Den er ikke vild og visionær, den er heller ikke nået frem til TV Avisen og Nyhederne på den anden kanal: Men der udfoldes en virkelig velfærdsdebat i Danmark. Der gives tre blik på velfærdssamfundet. Det første blik er velfærdskommissionens, som anskuer velfærdssamfundet økonomisk. Den stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi på langt sigt finansiere velfærdsstaten, som den er i dag? Kommissionen er alarmeret over ‘demografien’; dvs. det forhold at der vil blive mange flere ældre over de næste årtier. Kommissionen bekymrer sig om arbejdsstyrkens størrelse: Den anbefaler langsom hævelse af pensionsalderen og reduktion i retten til efterløn: Folk skal blive længere på arbejdsmarkedet.

Et andet blik på velfærdssamfundet ryster på hovedet over velfærdskommissionens bekymringer: Velfærdsforskere som Jørgen Goul Andersen anfører, at vi allerede har en af de højeste tilbagetrækningsaldre i Europa, og i øvrigt stiger tilbagetrækningsalderen. Folk vil gerne selv arbejde længere. Goul minder om, at vores økonomi er stærk, og at vi har fået en gave fra naturen: Olien i Nordsøen. Meget tyder ifølge Goul på, at den danske model er ypperligt kvalificeret til at møde det spøgelse, vi kalder ‘globaliseringen’.

Vores høje overførselsindkomster og avancerede offentlige service tilbyder glimrende betingelser for et fleksibelt og stadig solidt arbejdsmarked.

Et tredje blik peger på en anden trussel: De 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder som lever af offentlig forsørgelse. Dette blik udlægger ikke de 900.000 udelukkende som en økonomisk belastning, men som en social udfordring. De truer måske ikke vores velstand, men ledigheden truer deres og dermed alles velfærd. Som professor Jesper Jespersen og forhenværende overvismand og socialminister Bent Rold Andersen skriver i Velfærdsdebat på vildspor, som udkommer i dag:

“De 900.000 uden for arbejdslivet er uden sammenligning den danske velfærdsstats største sociale problem. Disse mennesker er ikke med i et af vore vigtigste fællesskaber - arbejdsfællesskabet. For mange af dem medfører det stempling og nedvurdering. Og for praktisk taget alle betyder det en levestandard langt under flertallet i befolkningen. Hvis nogen er afskåret fra at deltage i forbrugsfesten, er det dem. Vi kan ikke forestille os nogen større forpligtelse for velfærdssamfundet end at åbne arbejdsmarkedet for så mange som muligt af dem.”

Myterne

Det er ifølge forfatterne bemærkelsesværdigt, at velfærdskommissionen ikke beskæftiger sig med de 900.000 uden for arbejdsmarkedet som ressource. Vi savner arbejdskraft, men opgiver tilsyneladende de svagere ledige og dem, der har været ude lang tid. Kommissionen svinger den populære socialpolitiske pisk: Forkortelse i dagpengeperioden og kontrol med dem der lever af overførselsindkomster. Men kommissionen tror ikke engang selv på effekten af pisken: Den har ikke regnet den eventuelle økonomiske gevinst ved integration af ledige i arbejdsstyrken med i fremskrivningerne. Arbejdsløshed skyldes ifølge velfærdskommissionen de lediges manglende motivation og misforhold mellem kvalifikationer og løn. Kommissionen ser ikke efterspørgsel af arbejdskraft som den væsentligste forudsætning for beskæftigelse.

Det afslører ifølge Andersen og Jespersen et fundamentalt problem:

“Her har velfærdskommissionen efter vores mening placeret sig i en umulig position ved på den ene side at acceptere, at udgangspunktet for dens analyser er den danske velfærdsstat, som den nu engang er, med faglige aftaler om lønninger og arbejdsforhold, med høje skatter - og ved på den anden side at postulere, at efterspørgslen ikke har nogen betydning for omfanget af arbejdsløsheden.”

På det principielle niveau viser kommissionens anbefalinger sig som glidning fra velfærd til velstand: Arbejde forstås ikke som adgang til anerkendelse, eksistentielt og socialt, arbejde udlægges som produktion. Det afgørende er ikke, at mennesker integreres i et politisk og socialt fællesskab gennem arbejdet, det afgørende for kommissionen er mennesker gennem arbejde bidrager til samfundets velstand.

Nye forslag

Rold Andersen og Jespersen sætter et bemærkelsesværdigt mål: Fuld beskæftigelse. Den aktuelle registrerede arbejdsløshed er meget lav: Den inkluderer de fuldtidsforsikrede ledige på dagpenge, men den inkluderer ikke de 118.000 på kontakthjælp, de 95.000 på sygedagpenge, de 64.000 i aktivering og de 5.000 på en såkaldte ‘ledighedsydelser’. Når den registrerede arbejdsløshed falder, vil finansielle aktører frygte flaskehalse og højere lønkrav. Jespersen og Rold Andersen advarer mod frygtens strategi: Netop nu har vi chancen for at få suget de marginaliserede ind på arbejdsmarkedet. De anslår, at 427.000 ville være i stand til at arbejde, hvis der var tilstrækkelig efterspørgsel. Forfatterne vurderer, at man kunne trække omkring 10.000 ind på arbejdsmarkedet om året og henviser til erfaringer fra 1960’erne, hvor efterspørgsel efter arbejdskraft skabte større fleksibilitet og tolerance over for folk med belastede arbejdsevne.

Den samlede efterspørgsel på arbejdskraft skal stimuleres til at stige med to procent om året. De anbefaler samarbejde mellem de faglige organisationer, de lokale myndigheder og erhvervsvirksomhederne, som lokalt kan skabe løsninger og finde løsninger for en enkelte.

Til sidst har de to lavet et udkast til en ny socialpolitik, som skal være forebyggende og ikke som den aktuelle afskrækkende. Udkastet er et fint manifest for et opgør med de mekanismer, der får aktivering til at fremtræde meningsløs og sagsbehandlingen uoverskuelig.

Velfærdsdebat på vildspor udfolder en glimrende og væsentlig kritik af de præmisser, der har bestemt velfærdsdebatten til kun at handle om tilbagetrækningsalder og finansiering; bogen er en fin afsløring af myterne om velfærdssamfundet. Men spørgsmålet er, om den selv baserer sig på en fundamental myte for velfærdssamfundet: Fuld beskæftigelse. Forfatterne argumenter for det modsatte, men ikke helt overbevisende.

Velfærdsdebat på vildspor er som pamflet en udfordring, som kan tages op og lade de tre optikker på velfærdssamfundet brydes på ny og måske udvikle et fjerde perspektiv, som renoncerer på traditionel fuld beskæftigelse, men gentænker borgerrettigheder og en udvidelse af arbejdsbegrebet.

Den aktuelle velfærdsdebat har ikke været folkelig, men styret af fagøkonomiske vurderinger og velfærdspolitologiske studier. Men indimellem udkommer bøger, som åbner debatten for glade amatører i den offentlige debat.

Som sådan en åbning er Rold Andersens og Jespersens bog en generøs og pædagogisk indvielse i præmisserne for velfærdsdebatten.

Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen: Velfærdsdebat på vildspor. 125 s., 150 kr. Tiderne Skifter ISBN 8779731864