Danmarks strategiske mulighed

At være en stat er ensbetydende med at være en kollektiv vilje i verden, der formår at sætte de grænser for andre staters viljesudøvelse, der aftegner statens suverænitetsdomæne. Domænet er derfor tabu for andres vilje. Men bør erkende angrebet og anerkende modparten

Regeringen og Folketinget er i øjeblikket ude i en situation, hvor alle har ret i, at det er svært at finde gode og langsigtede løsninger på den konflikt, der tog udgangspunkt i Muhammed-tegningerne. På den anden side afspejler rådvildheden også det forhold, at vi i Danmark er tilbøjelige til at tænke hele konflikten i termer, der hører til i en debat mellem parter inden for et samfund. Jeg tænker på at udvise tolerance, at forstå, at føre dialog, at vise respekt, at ytre sig frit osv. Det er alt sammen godt, men kan være en katastrofalt ensidig tilgang til en krise imellem forskellige samfund, der er ude i en kamp om anerkendelse. At bringe anerkendelsesbegrebet på banen i den aktuelle strategiske tænkning og debat i Danmark er derfor mit ærinde i nedenstående analyse.

Anerkendelse som begreb

Anerkendelse er et begreb, der i bl.a. etnologien benyttes til at analysere, hvordan forskellige mennesker og grupper omgås hinanden og hvordan staten omgås dem. Men begrebets mest aktuelle anvendelse drejer sig om forholdet imellem staterne i et statssystem (Se bogen Dannelsens Dialektik, Højrup 2002). Denne tilgang til strategisk tænkning kan være nøglen til at løse op for den fastlåsning i måden at begribe og håndtere den aktuelle konflikt på, der ellers ikke har udsigt til hverken snarlige eller langsigtede løsninger, som er fordelagtige for de involverede parter.

Meget kort fortalt er en stat et suverænitetsdomæne i det omfang, den er i stand til at afkræve andre stater deres anerkendelse af statens suveræne viljesudøvelse inden for dette domæne. At være en stat er med andre ord ensbetydende med at være en kollektiv vilje i verden, der formår at sætte de grænser for andre staters viljesudøvelse, der aftegner statens suverænitetsdomæne. Domænet er derfor tabu for andres vilje. Samtidig er det inden for dette domæne (der som regel har karakter af et helt samfund), staten (og dens befolkning) må være i stand til at frembringe de midler, der skal til for at opretholde evnen til fortsat at afkræve de andre staters anerkendelse af domænet. Til daglig har kampen om anerkendelse imellem staterne karakter af fredeligt suverænitetsarbejde (forhandlinger, handelsaftaler, udenrigspolitik i bred forstand, indre reformer), men når anerkendelsen kommer ud i en mere eksistentiel krise, hvor andre nægter at anerkende nødvendige dele af domænet, sætter kampen herfor alle øvrige hensyn til side, hvilket er den præcise betydning af krig. Krig gør vold på andre hensyn end netop det at knække modstanderens vilje og er derfor den stærkest tænkelige indsats. Suveræn er dybest set kun den vilje, der er parat til at sætte livet på spil i kampen for anerkendelse. Det er det, vi kender som vore territorielle stater.

At opnå gensidig anerkendelse fordrer således ikke nødvendigvis, at man respekterer hinanden i kulturel eller ideologisk forstand, ej heller at man forstår hinandens værdier. Det fordrer derimod, at man anerkender den anden (modparten) som en vilje, der overvejer, hvordan man selv overvejer, hvordan den anden overvejer at forholde sig til sin modpart, osv. Det foregår såvel i krig som i fredeligt samkvem mellem stater. Men det forudsætter først og fremmest en evne til at afkræve den anden anerkendelse, dvs. til at modsætte sig at den anden knægter ens eget suverænitetsdomæne, hvilket grundlæggende kun er muligt, fordi forsvarskrig i sidste instans er en stærkere kampform end angrebskrig. Det betyder, at selv stater med dybt forskellige kulturer, som egentlig ikke er i stand til at respektere hinandens værdigrundlag, kan opnå gensidig anerkendelse og eksistere sammen i verden. Uden dette træk ville verden og verdenshistorien have set meget anderledes ud.

Troen som domæne

I Europa har den katolske kirke gennem århundreder været en stat i denne forstand. Dens suverænitetsdomæne har ikke været et territorium, men den rette kristne tro. Dette suverænitetsdomæne strækker sig ud over mange territorielle staters domæner, men forudsætter gensidig anerkendelse imellem disse statsformer og den katolske kirkes statsform. Ved reformationen nægtede det danske rige at anerkende pavekirkens domæne inden for rigets grænser, og brød derved med pavekirkens universalistiske kristendom. Rundt om i Europa var denne anerkendelseskamp noget af det blodigste, man hidtil havde udkæmpet.

