Et kulturhus er både mødested og forlystelse. Som moderne forsamlingshus får hveranden by lige nu sin lækre nye kulturbygning med biograf, bibliotek eller udstilling. Det er benhård investering i byens kamp om turister og tilflyttere på et skævere og skævere erhvervspolitisk Danmarkskort

Der var engang, faktisk frem til 1960’erne, da der var stor forskel på København og provinsen, hvor man kun kunne opdrive Høng Camembert, når der skulle spises fransk, og vinvalget stod mellem udefineret rød og hvid. En besøgende fra hovedstaden var ud på aftenen nogenlunde sikker på at få bank på værtshus, og en provinsstudent havde jævnthen svært ved at følge med i hovedstaden.

Nu er Hotel Postgaaarden og Klubben som borgerskabets bastioner uden for Valby Bakke erstattet af mange forskellige slags nye rum i kvalificerede bygningsværker til afdansningsbal eller koncerter, film og foredrag, gå ud og spise, drikke kaffe og mødes.

Sneflokke kommer vrimlende, og det er koldt derude. Men indendøre er lunt og godt, og udsigten en ekstra gevinst gennem store glas i moderne omgivelser. Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, og dem vil vi fra livet med glædeshus, nå nej kulturhuse, holde.

Frederikshavn har fået et nyt af slagsen, med hovedvægt på det musikalske. Men denne aften i Det musiske Hus, er der åbning af en nordisk filmfestival her højt oppe i hovedlandet. Med kulørte projektører på facaden og inde i den lysende foyer champagne med canapéer før premierefilmen.

Det er hovedsagelig byens spidser, der er tilstede, selv om de ikke ser særlig spidse ud nutildags. Og der er langt til de nordiske hovedstæder, så æresgæsterne fra filmens verden dukker nok først op senere i løbet af festivaldagene.

Efter filmen er der musik på scenen, og akustikken live fejler heller ikke noget, med lodret listebeklædning på væggene og fleksible tæppetræk til at styre efterklangen. Det sorte loft højt oppe i salen ser mere funktionelt end festligt ud med sine fleksible kabelophæng og projektørbroer. De røde sæderækker i salen kan også klappes ned og rulles væk, men det er ikke så aktuelt i aften, som når Kim Larsen giver den gas.

Efter forestillingen er der meget tomt i byen en onsdag aften. Efterårsvinden slår i korte stød fra havnen, og uden for værtshuset Tordenskjold kæmper en krumbøjet skikkelse for at holde balancen med rollatoren og samtidig fiske sin tabte overmund op fra fortovet.

I udkanten af Hotel Herman Bangs morgenbuffet samles næste formiddag en eksklusiv flok branchefolk om et byrådsmedlem for at finde fortoligt fodslaw i en aktuel sag. Mere sofistikeret foregår det ikke heller nutildags, selv om hotellet har taget navn efter den sarkastisk turnerende forfatter, der havde sin sommerlige gang i omegnen og nu fra det hinsidige må tåle sit øjenskyggede kontrafej som hotellogo.

Havnestaden er gået ned som værftsby, men satser på at blive kulturby. Derfor den musiske investering i tegnestuen Kjær & Richters hus på Rådhuspladsen. Det rummer både musikskole, administration og garderobefaciliteter til lille og store sal.

Om sommeren kan alle Store Sals døre slås op ud til både pladsen og den bagvedliggende park, så salen, uden stole, kan bruges som overdækkket agora ved sommermarked eller åben musikfestival, og det nedlagte jernbaneterræn opleves som langt grønt stræk i byen.

Frederikshavn har fået noget for pengene med den svævende klaviaturfacade mellem røde teglstensmure - et propert samlingssted for børn med gehør og rytmiske voksne.

Kært barn har gennem tiderne haft mange navne - Teater- og Håndværkerforening, Folkets Hus, Spillested og Balhal. Nybyggede tilbage i 1800-tallet, gennem 1970’erne og 80’erne indrettet i tidligere remiser eller elektricitetsværker, og nu igen nybyggede i en bølge af de forsamlingshuse, de dybest set altsammen er - ofte i en sær, men sikkert livgivende blanding af sport, kultur, bibliotek, underholdning og folkeoplysning.

