Der har i den senere tid hersket en hidsig debat om den såkaldte teori om intelligent design. Det hele startede i USA, som mange kontroversielle ting har for vane at gøre, hvor lærerne på en skole besluttede sig for at indføre undervisning i intelligent design som supplement til darwinismen. Det fik en gruppe forældre til at reagere. Som så meget andet i USA, endte det med en retssag. Vi venter stadig på afgørelsen. Herhjemme peb enkelte præster op i den forgangne uge, og så også gerne, at biologiundervisningen blev tilføjet teorien om intelligent design.

Men hvad er intelligent design så for noget? Teorien tager udgangspunkt i betragtninger af naturen og siger, at naturen består af så komplicerede systemer, at de umuligt kan være et resultat af tilfældige mutationer. Ser man f.eks. nærmere på krystalstrukturen i et snefnug eller en grankogles symmetriske opbygning, bliver man forundret over naturens kompleksitet og orden. Herfra slutter man videre til, at der må stå en designer bag skabelsen af de komplicerede systemer. Teorien er et opgør med darwinismen, som netop hævder, at livet er et resultat af naturlig selektion, mutationer og tilfældigheder.

Debatten er blevet hidsig, fordi teorien om intelligent design siger, at der står en intelligent agent bag verden - en agent som i manges øjne er lig med Gud. Amerikansk lov siger, at stat og kirke skal adskilles, og derfor har initiativet vakt opsigt. Kritikken går på, at de religiøse højrekræfter i har USA prøvet at finde en blødere udgave af deres kreationistiske forståelse af verden - en forståelse som dogmatisk lægger sig tæt op ad Biblens beretning om, hvordan Gud skabte jorden. Teorien om intelligent design serveres dog langt mere spiseligt, fordi den slår på nogle dagligdags observationer af naturen og hævder, at den er for kompleks til bare at være et resultat af tilfældigheder.

Kierkegaard til kort

Ønsket om at begrunde eksistensen af en guddom gennem rationelle argumentationer er langt fra ny. Baserer man sin ide om en guddom på følelser eller irrationelle slutninger, som bl.a. Søren Kierkegaard gjorde, så kommer ens argumenter hurtigt til kort.

Tanken om, at man skal tro på en gud, fordi det er fornuftstridigt, eller at man skal tage mod til sig og springe ud i troen, er jo ret beset dårlige argumenter. I hvert fald kan man også bruge dem til at argumentere for eksistensen af mange andre væsener, hvis bare man er modig nok: Enhjørninger, trolde, julemanden. Følger man tankegangen, så handler det jo bare om, at man i sin tro på julemanden, tør springe ud på 70.000 favne vand, som Kierkegaard udtrykker det - det er langt fra et argument, som følger vores almindelige rationelle kriterier.

Men er der en rationel grund til at tro på en Gud? I historiens forløb har der været fremsat forskellige gudsbeviser, der alle hævder, at de kan levere en rationel argumentation for Guds eksistens.

Ser man nærmere efter i det filosofiske tankegods, så finder vi en variant af teorien om intelligent design i det teleologiske gudsbevis. Ordet ‘telos’ betyder ‘formål’ på græsk, og tanken er, at man kan slutte fra naturens tilsyneladende planmæssige orden til, at der må være en Gud, der har ordnet naturen. Vi genkender argumentet i moderne form hos tilhængerne af intelligent design-teorien, men argumentet blev allerede benyttet af de gamle græske filosoffer.

Gudsbeviser

Allerede Aristoteles formulerede det, man senere kaldte for det kosmologiske gudsbevis. Her er tanken, at alle virkninger må have en årsag. Årsagerne kan man blive ved med at opspore, indtil man kommer ned til verdens skabelse, for der var jo intet før den, så hvad kan have skabt verden? Derfor taler Aristoteles om en første bevæger eller første årsag, som har sat det hele i gang. En årsag, der ikke selv har nogen årsag, men er årsag til sig selv - og kun en guddom kan have de egenskaber. Argumentet tager udgangspunkt i vores almindelige opfattelse af verden omkring os, hvor vi ikke stiller os tilfreds med en uendelig årsagsregres - vi kan ikke acceptere, at ting ikke har en årsag.

Et andet berømt bevis er det såkaldte ontologiske gudsbevis. Beviset forsøger at bevise, at eksistensen af Gud kan bevises ved at analysere selve gudsbegrebet nøjere. Det lyder lidt indviklet, men tanken er denne: I begrebet om Gud ligger der, at Gud er et fuldkomment væsen. Det vil sig, at det er umuligt at forestille sig noget mere fuldkomment end Gud. Accepterer man dette, så accepterer man også, at Gud må eksistere, for hvis det ikke var tilfældet, så var Gud jo ikke fuldkommen. Præmissen er, at det ligger i det begrebet ‘fuldkommen’, at man også eksisterer. Argumentet blev fremført i middelalderen af Anselm af Canterbury og siden har mange andre filosoffer og teologer taget argumentet til sig som et rationelt bevis på Guds eksistens.

Tanken om intelligent design er ikke bare interessant, fordi det er en metafysisk teori om, hvordan verden blev skabt, og om der findes en guddom, men den er også interessant af psykologiske årsager. Teorien er nemlig en reaktion på den håbløse eksistentielle situation, som det postmoderne menneske på mange måder befinder sig i. I postmoderniteten hersker nihilismen og relativismen: De store fortællinger - hvad enten de er naturvidenskabelige eller religiøse findes ikke længere. Sandheden er blevet relativeret. I tidligere samfund var traditioner en rettesnor i forhold til, hvad der var godt og dårligt. Disse traditioner findes ikke længere, den postmodernistiske tid er netop karakteriseret ved at være pragmatisk og anti-dogmatisk. Der kan ikke stilles nogle faste normer og regler op, de er hele tiden til forhandling. En udbredt postmodernistisk holdning er, at sandheder, påstande og udsagn kan dekonstrueres til at være et produkt af kulturelle og sociale faktorer.

Nihilisme og relativisme er i god tråd med, og på mange måder også direkte afledt af, darwinismen, der jo netop river tæppet væk under alle former for forsøg på at argumentere for en guddom eller en større mening med tilværelsen. I darwinismen er mennesket ikke en nødvendighed eller et væsen skabt med et formål, vi er i stedet blotte materialiseringer af tilfældigheder. At mennesket overhovedet er til, er i sig selv et under, men ikke et guddommeligt under. Det er et tilfældigt under, og det er tilfældigheden, der er forklaringen på alt, dvs. der er i princippet ingen metafysiske forklaring på fænomener. Tingene sker bare.

Dildo Ditte

Tilfældigheden kan være en bitter pille at sluge. For den giver jo netop ikke retning på vores liv, den forklarer ingenting. Den stiller tværtimod langt flere spørgsmål, end den opklarer. I og med, at det postmoderne menneske befinder sig i en afgrundsdyb relativisme, der har suget al universalisme og absolutisme ud af livet, prøver vi at finde andre ting, der kan fylde vores tomrum ud. Når der ikke længere er nogle almengyldige fikspunkter eller traditioner, vi som individer kan forholde os til, så bliver hvert individ selv nødt til at skabe en selvforståelse: Identitet bliver reduceret til det konglomerat af fortællinger, som hvert individ formår at kreere om sig selv. Fortællingerne om os selv henter vi fra de stadige større informationsstrømmene vi bliver bombarderet med.

Men det er ikke uden konsekvenser at lade sig dirigere af mediernes seerfikserede planlægning: Resultatet er, at det postmoderne menneske drukner i ligegyldige informationer, og udvikler en skræmmende manglende sans for f.eks. basale moralske spørgsmål. De bliver i stedet afløst af spekulationer og diskussioner om Dildo Ditte og Macho Michael fra endnu et reality-show. Den største etiske diskussion, man kan svinge sig op til er, om Dildo Ditte virkelig har fortjent at blive sendt hjem.

Forlænger håbet

Tanken om intelligent design er en krampetrækning for absolutisternes side: Vi må give det en sidste chance - tilfældigheden må ikke sejre! Deres kamp for et meningsfuldt liv er dog i sig selv meningsløs, da den er dømt til at mislykkedes. Selvom den vil få overtaget hos befolkninger, så vil det postmoderne menneske ikke kunne sige sig fri af den eksistentielle tomhed. Den kulturelle og eksistentielle frisættelse er kommet for at blive og har man først smagt paradisets æble kan man ikke spole historien tilbage til uskyldighedens uvidende tilstand. I postmoderniteten hylder vi friheden, men det er en hyldest, der dybest set bunder i fraværet af nødvendighed: Vi er frie, fordi vi ikke på nogen måde er underlagt en guddommelig nødvendighed og et overmenneskeligt design.

Set med de psykologiske briller er teorien om intelligent design mest af alt en psykologisk forsvarsmekanisme rettet imod de ubehagelige kendsgerninger: Verden er skabt ved en tilfældighed. Livet er intet andet end resultatet af arternes drabelige kamp mod hinanden. Naturens skønhed er ikke et resultat af en Guddom, men resultatet af milliarder af års møjsommelige udvikling. Enhver der ikke bryder sig om de fakta, vil sandsynligvis ty til forklaringer som teorien om intelligent design - det forlænger håbet om en overordnet mening med tilværelsen.

Christoffer Boserup Skov er cand.mag. i filosofi og psykologi