Statsministeren erklærede på sit landsmøde for en uge siden, at han har taget fejl. Alt det han i sin tid sagde og skrev om minimalstatens velsignelser passede ikke. Statsministeren er blevet klogere, således som han selv har nydt godt af fordelingssamfundet og fået en god uddannelse, skønt han har sovet i karlekammer og vågnet med is på dynen og siden har haft pligt og arbejdsomhed for øje og ikke taget skade af det, men udviklet overbevisningen om det enkelte menneskes absolutte frihed, som altså først nu viser sig at være en fejltagelse. Man bliver jo, skønt erkendelsen kommer umiddelbart uforklarligt sent, altid bevæget, når folk således besinder sig og i spontan velforberedthed og skjorteærmer kaster sig ud i selvbebrejdelsens vanskelige og smertefulde idræt. Bagefter ville en journalist vide, om dette egentlig ikke var første gang, statsministeren indrømmede, at han havde begået fejl eller haft uret. Og jo, det mente statsministeren jo nok det var, hvilket i sig selv er en indrømmelse, men jo dermed også understreger at fejltagelsen, altså at hele grundlaget for samfundsopfattelsen, har været forkert, til gengæld også er den eneste, der er begået. Her vil en og anden pedant sikkert gøre opmærksom på et par ting. For det første: At fejltagelsen, fejlen, brøden, uretten, eller hvad man nu skal kalde det, ikke som statsministeren koket lader ane, har været den eneste. Se noten nedenfor *).

For det andet: At denne fejl eller forkerte opfattelse jo ikke er en fejltagelse som tolv på dusinet, men temmelig fundamental. Den bog, som statsministeren skrev for bare 12 år siden, da han for længst var en voksen mand og midt i sin politiske løbebane som næstformand i Venstre, står angiveligt ikke mere til troende. Ikke just, hvad man kan kalde langtidsholdbarhed for en trosbekendelse af den art. Som sagt før ser det nu ud som om, Poul Nyrup Rasmussen gjorde ret i at rive bogen i småstykker, selv om vi jo ikke bryder os om bogsønderrivninger i miljøet. Men Nyrup havde lugtet lunten og gjorde i og for sig kun statsministeren en tjeneste ved således at understrege bogens underlødighed og den da kommende statsministers hensigt at løbe fra synspunkterne, hvad han allerede så småt havde gjort under den da løbende valgkamp. Allerede på det tidspunkt ønskede Fogh Rasmussen at fremstå som socialdemokrat light, hvilket også lykkedes og fortsat er bestræbelsen, og i weekenden satte han med selvbekendelsen fed blå streg under det sociale og minus ved stenalderhulemanden, hvilket gav pote hos troskyldige iagttagere. Ih, altså ham Fogh Rasmussen, han er vel nok udtryk for danske værdier og den danske socialstat og den danske kultur, halleluja!

Statsministerens strategi er snedig som ind i helvede og vanskelig at tackle i de korte sekvenser, medierne overlader den politiske debat. Det er oplagt, at statsministeren har lagt den hyperliberalistiske retorik bort. Nu indskrænker udfaldene sig til de grupper, der i forvejen ligger ned. Indvandrerne får endnu én på snotten; nu kører regeringen op i en spids på de såkaldte genopdragelsesrejser for unge af anden etnisk herkomst. Genopdragelsesrejser! Det lyder som hjernevask, men kan lige så vel være en tur hjem til landsbyen i Pakistan eller Anatolien for at være sammen med familien, som statsministeren i øvrigt lægger vægt på, bare den er hvid og taler, som om den kom fra Skals. Den øvrige aggressive modretorik over for socialstaten og det kollektive er som sagt nu nedtonet, for den snak bryder vælgerne sig ikke mere om. Venstre, Søren Pind og statsministeren har nu tabt tre valg i træk og ligner nu Schlüters nedtur i 80’erne, mens Socialdemokraterne trods fis og ballade og pinagtige udskrab for regeringen nu mere og mere kvinder sig op som opposition og alternativ.

Men ét er retorikken, og ét er statsministeren på de skrå brædder. Pressen var endnu engang benovet over, at manden kan holde en tale, mens han går rundt på scenen og i timevis uden manuskript, som om dét er noget. Ét er forsikringerne om, at statsministeren nu ser helt anderledes på det fundament, som han før slog sig op på. Noget andet er regeringens handlinger.