Fremtidens Foreningshus uden for Randers er venligt funktionelt og uden falbelader eller fordyrelser. Limtræsdragere bærer en metalbeklædt skærm, der som et højt halvtag åbner mod udsigten til et bølgende landskab. Vandrette trælameller dæmper det øverste lysindfald. Bag panoramaglasset strækker sig et stort lysebrunt gulv, hvor der kan festes, danses og gøres gymnastik, eller holdes foredrag og møder.

Storrummet under de blanke perforerede metalplader kan tværdeles med tomatrøde rulleskabe, og i hele den lave langside af huset er der kontorer og køkken.

Det beskedne foreningshus blev konkurrencetegnet af CUBO Arkitekter og er fra Lokale- og Anlægsfondens side tænkt som forbillede for lignende byggerier. Allerede nu er Randers-huset for lille, fordi en velegnet foreningsbygning i sig selv trækker aktiviteter til.

1970’ernes offensive nedbrydning af kulturelle forskelle i fædrelandet skete først og fremmest gennem nye universiteter i Ålborg, Roskilde og Odense, men også med rejsende gruppeteatre og rockensembler på højskoler eller alternative spillesteder. Det var en sej kamp, der lykkedes. I en sådan grad at successen nu er afløst af kulturbygninger og arrangementer, som i kampen om kapital og tilflyttere risikerer at blive mindst lige så spidsborgerlige som både Møllers operabygning og firmasouper på Statens Museum i København.

Middelfart er en søfartsby med højt kirketårn som vartegn og en meget varieret bebyggelse ned ad skrænterne mod havnen og Lillebælt. Men havnebyer i Danmark skifter ansigt mod vandet i disse år. Og Middelfarts byprofil er ikke respekteret ved projekteringen af nye treetages boligblokke på tværs af den attraktive waterfront.

Set fra den gamle Lillebæltsbro tager de hvide stereotype blokke pippet fra selv Schmidt, Hammer & Lassens snørklede kulturhus, Kulturøen, på en bred mole af opgrav fra en ny marina. Huset indeholder mødesale, biograf, bibliotek, restaurant og cafe. Restauranten er i to etager, med brasserie forneden og dinér på en svungen balkon foroven.

Spisestedet vender naturligvis ud mod vandet, så man gennem skrå facadeglas kan nyde Bæltet og de lave kyster, eller i aftenmørket billygterne på den høj bro og togene henover den lave. Udenfor ligger brasseriets veranda og lystbådene, som søværts har fået et nyt lysende pejlemærke i sommernatten.

Den direkte landværts adgangsvej til dette nye udendørs mødested i byen er til gengæld ikke attraktiv. Man sniger sig rundt om kulturhuset langs køkkenets skraldecontainere, eller den anden vej langs vinduerne til bibliotekets rodedepot og frokoststuen med termokander og gammelt wienerbrød på bordet. Vel fremme på molen fejler den nordvendte udsigt ingenting, men der er noget bagvendt ved hele dispositionen.

Kulturhusets sydvendte hovedindgang tager pompøst imod fra byen, men ikke videre spatiøst indenfor. En lang snorlige glasvæg skiller biografens bevægede foyerareal fra bibliotekets underetage, så passagen er snæver, selv om lånernes underetage er rummelig at kikke ind i.

Fra bibliotekets overetage skæver man ned i foyeren under en skrånende tagflade, som udefra kun er synligt skrå på afstand. Ideerne kan sine steder minde om samme tegnestues Kgl. Bibliotek i København og kulturhus i Nuuk.

Biblioteket er flyttet til det nye kulturhus fra en ældre bygning i gågaden. Den er nu overtaget af byens historiske arkiv og museum, som blandt andet rummer en unik samling af damehatte fra 1870’erne til 1930’erne.

En lokal modist afleverede troligt gennem hele perioden år for år et eksempel på moderne hovedbeklædning, og set som hommage til artefakterne kunne det nye kulturhus tænkes at være inspireret af en let cocktailhat - forstørret og nu i svungen zink. Bygningen er falset, krummet og skævvreden på en voluminøs måde, som måske kunne have været stimulerende på stedet, men er i uoverensstemmelse med det indres trange disposition.

Svendborgs nye seværdighed, Naturama, er udadtil ikke nogen fintfølende nabo, hverken til byens gamle zoologiske museum, eller i forhold til husenes størrelse på Dronningemaens skrænter.

Her fyldte forfatteren Johs. Jørgensens far de lyse sommeraftener sin grønne vandkande, da der endnu var vand i åen længst nede. De små huse med tegltage og hvide vinduesrammer har højere oppe udsigt til Svendborgsund.

Nu ligger tegnestuen Arkitemas klods af brune metalplader lige op og ned ad det beskedne cirkuslignende museum, som i årevis har rummet en støvet skat af panoramaer med naturalistisk malede baggrunde og udstoppede dyr mellem græs og grene.

Dyrene er vandret gennem glasgangen over i det nye Naturama, hvor de står opmarcheret i et skiftende lysflimmer af levende billeder, tordenskrald og stjerneskær. Der er tre etager med indskudte ramper og balkoner - en vellykket stiliseret undervandsetage med blåt lys og boblestemning, et grønspættet skovniveau med hjorte og bjørne og en afdeling for luftsyn, hvor de præserverede fugle ikke rigtig vil lette.

Bygningens indre er billigt og ordentligt detaljeret, men en anelse uoverskuelig i al sin svungne og teknologiske eventyrlighed. Måske er det derfor, at de udstoppede ser ud til at føle sig lidt hjemløse.

Udefra levner den store brune kasse ikke nogen forestilling om, at der gemmer sit en panoramaspiral bag metalfacaden. I hjørnerne mellem den runde beton og den firkantede skærm gemmer sig museumsbutik, kontorer og et auditorium, som også kan lejes til møder og lignende, så byens erhvervsliv kan forene det nyttige med det naturlige.

Børnene nøjes en søndag eftermiddag med at belære den gæsteoptrædende Sebastian Klein om, at hans medbragte hvide mus ikke er nogen bisonokse, som han påstår. “Det er en muuuus!!” skriger de. “Ja, det er dejligt hus!” råber han tilbage og kikker sig nærsynet omkring under tropehjelmens skygge.

Lige nu har byerne uden for de industrielle eller innovative vækstområder i Danmark brug for attraktioner til at modvirke skævheden i det erhvervspolitiske landkort.

Alt andet lige (som det hedder når man er rådvild) vil udviklingen de næste 10-20 år vise en dominerende byvækst på det nordøstlige Sjælland, omkring Århus og i Trekantområdet. For resten af landet er der udsigt til affolkning og flere svinefarme i stordrift på sydende gyllemarker.

Det er i dén skæve sammenhæng, at nye kultur- og forsamlingshuse skal aflæses: Som lokale mødesteder og som turistmål. Meet the Danes og deres relikvier, sådan som de går og ligger i udkanterne af et globalt Østeuropa.

Bygningerne har kulturpolitisk betydning som funktionelle rammer og som social iscenesættelse. Det er dét, der hedder arkitektur. Men naturligvis er det ikke arkitekternes ansvar, om flygelet i Frederikshavns nye Musiske Hus er mic’et ordentligt op. Eller om de smukke udstoppede dyr i Svendborgs moderne Naturama bliver kvalt mellem interaktive skærme. Og heller ikke om køkkenchefens mad på Middelfarts Kulturø smager godt eller er både for salt og fisefornem.

adw@informtion.dk

Featuren er en bearbejdet udgave af en anmeldelse i det netop udkomne nummer af tidsskriftet ARKITEKTUR DK