Carl Frode Tiller blev med debuten, Skrænten (Skråninga, 2001) straks henregnet til ny, norsk dirty realism. Og med sin anden roman Bipersoner tager Tiller betegnelsen på sig ved at udvide paletten for udgrænsning og indestængthed, fra det psykiatriske enkelttilfælde i Skrænten til en variation af tragiske tilfælde.

Men han udfordrer også kritikkens klassifikation ved at trække tæppet væk under sin egen sikre prosakunst og dens grænsesøgning. Den er nok både beskidt og sikker, men det bliver den ikke præcis af.

De fem mænd i Bipersoner er blevet beskrevet som rådne grene, brækket af et slægtstræ: Kjell og Peter er Thomas’ sønner, Ivar hans bror og Marselius den svigerfar, Thomas får ved sit andet ægteskab.

Kjell, Ivar, Marselius og Peter taler hver for sig selv, men ingen af den taler meget med andre, og Thomas Isaksen - bluesmusiker og romanens hovedperson - kommer knap nok til orde.

Tiller bruger ikke overraskende den indre monolog, men styrer den uhyre forskelligt - fra Ivars kristne livsglæde i naturlyrisk gevandt til Peters psykotisk brudte og reducerede syntaks.

At en indre monolog udstiller selvbedrag og forstillelse er ingen nyhed, men i Bipersoner får den på alle prosa-arter og med et radikalt udsagn. Det er skidt, og det er bare er sådan, det er.

Gennem enetalens selvmodsigelser ser vi ind i Kjell, Ivar, Marselius og Peter og kigger sidelæns på Thomas Isaksens liv, der lægger sig omkring familiære spejlingsakser; det med slægtstræet er altså ikke nogen dårlig iagttagelse: Kjell går hjemmefra, sådan som Thomas selv forlod sit barndomshjem og bygdens kristendom.

Da Thomas, efter Kjells forsvinden, vender tilbage, finder han sin bror Ivar kørt fast i den ubrugelige tradition og slægtsbåndene. Thomas’ anden søn, Peter, som - fuld og i muskelpumpende forvirring - begår mord, altid er blevet sammenlignet sig med sin bedstefar, Marselius.

Men hverken det godartede eller det voldelige fører nogen steder hen, ingen vej tilbage og ingen veje frem - heller ikke gennem fortællingen, som ellers p.t. er løsningen på alle mangler.

Kompromisløs smerte

I et metagreb tager forfatteren Arnt - romanens femte stemme - livet af fortællelysten; den er også bare en måde at skabe sig på for at få sin vilje.

Sådan kunne man så tro, at det bare er, fordi Tillers bipersoner er mænd. Men tag ikke fejl, der er i mændenes monologer skarpe portrætter af kvinder, som ikke har mæle eller kan finde sig til rette med det, de siger - fra Thomas’ mor, som manipulerer, men slet ikke har lyst ‘til at være sådan’, over Thomas’ anden kone, Solveig, som ender i udtrykssvag depression ligesom sin mor, til Thomas’ første kone, den tidligere pianist, der sidder rokkende, savlende og stum i en rullestol.

Til og med og helt ind i musikken går tavsheden og forstillelsen. For ligesom Tiller både fortæller godt og annullerer fortællingen som løsning, trækker han tæppet væk under grundklangen i sin roman: blues er bare en stilart, og tudefjæs gælder ikke, selv om det virker.

Det er gråt-i-sort, i både første og andet led. Som faderen sådan også sønnen - og som forfatteren sådan hans personer og for resten også hans toneart.

Tiller skriver røven ud af bukserne på særdeles mange prosa-arter for at komme så tæt som muligt på udgrænsning og eksistentiel råhed i dens mange, også helt normale former.

Det er kompromisløst og godt gået - og særdeles vel oversat, Karsten Sand Iversen gengiver både det fælles problem og dets mange udtryk og toner.

Bipersoner er radikalt beskidt, fordi den behandler det normal-patologiske, og fordi Tiller spiler monologerne ud til smertepunktet, samtidig med at han - uden at være selvpræserverende, helt igennem tværtimod - banker sin egen glimrende prosa-kunst i gulvet.

Carl Frode Tiller: Bipersoner. Oversat af Karsten Sand Iversen. Forlaget Athene. 317 sider, 279 kr. ISBN: 87-11-17087-5. Udkommer i dag