Nyrup havde nemlig alligevel ikke ret, da han rev siderne ud af minimalstatsbogen: statsministeren har ikke skiftet standpunkt fra bogens grundholdninger om sig selv nærmest, han har blot af opportune årsager skiftet strategi. Skattestop og utallige lovændringer i disse år omformer konsekvent den danske stat fra et kollektivt medansvarlighedssamfund på vej mod en slags civilisation til en kontraktbaseret storkoncern, hvor kunderne er borgerne, og de der har penge kan få og købe sig til oprindeligt offentligt ydede fordele fortrinsvis på andres bekostning; mens resten, de der ikke magter det kreative og ikke sætter det sure slid som ene-ste mål i tilværelsen, kan æde nådsensbrød, ernære sig ved skrabsammen og sort arbejde eller ryge og rejse. Det sidste gælder især for folk af anden tro, race og snart sagt også politisk overbevisning, såfremt de to første forhold ikke behager det bornerte flertal.

Bedragets to dimensioner

Med andre ord kan man desværre for nationens selvagtelse tale om en statsministers bedrag i to dimensioner: dels tilbagekaldelsen af tidligere teser, som vel at mærke stadig kun er få år gamle, og som må kaldes et hamskifte af de bemærkelsesværdige i nyere dansk historie; dels at tilbagekaldelsen ikke stemmer overens med den politik, som regeringen og flertallet rent faktisk fører i det daglige, og som er minimalstatens om end langsommere, men ikke desto mindre effektive indførelse og markedsgørelse af offentlige tjenester og ydelser på så at sige alle planer.

Allerede nu ved vi, at Velfærdskommissionens store slagnummer bliver integrationen, et tema også statsministeren slog an, inden de i forvejen åbenbart oven fra bestemte konklusioner i kommissionen forelægges offentligheden. Integrationen skal redde Danmarks velfærd, uanset at enhver idiot kan se, at skattestoppet er den største trussel mod den nok så omtalte sammenhængskraft i samfundet.

Det er fikst fundet på. Alting tyder på, at med de foranstaltninger, regeringen har tvunget igennem med Dansk Folkeparti, vil integrationen snarere hæmmes og på nogle områder umuliggøres. Gloende kul er sanket på indvandrernes hoveder, og de har i de sidste flere år fået tudet ørerne fulde af det problematiske i deres blotte væren i Danmark. Dansk Folkeparti sekunderer med rendyrket racisme eller religionsforfølgelse, hvad enten ophavet nu er madam Frevert, Camre, præsterne eller Kjærsgaard.

Satte statsministeren sig et øjeblik i sine udsatte medborgeres sted, hvilket er en god statsministers pligt, ville han vide, hvor ringe en sådan behandling fremmer integrationen. Nu kan man siden, når integrationsprojektet falder til jorden eller blot halter der-udad, fordi den førte politik er uforsvarlig, og velfærden med efterløn og alt det dyre bliver svær eller umulig at opretholde med skattestoppet, og i det omfang danskerne ønsker det, placere skylden hos de i forvejen fordømte. Der er allerede sat forstærker på syndebuksmelodunten med statsministerens verbale øretæver til anden- og tredjegenerationen, der kan få et spark i røven, hvis de ikke skaffer sig en plads i karlekammeret med is på dynen i lutheransk lydighed og foretagsomhed og ubetinget afsværgelse af deres forældres og bedsteforældres kultur. Det er eddermame uhyggeligt, du!

*)Note: Da statsministeren som skatteminister for enhver pris ville bevise at hans synspunkter på forvaltning var de rigtige og efter at have udrenset store dele af sit ministerium, og det viste sig at det gik ad helvede til, tyede han til kreativ bogføring for at få pengene til at passe. Det vil sige at han overførte et års regnskabstal til det næste uden at underrette Folketingets finansudvalg, hvilket er et samme som grov vildledning af Folketinget, hvilket er en meget alvorlig forseelse, som under normale omstændigheder ville eller snarere burde have umuliggjort at den pågældende politiker nogensinde var blevet statsminister i et civiliseret samfund.