ER DER NOGET, man nærmer sig med forsigtighed, så er det en kritik af de intellektuelle, af den akademiske verdens borgere og af universiteterne og andre højere læreanstalter. For man vil jo nødig slås i hartkorn med hverken Fremskridtspartiets anti-intellektualisme eller med Paul Johnson, der skrev en hvas kritik af en række fremtrædende marxistiske intellektuelles dobbeltmoral - fra Karl Marx til Bertolt Brecht - i bogen De intellektuelle, der på dansk udkom for nogle år siden på forlaget Centrum, efter at Gyldendal havde refuseret den. Hertil kommer, at en kritik oftest mødes med tilknappethed eller panisk afværgen. Hvilket er synd og skam, for alting har behov for konstruktiv kritik, hvis verden skal blive bedre.
Ordet intellektuel opstod som et skældsord, ved vi fra den mini-serie, Information netop har afsluttet. I fem samtaler har fem fremtrædende akademikere diskuteret og kastet lys over den intellektuelles rolle i samfundet i dag. Ordet blev første gang brugt, da det omkring århundredeskiftet lykkedes forfatteren Emile Zola at få genoptaget sagen mod officeren Dreyfus, der var idømt livsvarigt fængsel på Djævleøen for landsforræderi, men på et falsk grundlag. Staten forsøgte at dække over sin egen fejltagelse, men Zola sad som en terrier i haserne på magthaverne, indtil de måtte give sig.
Senere var det attraktivt at være en intellektuel. Intellektuelle var folk, der tænkte lidt længere end andre, og som ikke kun reagerede følelsesmæssigt. De var belæste, og de var typisk akademikere og kunstnere, der mødtes på caféerne for at diskutere politik og kunst fra en friposition i forhold til politikerne. De var humanister og kritiske. Bertrand Russell og Sartre blev eksponenter for den intellektuelle med stor indflydelse på samfundsdebatten.
I 80’erne og 90’erne har der været mere stille om intelligentsiaen, set som gruppe. Eller den har netop ikke været en gruppe. Samfundskritisk har der været tale om spredehagl fra mange små geværer snarere end skud med en fælles kanon. En iøvrigt ganske positiv udvikling.
I DET NYE nummer af tidskriftet Kritik, der redigeres af Frederik Stjernfelt og Nils Gunder Hansen, kan man læse en interessant, ledende artikel om den smalle kanon. Her er rigtignok tale om en helt anden slags kanon, selvom stavemåden er den samme. En kanon er en opstillet liste over værker, der er uomgængelige. Trykket ligger på første stavelse, og man forstår, at universitetsfolk inden for de litterære fag nu er vendt tilbage til en interesse for de klassikere og filosoffer såsom Proust, Joyce, Musil, Derrida og Foucault - 20-25 år efter at klassikerne blev udsat for hårdhændet marxistisk analysetortur fra de samme institutter, som imellemtiden har dyrket triviallitteraturen, nærlæsningen og dekonstruktivismen og andre mere eller mindre interessante måder at læse litteratur på. Artiklen slutter med et fromt håb om, at erfaringerne fra de “onde år” med den teoretiske tilgang til litteraturen kan gå i syntese med den smalle kanon, så man fremover kan undgå alt for meget “hykleri, snobberi og ubegrundet pseudo-konsus” omkring bl.a. den smalle kanon.
HYKLERI, SNOBBERI og pseudokonsensus! Her kommer ordene fra akamikeres eget tidsskrift, og det er velgørende. Forfattere, som har et ganske nært forhold til litteraturen, skulle man mene, har i de seneste år såre undret sig over den modebestemte måde, universiteterne omgås litteraturen på. Det er, som om litteraterne er ofre for et mode- og kodesprog, som virker umådeligt verdensfjernt, men også fjernt fra den faktiske litteratur. Afhandlinger og tidsskriftsartikler tonser ud fra universiteterne i en lind strøm til et lukket kredsløb af mennesker, så det er nærliggende at spørge: Til glæde for hvem?
Svaret kendes. I den akademiske verden gør man i høj grad karriere på de artikler og de bøger, man skriver. Forskerne hæger om deres ret til at bestemme, hvad de skal foretage sig. Vé den udenforstående eller den statsmagt, der forsøger at blande sig. Og således lukker systemet sig om sig selv i pindsvinestilling. Men er den akademiske frihed end af værdi, så har den dog også en unehagelig følgesvend: Den bliver paraply for det middelmådige og ikke særligt væsentlige. Samt for lærere, som ikke er i stand til at vise de studerende det væsentlige, endsige gøre det forståeligt og tilgængeligt for dem. Det gælder ikke kun den litterære afdeling, men også andre.
SÅLEDES er det kommet dertil, at den intellektuelle eller akademikeren i dag ikke har nogen særlig høj status i befolkningen. Han opleves som en person, som ikke blot har problemer med at udtrykke sig sprogligt og skriftligt, men også med at forholde sig
til virkelighedens verden. Ikke særlig flatterende, og heller ikke helt retfærdigt - for så vidt som mange passer deres job glimrende. Alligevel er renomméet
ikke opstået ud af intet, der kunne være nok at tage fat på i åndslivets ofte meget smalle huse: Nepotisme og pædagogik f.eks., men også hykleri, snobberi og
pseudo-konsensus.
Man kan med nogen rimelighed sammenligne med Danmarks Radios situation for nogle år tilbage - eller Det kgl. Teaters. Altså andre store, etablerede statsinstitutioner, som i alt for høj grad lukkede sig om sig selv, gjorde sig immune mod kritik udefra og forsvarede egne privilegier og selvbestemmelse.
Indtil ballonen sprak. Det vil højne kvaliteten af det akademiske arbejde gevaldigt, hvis den intellektuelle kritik ikke bare skyder udad med spredehagl, men også vender indad. Det er faktisk her, kanonaden passende kan begynde.Bjørk