Det nationale system i Europa blev cementeret ved den Westphaliske fred i 1648. Bystater, konger og kejsere havde indtil da nok afgrænset deres indre over for noget ydre, men der var endnu ikke etableret et system af gensidig anerkendelse. Det nye var så, at staterne anerkendte hinandens territoriale integritet og undlod at blande sig i hinandens interne anliggender, især omkring religion, der tidligere havde været kimen til utallige krige. Nu blev der trukket grænser, og først Europakortet og siden verdenskortet opstod som en mosaik af nationalstater.

For de nye stater er det territoriet og den territoriale integritet, der står i centrum. Det internationale rum bliver kortlagt af selve de streger på landkortet, der optegner grænserne. Hvor nationalstaterne er hullerne i kortet, er det internationale grænserne i sig selv. Der opstår et statssamfund af ens enheder, der gensidigt anerkender hinandens suverænitet. Man kan sige at staterne opdager hinanden og derved sig selv.

Der opstår regler for diplomatisk etikette, omgangsformer og der underskrives traktater og konventioner. Institutionaliseringen tager fart efter Napoleonskrigene, hvor Den Europæiske Symfoni med sine faste aftaler mellem Europas stormagter starter den tradition, der siden følges op af League of Nations og FN.

Men systemet blev en lukket klub, hvor ikke alle fik medlemskab, og kom til at afgøre hvordan staterne så sig selv og hinanden.

Ydre i det indre

Undervejs opstår diplomatiet og ambassaden som en ny type aktør, der bevæger sig i det ‘ekstraterritoriale’ rum - det ikke-rum, der kun eksisterer i grænsestregerne på verdenskortet. Diplomaterne bliver det internationale systems tjenende ånder, der svæver over nationale love og holder systemet i gang. Ligeledes bliver ambassaden et lille stykke af det ‘ydre’, som staterne lukker ind i deres ‘indre’. Et lille stykke Danmark midt i alt det fremmede.

Med tiden formaliseres det internationale system og bliver selvrefererende. Den tyske sociolog Niklas Luhmann låner begrebet autopoiesis (selv-skabelse) fra biologien. Han beskriver, hvordan systemer afkobler sig fra deres omverden og får monopol på at definere sig selv. Det er systemet selv, der alene afgør, hvordan systemet ser sig selv og sin omverden.

Suverænitets-pardokset

Som en del af det internationale systems autopoiesis overtager opdelingen suveræn/ikke-suveræn de gamle opdelinger i indre/ydre og national/ikke-national. Det internationale system ser således ikke længere om en stats er national eller ikke-national. Systemet er i stedet optaget af om staten er suveræn eller ikke-suveræn.

Hvor militær kontrol over et landområde tidligere var en forudsætning for anerkendelse hos nabostaterne, bliver suverænitetsspørgsmålet med tiden afkoblet fra alle specifikke deltagerbetingelser. Der findes således i dag suveræne stater uden land (f.eks. Palæstinenserne), uden militær magt (f.eks. Monaco) og uden noget nationalt ‘folk’ (f.eks. det etnisk og religiøst splittede Irak). Sågar lande, der vender verden ryggen, kan være suveræne f.eks. Nordkorea. Modsat har vi velfungerede lande, som alligevel ikke er anerkendt som suveræne af det internationale system f.eks. Taiwan.

Vi er havnet i den paradoksale situation, at det internationale system suverænt bestemmer hvilke stater, der er suveræne. Stater er suveræne, fordi de er suveræne. Suverænitet er således blevet et ‘tomt’ begreb i den forstand, at det ikke kan hente mening uden for sig selv - stater er kun suveræne, fordi de er suveræne.

Siden alle stater refererer til det samme princip om suverænitet kan de ikke krænke andre staters suverænitet uden på samme tid at krænke sig selv. Det er derfor, at de afbrændte danske ambassader sender en gysen gennem det internationale system. For det er ikke bare lidt kontorinventar, der står på spil. Det er hele det bærende suverænitetsprincip, der er under angreb. Det er et brutalt indgreb i diplomatiets ‘ikke-rum’ som krænker 500 års spilleregler. Og derved er det ikke kun dansk magtesløshed, der lægges for dagen - det er selve limen i det internationale system, som viser sin svaghed.

