Når tagdækker Johan Møller Nielsen vågner om morgenen, har han et arbejde at stå op til. Og han elsker det.

“Det er fantastisk. Du bruger dig selv fysisk hele dagen og når du har fri, har du fri. Det er meget, meget bedre end det andet. Når du er i aktivering arbejder din hjerne 24 timer i døgnet på at finde en løsning,” siger han.

Ifølge Johan Møller Nielsen er der stort set ikke noget mere nedværdigende for et menneske at beskæftige sig med end aktivering. Han kalder det tvangsarbejde.

Så beskæmmende er aktivering, at han mener, loven strider mod Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og to ILO-konventioner.

Derfor begynder i dag en opsigtsvækkende sag i Højesteret, der skal tage stilling til om det er i overensstemmelse med Grundloven, at kommuner stopper for kontanthjælp til de mennesker, der nægter at lade sig aktivere.

I Grundlovens §75 stk. 2 står, at personer, som ikke kan forsørge sig selv eller sin familie, og som ikke bliver forsørget af andre, er berettiget til hjælp af det offentlige. Dog mod at underkaste sig visse forpligtelser. Da loven blev til, handlede det for eksempel om, at de, der fik fattighjælp, kunne miste deres stemmeret. I aktivloven fra 1998 kom en supplerende betingelse. Nu skal hjælpen ophøre, hvis modtageren uden rimelig grund afviser et tilbud om arbejde, aktivering eller blot noget, der kan medvirke til et job.

Johan Møller Nielsen og hans advokat, Henrik Karl Nielsen, tabte sagen i Landsretten, men vil om nødvendigt tage den hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen i strasbourg.

‘Workfare’ er udbredt
Som led i sagen har Arbejdsdirektoratet indhentet materiale fra England, Frankrig, Holland, Norge, Sverige og Tyskland. Det viser, at ‘workfare’ - kravet om at arbejde for kontanthjælpen - er udbredt. Men svarene viser også, at der er forskel på, hvor hurtigt kontanthjælpen tages fra dem, der nægter aktivering og i hvor høj grad kontanthjælpen forsvinder. Og ikke mindst hvilke rettigheder den arbejdsløse har under aktivering.

“Forskellen på, om du bliver tilbudt et reelt arbejde eller aktivering, er, at der er rettigheder og pligter forbundet til det at være i arbejde, men der er kun pligter knyttet til aktivering i Danmark - modsætning til nogle af de andre lande,” siger Henrik Karl Nielsen.

For eksempel har britiske kontanthjælpsmodtagere samme rettigheder og pligter som andre arbejdsløse. Nægter de aktivering, kan deres socialhjælp bliver trukket i to, fire eller 26 uger.

I Frankrig stopper man hjælpen, men under aktivering optjener den ledige pension på lige fod med lønmodtagere og får feriepenge.

Også i Holland får de ledige i aktivering feriepenge, mens de norske arbejdsløse aktiverede hverken optjener ret til dagpenge, pension eller lignende.

“Det gør en forskel på hvilke vilkår, man bliver sendt ud i aktivering med. Jeg synes heller ikke, at man skal kunne sige nej til et reelt arbejde. Så ville var der jo mange af os, der ville pakke tasken sammen og tage hjem og gå på kontanthjælp. Men jeg mener, man bør kunne sige nej til aktivering, når det udelukkende er en pligt. Det strider mod Grundloven,” siger Henrik Karl Nielsen.

Sagen kort

Johan Møller Nielsen gik konkurs med sit tagdækkerfirma i 1990 og har i perioder siden været på kontanthjælp. Da han i 2000 blev bedt om at stable og sortere brænde og male et hus, som efter hans mening ikke trængte, nægtede han at fortsætte. Blandt andet fordi han mener, at aktivering er nedværdigende tvangsarbejde. Da han ikke mødte op til aktiveringen, stoppede Køge Kommune udbetalingen af kontanthjælpen. Johan Møller Nielsen gik i aktivering igen, men fastholdt, at han har krav på kontanthjælp i to måneder. Landsretten vurderede, at “kravet om aktivering var rimeligt, blandt andet i den forstand, at sagsøgeren magtede at udføre arbejdet, og kravet om deltagelse i aktivering som betingelse for opnåelse af kontanthjælp var sagligt begrundet, idet det havde til formål at forbedre sagsøgerens muligheder for selvforsørgelse”.