Et hjerte af metal

Hvem gemmer sig under det fedtede lange hår, de sorte læderbukser med nitter, den engang sorte nu gråligt falmede, mørnede og cigaret-brændehullede Mötörhead-T-shirt fra Wacken-festivalen 1997? Det har du måske spurgt dig selv om en dag, du stod ved siden af en ‘metaller’ og ventede på bussen. Men så var det næste spørgsmål, du stillede dig selv, sandsynligvis: ‘Vil jeg virkelig gerne vide det?’

Så langt nåede folkene bag dokumentarserien Stormslag på DR2 ikke.

Så nu har man de sidste fire uger kunne følge Jim, Tao og JP fra metalbandet Stormslag, lige efter den fascistiske flodhest Dolph har forladt skærmen fredag aften. Måske er det sendetidspunktet, der gør, at mange har været i tvivl om, hvorvidt de her sorte eksistenser faktisk er virkelige eller bare hidtil ukendte skuespillere. For det kan de da ikke mene alvorligt. Jo, det kan de.

Tao og Jim drømmer om at gå på scenen lige efter Hammerfall på næste års Wacken-metalfestival i Tyskland. Det kræver bare, at man låner 5.000 kroner hos mormor, slår græs for sin kontanthjælp og fyrer trommeslageren, der altid er halvanden takt foran de andre. A tale that has to be told, meddeler en tekst, når programmet starter, og man undrer sig. Hvorfor egentlig?

At være ‘metaller’ er en livsstil. Den er kompromisløs og har været det mindst lige så længe som Iron Maiden og skelet-maskotten Eddie har eksisteret. Enten er man til sort tøj og læderjakker, eller også er man ikke. Enten er man antikristen, eller også er man ikke. Det gælder om at afspejle en form for tilstræbt ondskab, så naboerne i opgangen henviser til én som ‘ham satanisten på tredje’. Faktum er jo, at man sikkert aldrig har deltaget i et ritual til ære for Beelzebub. Muligvis ved man ikke engang, hvem Beelzebub er. Men det er også lige meget. Bare man bevarer attituden.

Og det virker, har Stormslag opdaget. Måske lidt for godt.

På væggen i øvelokalet står skrevet ‘Dræb de kristne’, og i et afsnit skåler vennerne for Pavens død. Det har affødt en politianmeldelse af DR og adskillelige vrede læserbreve i især Kristeligt Dagblad, men Kenneth Plummer afviser at censurere Stormslag. Jim og Tao har selv afvist, at det skulle være en opfordring til vold. Og i øvrigt er det slet ikke dem, der har skrevet teksten på væggen. Den stod der, da de flyttede ind-

For selvfølgelig går den grænseoverskridende og kompromisløse livsstil ikke længere end til dér, hvor man risikerer konflikter med det omgivende samfund eller risikerer at ødelægge ens muligheder for et fuldtidsjob på Kohberg. Det hele bliver lidt ynkeligt. Og det er uretfærdigt.

Jim, Tao og JP er en del af en subkultur, der bygger på en masse venner, der deler en betingelsesløs forkærlighed for Heavy Metal. Det er det. Der er ikke en eller anden fascinerende gruppedynamik, der adskiller sig fra den socialt accepterede. Måske er dokumentaristerne blevet skuffede over det. I hvert fald har det, der skulle forestille en undersøgelse af, hvem metallerne er, udviklet sig til en udstillelse af en flok venner sidst i 20’erne, der ryger lidt for meget hash, drikker lidt for meget sprut og ellers bare spiller spade og growler og elsker det -som Jim siger efter at have spillet et nummer til ære for filmholdet: “Jeg har det sgu som om, jeg lige har spillet pik.”

Da DR2 begyndte at reklamere for Stormslag, tænkte denne anmelder først, at det da er spændende, hvis nogen faktisk vil begynde at beskæftige sig med det miljø, der i næsten total ubemærkethed har skabt danske internationale bandsuccesseer som Hatesphere, Illdisposed, Mnemic og Exmortem. Men det er jo ikke det, det handler om. Det handler om, at vi kan være overraskede og more os lidt over, at Tao udtaler: “Jeg kan faktisk godt lide at arbejde.”

Vi får bekræftet samtlige fordomme, vi har over for den nittebærende del af befolkningen. Det vil måske overraske, at mange af de faste gæster på natklubben The Rock og dens bar Tex i København faktisk går på universitetet eller har fast arbejde, er familiefædre og ellers falder meget pænt ind i rækkerne. Med undtagelse af, at de synes ligblege piger i militærstøvler og hullede strømpebukser er sexede, og så headbanger de sammen til Sepultura.

Hvis der er en historie, det er nødvendigt, at vi fortæller, er det den om, at den danske metalscene oplever stor fremgang i disse år, men må tage til Tyskland for at spille og for at blive taget seriøst. Men i det nypuritanske og mainstreamleflende Danmark kan vi bedre lide at more os over, at én af dem bruger den sidste kontanthjælp på at købe et sæt pigge til læderjakken og så frustreret må opgive at få dem sat på. Er det nødvendigt?