PYONGYANG - Intet land i verden kan overgå Nordkorea, når det gælder om at flytte grænser for scenekunst. Med 100.000 skuespillere, dansere og akrobater overgår dette efterårs Arirang-forestilling alt, verden hidtil har set. Showet er en halvanden time lang masseoptræden fuldstændig båret af Nordkoreas vigtigste og eneste uudtømmelige ressource - dets folk.

De første 18.000 medvirkende udgør et levende bagtæppe, der skifter udseende små 100 gange i løbet af forestillingen.

18.000 mennesker svarer til antallet af indbyggere i hele Frederikssund Kommune, så man kan forestille sig, at Frederikssund og omegnsbyerne ligger øde hen seks aftener om ugen, fordi alle indbyggerne sidder på stadion med farvede kort i hænderne.

Ved at skifte kortene ud dannes nye motiver, der svinger fra marker med svulmende blomster til et tæppe med hammer, segl og en koreansk pensel til et portræt af Kim Il-Sung.

Hver gang der skiftes kort, råber de på en gang “hey”, så det gjalder ud over stadion med en kraft, der kan blæse blade af træer.

Men de 18.000 kortholdere er stort set usynlige, sådan som de sidder skjult bag deres store kort. Kun identiske sorte hårtoppe stikker op en gang imellem.

2.000 er til pynt

På gulvet løber på skift 82.000 andre medvirkende. Det svarer til, at hele befolkningen i Esbjerg by spæner rundt på et stadiongulv med flag, vifter og fjerkoste og skifter mellem snorlige rækker med 100 borgere i hver og runde formationer, der danner blomster og mønstre i det uendelige. Hver formation gentages 30, 40 eller 50 gange over hele gulvet, så øjet har ikke en chance for at overskue det hele. Hver gang et nyt flere 1.000-mand stort hold dansere løber på banen, er det i nye farverige kostumer med detaljer af guld og perler og udsmykning i håret.

Hele vejen rundt langs gulvet står måske 2.000 mennesker i hvide uniformer med lyseblå flag. Deres eneste rolle under hele forestillingen er at agere pyntekant til den egentlige optræden.

Temaet i showet er stærkt nationalistisk og gengiver med totalitær symbolik Koreas historie, som den forstås i Pyongyang: Onde Japan besætter og tyranniserer det fredelige Korea, en stjerne tændes, lyser op og hæves op over stadion, hvor den bliver til en fakkel af levende ild. Ingen kan være i tvivl om, at den lysende fakkel er Kim Il-Sung.

Den Demokratiske Folkerepublik Korea oplever stor fremgang og velstand under det enestående lederskab, og til sidst ledes nationen sikkert frem til en genforening med de elskede brøde og søstre i Sydkorea.

Bagtæppet viser Det Koreanske Arbejderpartis slogans med opfordringer til at støtte op om partiet, og på gulvet danner danserne det koreanske tegn for ‘uafhængighed’.

Ind vælter pludselig flere tusinde børn i skolealderen. To og to, dreng og pige, springer og ruller de med en badering som omdrejningspunkt. Baggrunden er en naiv tegning af pjattende og legesyge børn, selv om det, der foregår på gulvet, er alt andet pjat og leg. Det er dybt alvorligt og så nøje iscenesat, at der absolut ingen plads er til spontanitet og barnlig fantasi.

“Tak til vores Store Leder,” står der, mens børnene skriger det samme i kor og går strækmarch.

Voksne i soldateruniform tager over og kæmper simultane nærkampe med bajonetter og spark. Det hele er så massivt og så bastant, at man ikke kan andet end at føle dyb ærefrygt. Hvor andre lande kan få 10 synkromsvømmere til at bevæge sig fuldstændig i takt, er det lykkedes Nordkorea at programmere 100.000 mennesker til at agere fuldstændig simultant. Det er sy-stemets ultimative sejr over individet og fuldførelsen af nationens erklærede politik: Et folk, én tankegang. Her er ingen dissens. Alle handler og tænker som én.

Denne gigantiske magtdemonstration er den eneste grund til, Nordkorea har lukket udenlandske journalister ind. Styret vil vise verden, at det har et forenet og stærkt folk i ryggen, og at det på ingen måde er svækket af sanktioner og tilbagevendende fødevare- og energikriser.

Tissepause på tværs

Billetterne til forestillingens allerbedste pladser koster 300 amerikanske dollar og dertil kommer 10 dollar for et pressearmbind, der er valgfrit, men angiveligt en fordel. Alt det til trods kan showet kun fotograferes fra den stol, der er købt billet til. Ethvert forsøg på at kontakte eller fotografere de koreanere, der overværer forestillingen, bliver forhindret af de guider, der overvåger hvert eneste skridt en udlænding tager.

To skridt ned ad en trappe i retning mod stadiongulvet bliver bremset.

“Det er ikke tilladt.”

En tur hen til nordkoreanernes tilskuerpladser seks meter væk går heller ikke.

“Det er ikke tilladt. Vær sød at komme tilbage.”

Fotograferne insisterer og bliver til sidst trukket i armene, så billederne bliver ødelagt. Guiderne mener det tydeligvis alvorligt. Toiletbesøg foretages under opsyn, og efter forestillingen bliver vi skyndet ud af stadion og ud i den ventende bus. Hvert sekund er afgørende. Vi skal nå ud af stadionområdet, inden de mange tusinde tilskuere når ned ad trapperne og ud på pladsen, hvor de vil blokere vejen for minibussen og give os lejlighed til at se nordkoreanerne ganske tæt på. Forsøget mislykkes. En tissepause forpurrer det forhastede projekt, og minibussen havner midt i menneskehavet.

Guiderne er anspændte, men vinker på vores opfordring ud til folket, der smilende og forundrede vinker tilbage. Dette er ikke styrets politik. Nordkoreanerne skal ikke konfronteres med smilende og vinkende udlændinge, når styrets ambition er at fremstille dem som mistænkelige og til tider farlige.

Mens minibussen langsomt bryder hul i menneskehavet, begynder nordkoreanerne at vandre. Styret har stillet militære ladvogne til rådighed for de medvirkende, så de kan blive kørt hjem. Men alle andre må gå gennem nattemørket, hvor bilerne er få og de offentlige busser færre. De mørke, tomme gader står i dyb kontrast til Arirangs orgie af lys, lyd og masser af mennesker.