religiøse forskrifter.

I gamle dage var det almindeligt blandt danske bondekvinder at slå et sjal om håret, og et sådant sjal kan ikke defineres som noget særegent muslimsk. Der er intet i Koranen, der utvetydigt forpligter muslimske kvinder til at skjule deres hår eller iføre sig en burka med tildækket ansigt, sådan som talibanerne krævede i Afghanistan. Koranen opfordrer kun de rettroende muslimske kvinder til at sænke blikket og trække deres ydre kåber sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed - undtagen hvad der er åbenbar af den.

I de vestlige demokratier er det hverken Koranen endsige Bibelen, der fastsætter loven for den offentlige orden. Heldigvis. Men menneskerettighederne og religionsfriheden må respekteres.

Artikel 29 i den universelle menneskeretserklæring siger, at enhver har pligter overfor samfundet og kan udøve sine friheder under hensyntagen til andres rettigheder og de retfærdige krav, som den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund. Spørgsmålet er, hvad der er retfærdige krav til den offentlige orden. Et tørklædeforbud er næppe retfærdigt, for hvem vil påstå, at en kvinde eller en pige med tørklæde er i strid med det almene vel eller krænker andres rettigheder.

Burkaen er dog af en anden art. Måske vælger enkelte af eget valg at gå med burka. Men burkaen bruges af mange nyfundamentalister som et instrument til at undertrykke kvinderne, at afskærme dem fra offentligheden, at forhindre deres integration i det vestlige samfund, at gøre dem ansigtsløse og i sidste instans at gøre dem retsløse som borgere. Når det sker, er det intolerabelt.

I de vestlige demokratier skal der være højt til loftet og udstrakt tolerance overfor forskellige kulturelle og religiøse udtryk - bl.a. retten til at dække håret med en hijab - men der må også være en grænse, noget ukrænkeligt. Kvindeundertrykkelse iklæder sig mange former, men man siger heldigvis ikke mere, at det er et privat anliggende, at manden banker kvinden. Hustruvold er strafbart, og som nabo har man en moralsk pligt til at melde voldsmanden til politiet. Også selv om kvinden er undertrykt og i gråd har valgt at blive i forholdet.

Den burka, der på taliban-vis skjuler kvindens ansigt, er udtryk for kvindeundertrykkelse, selv om nogle frelste vil hævde, at den er frigørende. I forhold til det vestlige samfund. Men i de vestlige demokratier er der regler for, hvordan man må og ikke må gebærde sig i det offentlige rum.

I et demokratisk samfund må det offentlige rum holdes åbent, og borgerne sættes ansigt til ansigt med hinanden. Borgerne skal have frihed til at kommunikere deres meninger. Bag burkaens lukkede slør tilsløres den andens identitet og gøres uigenkendelig. Mennesket, dets mimik, der er med til at give ordene betydning, forvandles til noget ansigtsløst og fjernt, der er lukket ude fra det offentlige rum. At lave en særlov, der direkte forbyder burkaen, vil nogle måske fortolke som et angreb på islam, selv om det er forbud mod et traditionelt klædestykke.

Der er dog ingen grund til at lave en særlov. Danmark og Holland bør forlange, pr. lov, at alle borgere - uanset ophav - ikke dækker ansigtet til i det offentlige rum. En borger skal kunne identificeres af myndighederne. Det er ikke en lov rettet mod en bestemt religion eller minoritetsgruppe. Den kan forpligte alle borgere til at agere på det åbne samfunds betingelser i det offentlige rum.

En burka med slør for ansigtet eller en bz-hætte for den sags skyld er i strid med dette princip. I Danmark har man allerede et maskeforbud, og her er en sådan lov overflødig. Burkaer, der tilslører personens ansigt og identitet, må være omfattet af maskeforbuddet. Det er ikke et angreb på islam, men en regel fælles for alle. Selv danske politimænd er allerede dømt skyldige i at have overtrådt maskeforbuddet. I et demokrati er loven lige for alle.