Kreative forklaringer

Suverænitetens paradoksale ukrænkelighed har ikke afholdt stater fra at bekrige hinanden og blande sig i interne forhold, men staterne er altid blevet tvunget til at retfærdiggøre deres handlinger som andet end militær intervention. Krigshistorien er fyldt med staters kreative forsøg på undskylde sig. F.eks. hævdede Saddam Hussein under den Første Golfkrig, at hans besættelse af Kuwait skete på invitation fra lokale kuwaitere, der havde taget magten forinden ved et kup. Et andet eksempel er den danske regerings stædige fastholdelse af, at den seneste amerikanske invasion af Irak havde et FN-mandat i ryggen selv om de fleste folkeretseksperter er nået til andre konklusioner. Netop et FN-mandat udstiller suverænitetens paradoksale karakter. For med legitimitet fra et FN-mandat er det muligt at argumentere for, at invasionen af Irak ikke blot undlod at krænke Iraks suverænitet, det var faktisk en anerkendelse af landets egen suverænitet, da Irak tidligere havde anerkendt FN som legitim dommer i suverænitetens internationale ingenmandsland.

Diplomatiet blindhed

Luhmann beskriver, hvorledes enhver iagttagelse forudsætter et iagttagende skel. Dette skel kan iagttageren ikke selv se - der opstår et blindt punkt. Iagttageren ved ikke engang, at der er et blindt punkt, og forsøger man at se sit eget blinde punkt, fører det til en paradoksal kortslutning - man kan ikke se at man ikke kan se.

Det internationale system og særligt diplomatiet ser på verden gennem en optik, et skel, der tolker mellem suveræn/ikke-suveræn. Dette skel er altid udgangspunktet og derved uden for iagttagelse. Det betyder, at diplomatiets verdensbillede er befolket af suveræne nationalstater, og at hele systemet er fintunet til at observere og handle i netop den verden. Det betyder også, at konflikter og begivenheder, der ikke passer ind i dette verdensbillede, glider under radaren - de er usynlige. Og derfor kom krisen med de blasfemiske tegninger fuldstændig bag på systemet. For krisen voksede sig til i diplomatiets blinde felt. Det var ikke en interstatslig krise, som kunne klares i opløbet af diplomater. Det var i stedet en folkelig konflikt om noget så gammeldages som religion og ære. Og imens alle troede, at religiøs indblanding i andre staters anliggende havde været afskaffet siden 1648, blev Arla-produkterne flået ned af hylderne.

Fundamentalisternes sejr

Det diplomatiske system handler i blinde. De danske myndigheder har umådeligt svært ved at acceptere et transnationalt muslimsk kulturfællesskab som en aktør, der skal respekteres. Og de arabiske stater kan ikke forstå hvorfor ledelsen i en national stat ikke kan tvinge en undskyldning ud af en trodsig jysk avisredaktør.

Det internationale system, diplomatiet, ambassaderne og den gensidigt anerkendte suverænitet er en dinosaurus, der har overlevet sig selv. Det er et system, der stort set har stået stille, siden det blev skabt for 500 år siden i Europa, og et system, der står magtesløse overfor de globaliserede realiteter i dag. Systemet insisterer på at opfatte verden, som den så ud i fortiden, og derved kan systemet hverken se de aktuelle konflikter eller deres løsninger.

Og de sande vindere i konflikten er fundamentalisterne, både i Mellemøsten og herhjemme. De ønsker sig århundreder tilbage, til dengang verden var et enklere sted, hvor suveræniteten var uløseligt forbundet med militær magt - hvis vi ikke kan forstå vores tid må vi skrue tiden tilbage.

Herhjemme har meningsmålingerne allerede udråbt Pia Kjærsgaard som sejrherre, og det er rystende at se hvordan hendes nationalistiske snæversyn får flere og flere danskere til at længes tilbage til Middelalderens opdeling i os og dem.

Kronikkens analyser og tilgang bygger meget på Niklas Luhmanns systemteori. I den forbindelse tak til Gorm Harste og Ole Wæver

Ask Agger er direktør i Zentropa Interaction, manuskriptkonsulent og ekspert i storytelling