Perspektivet er derfor, at selv om vi er vant til, at kun at betragte territorielle stater som suverænitetsdomæner, så er det ikke noget nyt, at suverænitetsdomæner også kan have en helt anden karakter. Ser vi på islam, er der også tale om en monoteistisk, universalistisk og missionerende religion, der gør krav på at repræsentere den nyeste og reneste forkyndelse og tilbedelse af Gud. Samtidig betragter den det materielle og det åndelige som to sider af det samme, hvilket betyder, at den virkelighed, der fra ét perspektiv er kirke, fra et andet er stat. Stat og kirke er med andre ord to sider af samme sag. Det betyder ikke, at en given muslimsk stat ikke er udsat for islamisk kritik, tværtimod. Islamisk statskritik er noget af det, der brænder voldsomt på i dag. Men det betyder, at islam udgøres af en række træk, som er nødvendige for at kunne forsvare den som religiøst suverænitetsdomæne. Et af disse træk er det tabu, der består i, at profeten ikke afbildes (gøres konkret, afgrænset, omdiskuteret). Det er baggrunden for, at muslimske troende bliver 'krænkede' af billeder, der foregiver at fremstille eller diskutere karakteren af deres profet og religion. Men krænkelsen er ikke bare en følelse på grund af 'tro', den er udtryk for, at der er en anden vilje i verden, der nægter at anerkende dens suverænitet, nægter at betragte dens suverænitetsdomæne som tabu.

Med livets som indsatss

Når man nægter at anerkende et suverænitetsdomæne, vil man blive mødt med en forstærket kamp for at genvinde denne anerkendelse, og det er en sådan proces vi er midt i. Er fredelige midler ikke tilstrækkelige, vil stadig flere hensyn til andre sider af tilværelsen blive sat til side og i sidste instans livet blive sat ind på at genvinde anerkendelsen. I islam har tilmed den, der dør for gud og profeten, udsigt til martyrium. Masserne på gaden er derfor en del af islams forsvarsform, men denne kan sagtens eskalere til mere rendyrkede former for krig. I alt dette hævder jeg ikke, at der ikke er intern splittelse i den muslimske verden, men at det, vi her beskæftiger os med, er et af de træk, der for islam er nødvendigt for 'Guds stat' dvs. det religiøse fællesskabs, ummaens, enhed. Og dermed for islams overlevelse som et anerkendt suverænitetsdomæne.

Det positive i denne udlægning er, at trods vold og uforståelige følelser er det ikke bare et kaos, vi er ude i. Ligesom en krig ikke bare er kaos, selvom den som regel tager sig sådan ud, når alle sjælskræfter og voldshandlinger og tilfældighed sættes i gang. At udlægge den nuværende, kaotiske proces som en kamp om anerkendelse gør det muligt at forholde sig rationelt til den, også som aktiv part. Mere præcist: Det, der kan standse eskalationen og kampen på kort og på lang sigt, er simpelthen at anerkende det muslimske domænes suverænitet på det område, hvor det er blevet angrebet. Dvs. ikke bare at undskylde, men at erkende, at man har angrebet et essentielt tabu. Og at anerkende dette som tabu inden for islam. Kampen vil formentlig fortsætte, indtil en sådan anerkendelse er tilkæmpet, med- mindre Danmark vil insistere på fremover at leve i et ikke-anerkendelsesforhold til en verdensomspændende islam.

Danmarks muligheder

I dette lys kan en dansk stat ikke opnå anerkendelse ved at erklære, at den ingen mening har om tegningerne (som regeringen lagde ud med), eller at den håber på dialog og tolerance, på at andre stater 'taler problemet ned' i befolkningerne eller ved at støtte sig til USA og EU. At holde dogmatisk fast ved ytringsfrihed uden en i praksis virksom blasfemi-paragraf vil i modpartens øjne være ensbetydende med en fundamentalisme, der nægter gensidig anerkendelse i forhold til essentielle træk i islam.

Undskyldninger kan være vanskelige at indrømme, hvis man inderst inde ikke mener, at der er noget at undskylde ærligt. Med anerkendelse forholder det sig anderledes. I enhver kamp om anerkendelse kan og vil parterne på et tidspunkt være tvunget til at anerkende det, modparten er i stand til at forsvare med midler, som overgår det, man selv er klar til at lide for ikke at ville anerkende sin modparts krav. Hvis et demokrati ikke er i stand til at indgå i en kamp, en konflikt, en krig uden at kunne give køb på at nægte anerkendelse af modpartens domæne, så er demokratiet en udpræget fundamentalistisk krigsførende part. Det er op til befolknin-gen, om man er villig til at være det og på lang sigt at bære konsekvenserne af at være det. Det er ikke givet, at befolkningen vil sige nej til sådanne konsekvenser. En anden mulighed er, at totalitære og fundamentalistiske kræfter smedes i befolkningen af selve kampens varighed og den uforsonlighed, der kan få modstanden til at eskalere imod landet. Det er ikke givet på forhånd, for parterne, deres mål og deres midler smedes i væsentlig grad af kampen selv.

Thomas Højrup er professor i etnologi samt gennem mange år strategilærer på Forsvarsakademiet

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu