De seneste ugers og døgns begivenheder i Republika Srpska, de bosniske serberes mini-stat, lader ikke megen tvivl tilbage: Vi nærmer os the showdown, som det hedder i cowboyfilm, altså det øjeblik, hvor hovedpersonerne træder ind på scenen og definitivt afgør deres mellemværende.
Bandelederen, Ruthless Radovan, har under urolige tider styret egnen, indtil han blev sat ud af spillet ved udenbys kræfters indgriben og nu sidder omgivet af livvagter på sin ranch uden for byen Pale og venter på, at Den Store Sherif - eller eventuelle dusørjægere - skal indfinde sig for at gøre regnskabet op.
Radovans tro væbner, Bloody Biljana, blev placeret i hans sted, men i stedet for at forsætte forgængerens praksis med afpresning, sortbørshandel og andre tvivlsomme aktiviteter, vendte Biljana sig imod de gamle bandemedlemmer og begyndte at samarbejde med den udenbys ordensmagt, SFOR.
Ikke fordi Bloody Biljana er nogen helgeninde - man husker stadig hendes begejstrede omfavnelse af en af egnens mest frygtede desperados, Arkan, da denne netop havde likvideret 400 muslimer under en etnisk udrensning i byen Bijeljina. Men fordi Biljana har indset, at det tjener egnen bedst at gøre op med lang tids lovløshed og isolation.
Så der står sagen nu. Det udensognske storsyndikat, der går under navnet Det Internationale Samfund, har besluttet at se bort fra Bloody Biljanas plettede fortid og hjælper hende med at drive Radovan-supporters ud af hovedbyen, Banja Luka, hvor de endog havde infiltreret sherifkontoret og administrationen.
Ruthless Radovan må holde sig på sit isolerede landsted, men trækker fortsat i trådene ved hjælp af de mange, der er loyale over for den gamle bandeleder. Ikke mindst bandens kontrol over den lokale tv-station bruges uhæmmet i kampen mod renegaten fra Banja Luka. En konfrontation er uundgåelig…
OKAY, SÅ STOPPER vi Western-analogien. Når man overhovedet fristes til at bruge den, skyldes det, at de faktiske begivenheder i Republika Srpska
i al banal enkelthed (og plathed) ofte står i modsætning til de talrige gravalvorlige nyhedsanalyser, som alverdens seriøse medier helliger den lille usammenhængende statsenklave med dens godt en million indbyggere.
Plathed, som når Biljana Plavsic opløser det parlament, der under stor international bevågenhed blev valgt for ikke engang et år siden, og det internationale samfund “kigger væk”, skønt dette skridt er i soleklar modstrid mod Dayton-aftalen.
Som når Karadzic-tilhængere bortfører en dommer ved forfatningsdomstolen og lammetæver ham, fordi han ikke vil stemme “rigtigt”. Eller når Karadzic-klanen hæver portoen for at skaffe penge og våben til sit private vagtkorps (Pale-kliken kontrollerer postvæsenet). Bananrepublik vil være en hædersbetegnelse for Republika Srpska.
NÅR DER så alligevel er grund til at følge begivenhederne i statsenklaven med spændt opmærksomhed, skyldes det, at selv små territorier kan sætte regioner i brand i årtier (tænk blot på Palæstina eller Cypern).
De internationale beslutningstagere - anført af Washington - har set rigtigt, når man har valgt at bide hovedet af al skam og indgå alliance med madame Plavsic. Hun er nu som før en inkarneret serbisk nationalist, men hun er vores serbiske nationalist. Og hun kan bruges til en gang for alle at få gjort op med Radovan Karadzic’ kvælertag på den bosniske fredsproces.
At Washington og hvem der ellers bestemmer har besluttet sig for at sætte Karadzic ud af spillet, er der ikke længere tvivl om. Foreløbig prøves skræmme/lokke-taktikken: De mange lækkede rapporter om specialenheder, der “træner” i en storm på Karadzic’ tilholdssted, ubekræftede forlydender om et tilbud om “et gyldent eksil” etc. skal ses som led i denne øvelse.
Men hvis det ikke lykkes at overtale Karadzic til at melde sig frivilligt, vil han blive hentet. Det indebærer en risiko for en væbnet konfrontation - først og fremmest med Karadzic’ eget korps, selvfølgelig, senere i form af allehånde snigskytte-, bombe- og sabotageangreb mod SFOR-styrker, nødhjælpsfolk, journalister - hvad som helst, der lugter af udland.
Men hvis timingen er rigtig - og det vil sige, at aktionen mod Karadzic under ingen omstændigheder må finde sted i tiden op til lokalvalgene 14. september, hvor det vrimler med udenlandske mål - behøver Karadzic’ anholdelse ikke føre til overdreven ængstelse.
Først og fremmest fordi den almindelige befolkning i Republika Srpska, trods Karadzic-plakaten på stuevæggen, når det kommer til stykket er - surprise, surprise - som mennesker er flest. De er i nogle år blevet voldført - og for manges vedkommende: har ladet sig voldføre - af en flydende strøm af krigsretorik; nu vil de have fred. Og mad og arbejde. Det kan Biljana Plavsic med sine nye internationale venner i ryggen give, Karadzic ikke.
For det internationale samfund står der mere på spil ved ikke at arrestere Karadzic. Det internationale krigsforbrydertribunals virksomhed ville være dødeligt kompromitteret. Kredsen omkring Karadzic ville fastholde kontrollen med den politiske og økonomiske magt i serbisk Bosnien og dermed gøre en ægte fred - og ikke blot det nuværende fravær af krig - umulig. Dermed ville det internationale samfund være nødt til at fastholde store styrker i Bosnien længe efter, at det nuværende mandat udløber næste sommer.
Derfor kan Karadzic snart ventes pågrebet - levende eller måske især død. Derfor er det High Noon i Pale og omegn. on