Det sidste stykke tid har undertegnede trods massivt musikudbud fundet, at store mængder af samtidens output på en eller anden bizar måde klinger enslydende. Det er så tidens toneklang, sådan er det og sådan må det være; det er derfor, det er muligt at identificere tidligere tiders klange ret præcist ved blot et overfladisk lyt. Noget i tiden sætter sine spor. Men en vis ferskhed sniger sig med mellemrum ind over tingene og p.t. lyder alt næsten for godt til at være sandt. Personligt sætter jeg endog overmåde stor pris på primitiv lydkvalitet og vaskeægte low-fi, hvis bare der er personlighed, passion, idé, dødsforagt og flammende vovemod at finde i den anden ende-

Og det kan nok være, at lysten bliver styret, hvad det angår, hvis man giver sig ombord i tre cd-sættet Derfra hvor vi stod. Sange med merværdi, som Universal har udsendt i forbindelse med relanceringen af Peder Bundgaards bog om Lykkens pamfil - Dansk rock i 60’erne (trods undertitlen omhandler den også 50’erne og en pæn bid af 70’erne), der oprindelig udkom i 1998. Over de tre cd’er gives der plads til en række af de koryfæer, som seriøst tog mødommen på dansk rock ved at flytte den fra en position som primært kopimusik af britisk og amerikanske forbilleder til et sted, hvor det gjaldt om selv at stå for det hele: tekst, musik, arrangementer og til dels også produktion. Den første soleklare gør-det-selv-bølge i dansk rock. Der skete en forskydning i forhold til selve musikken, der oprindeligt brugtes til dans, mens der med indtoget af et vidt sortiment af mere eller mindre bevidsthedsudvidende stoffer skete det, at publikum i vid udstrækning lagde sig ned på deres afghanere og stenede. Det var måske ikke den mest befordrende udvikling, hvis ikke lige det var fordi musikerne på det punkt matchede publikum, ja når Alrune Rod spillede, blev der røget mindst lige så meget på scenen som på gulvet!

I disse åndsforsnævrede, småborgerlige og på mange måder rent ud latterlige - hvis ikke de altså var så tragiske - tørvetrillertider vi p.t. er spærret inde i, hvor de tre F’er: Forargelse, fordømmelse og forbud har fået så uhyggeligt gode kår, er der noget befriende ved at lægge øre til de to første cd’ers i alt 31 syreklassikere, såsom Skousen & Ingemanns Herfra hvor vi står, Aches “Shadow Of A Gipsy” og “Ivanhoe i Brøndbyerne” med Burnin’ Red Ivanhoe, og selv om der kan sættes spørgsmålstegn ved Benny Holst og “Sangen om merværdi” og C.V.’s “Louies Band”, skal det ikke få lov til at ødelægge glæden over et værk, der på det smukkeste forsøger at samle noget af det bedste fra en tid, hvor folk i ramme alvor troede, at musik kunne ændre verden. Til det bedre, tilmed -

Men clou’et, brødre og søstre, er sættets tredje cd, der samler en række mildest talt kuriøse sjældenheder af ofte stor humor eller ditto skønhed. Disse 24 skæringer får i al deres uegale musikalske stritten til alle sider bedre end så mange kanoniserede klassikere sagt en hel masse om en tid, hvor verden vitterlig lå helt åben. Der er således er “John Of The Dreams” med Burnin’, en klassiker reddet fra glemslen og Pan’s “Right Across My Bed”, en suveræn udladning. Men det, der virkelig vækker jubel i hyblen her, er de såkaldte miljøbands (om end ingen Furekåben, hulk) og ditto solister, som virkelig rammer tidsånden. Således er Feos vidunderligt vulgære “Bedstemor”, ganske enkelt en genistreg af de helt store, der næsten matches af Steppeulvenes (uden Eik) “Du skal ud, hvor du ikke kan bunde”, mens Stig Møllers “Min by” er en tidlig og meget læspende omgang syrefolk anno 1965 og Hasse & The Reefers “Hashhunden glammer” taler for sig selv. Okay, Fujara stank dengang og stinker stadig, men Beefeaters, Dr. Dopo Jam, Albuen (i ultra lo-fi og med en meget ung Frede Fup), Young Flowers, tidlig Gasolin, Maxwells og mange andre holder over al forventning, ja Stoke Sects “Glasses” (det er noget med, at sangerens pige går med briller!) fremstår som en skammeligt overset dansk rockklassiker, der kunne glide lige ind på Nuggets! Herfra hvor vi ligger arm i arm i en stinkende afghanerpels og sumper, skal der kun lyde en ting, nemlig alle sande flipperes kampråb: “Kul på! Mere kul på!!”

Diverse: Derfra hvor vi stod. Sange med merværdi (Universal)