En verden af artsracister

Du og jeg er guder. Vi afgør, om liv skal bestå eller ende, og hvor meget et væsens liv er værd. Og uanset om vi dræber for smagen af kød eller giver dyr kræft for at bekæmpe sygdommen, er det fordi ét menneskes liv er vigtigere for os end et hvilket som helst antal dyreliv, siger de amerikanske filosoffer Peter Singer og Tom Regan. De har begge kæmpet for dyrs rettigheder i årevis, og de mener, at det at lade dyr dø for menneskers skyld er ren artsracisme.

Da europæere slavebandt afrikanere; da tyskere udrensede jøder; da spaniere myrdede millioner af indianere, var det ud fra den tankegang, at de andres liv intet var værd. Ifølge Peter Singer er det nøjagtigt det samme, vi i dag gør ved dyr, og vi forsvarer det på samme måde. Ligesom racister vælger 'artsracister' at tilskrive én bestemt gruppe overlegne karakteristika og rettigheder, og selv om denne gruppe så for artsracister er alle mennesker, er princippet det samme, hævder Singer.

Det synspunkt lancerede han i 1975 i bogen Dyrenes frigørelse, som var med til at starte dyreretsbevægelsen. Siden er Tom Regan og andre fulgt efter. Ifølge Regan er enhver brug af forsøgsdyr moralsk uforsvarlig, uanset om målet er kosmetik eller kræftforskning. Man må se dyr som levende væsner med rettigheder i stedet for som en fornybar ressource. Og hvis man retfærddigør et væsens smerte med, at det gavner andre, burde man også forsvare forsøg på mennesker, mener Regan.

Men det kan ikke sammenstilles, siger den danske agronom og filosof Christian Coff.

"Det er rigtigt nok, at rettighedsbegrebet udvider sig hele tiden, men modsat mennesker har dyr ingen selvbevidsthed - altså bevidsthed om, at man har en bevidsthed. Man bør selvfølgelig ikke behandle dyr udelukkende som et produkt, men det ville også være synd med et landbrug uden dyr," siger Coff.

Ligesom Christian Coff opfatter formanden for Dyreetisk Råd, Peter Sandøe, sig som en kritisk forbruger. Men også han trækker grænsen ved et landbrug uden dyr. Tværtimod er landbruget en måde, hvorpå dyr og mennesker kan leve sammen, og dermed en berigelse af menneskers liv, mener Sandøe.

"Det gav stor mening at befri kvinder og slaver, men jeg kan ikke gå ud og befri landbrugsdyr, for de kan ikke klare sig selv. Så vil de bare uddø. I landbruget prøver man jo også at bevare gamle husdyrracer som en del af den særlige biodiversitet, der er opstået i kraft af husdyrbruget," siger han.

To kilometer fra Københavns Kødby sidder Joh Vinding og Jan Sorgenfrei i en kælder på Nørrebro. De er veganere og aktivister i græsrodsbevægelsen Anima, og for dem handler det ikke om dyrs mangel på selvbevidsthed, men om deres evne til at føle smerte og om den massive lidelse, de er udsat for. Hæfte efter hæfte på hylderne fortæller om ekstreme dyrepinsler over hele kloden, når alt fra kød over pels til læder skal produceres.

"Det ligger i dyreværnsloven, at dyr skal beskyttes mod 'unødvendig lidelse', men vi definerer det 'nødvendige' ud fra smags- og økonomiske hensyn. Små hangrise kastreres uden bedøvelse, for at deres kønshormoner ikke skal påvirke kødsmagen, og der er ikke længere et profit-incitament i, at dyr er sunde og overlever. Mange accepterer, at en vis procentdel dør, hvis de til gengæld kan presse flere dyr ind på samme areal," siger Joh Vinding, der er formand for Anima.

Bevægelsen forsøger at påvirke virksomheder gennem kampagner og har blandt andet fået tekstildesignerne Munthe plus Simonsen til at stoppe med at benytte pels. Når den metode ikke virker, henvender Anima sig direkte til forbrugerne - især unge, der ikke er fastlåst af vaner og forestillinger, siger Jan Sorgenfrei.

"Der er ingen, der vil erklære sig som modstandere af dyrevelfærd, men folks indtryk af forholdene for dyr er langt fra virkeligheden. Og så handler det meget om vaner: Det er let at droppe pelsen, mens kød spiller en helt anden rolle i hverdagen. Men i virkeligheden er det vanskeligste ved at stoppe med at spise kød jo omverdens reaktioner," siger Jan Sorgenfrei.

Ifølge Christian Coff - der spiser kød, men 'næsten altid økologisk' - har samværet omkring middagsbordet altid stået centralt i danskernes kultur.

"Jeg sætter nødigt tænderne i en konventionel kylling, men det er svært at undgå, når man er ude til middag og ikke vil være uhøflig. Her må man tage hensyn til det fællesskab, der ligger i måltidet, og som er helt centralt i vores liv. Vil man handle etisk, er det bedst at gøre det i indkøbssituationen og prøve at glemme det, når man spiser sammen," mener Coff.

Jan Sorgenfrei afviser, at Animas syn på fødevarer skyldes, at aktivisterne er storbyunge med et abstrakt forhold til dyr. Han er selv opvokset på en gård en med far, der var fåreavler:

"Jeg har boet på landet hele mit liv, og jeg kendte ingen vegetarer. Jeg tænkte ikke over dyrenes forhold, fordi jeg altid havde været vant til, at de havde det på en bestemt måde. I princippet kunne der have været asiater i burene, uden at jeg havde tænkt over det."

Nogle mener, at mennesker engang vil se tilbage på nutidens landbrug, som vi i dag betragter slaveri. Synet på dyr ændrer sig løbende, og Anima tror, at det vil komme dyrene til gode.

"Hvis jeg i dag ville oprette en hundefarm og servere en kødfuld Sankt Bernhard, ville danskere synes, at jeg var vanvittig. Men holdninger afhænger af tid, sted og de rette informationer. Vi oplever, at tusinder og tusinder bare skal have oplysninger om de faktiske forhold for at ændre holdning. Danmark er et stærkt landbrugsland, og vi er først nu begyndt at få dyreretsbevægelser som i Storbritannien, hvor næsten seks procent af befolkningen er vegetarer," siger Joh Vinding.

Peter Sandøe mener ikke, at visionen om en verden fuld af vegetarer har noget på sig:

"Der er intet, der bevæger sig i den retning på verdensplan, men der er en trend i retning af kritisk kødspisning. Hvis dem, der går op i dyrevelfærd, alle bliver vegetarer, overlader vi jo landbrugets skæbne til dem, der er ligeglade. Det er bedre at have kritiske kødspisere, der kan trække det i den rigtige retning."

Verden kan ikke bære et globalt kødforbrug som Vestens, fortæller Peter Sandøe. Kødproduktion forurener, og et typisk slagtedyr spiser i løbet af sit liv mange gange så meget mad, som der kommer ud af den. Dermed kan det bedre betale sig for mennesker at spise korn end at fodre en gris med det.

"For hver svinekotelet, man spiser, er hovedparten af svinets næring gået tabt. Hvis vi prøver at inspirere hele verden til at spise lige så meget kød som os, går verden under i ressourcespild og griseri. Så for mig er visionen om at være en kritisk kødspiser også en vision om at spise mindre kød, end vi gør i dag," siger Peter Sandøe.

Men måske ender slagtningen af dyr med at forsvinde af helt andre grunde end dyrevelfærd og ressourcespild. Anima fortæller, at de varmt støtter forskeres forsøg på at udvikle kød fra celler eller muskelvæv, der inden for få årtier måske kan gøre det normalt at opdyrke store mængder kød uden at skulle slå ihjel.

"Der er jo heller ikke noget forkert i at spise selvdøde dyr. Kød er ikke dårligt, fordi det er kød, men fordi vi lader dyrene lide for at producere det," siger Jan Sorgenfrei.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer