“Det er en svær dag,” siger Pernille Fischer Christensen.

“Der er to scener, som skal laves om, fordi jeg ikke er tilfreds med spillet. De blev lavet nogle af de første dage, og først senere kunne jeg se, at der var noget, som var lidt skævt.”

Det er efterår 2005, og den unge instruktør er i gang med optagelserne til sin første spillefilm, En soap, der også er den første film produceret med støtte fra Talentudviklingspuljen. Filmen handler om den vanskelige og overraskende kærlighed mellem en karrierekvinde, Charlotte (Trine Dyrholm), og en transseksuel mand, Veronica (David Dencik), der venter på tilladelse til at blive kønsskifteopereret.

Forude ligger international anerkendelse, en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin i februar i år og stor opmærksomhed fra den danske presse. Men så langt frem tænker Pernille Fischer ikke i øjeblikket.

“Det hele er så intimt, så tæt. Det foregår i detaljerne, og der skal ikke mange udsving til, før det går galt,” siger hun.

Tilmed er En soap en følelsesmæssigt svær film at lave.

“Alt foregår i de to lejligheder, der tilhører hovedpersonerne. Der er ingen udendørsoptagelser, og det er hårdt for både skuespillerne og mig. Det er svært at få plads. Der er ingen steder, hvor jeg kan gemme mig, og jeg kan godt en gang imellem få brug for ro.”

En kryptisk verden

Da jeg ankommer til optagelserne, der foregår mellem ensartede boligblokke i Københavns nordvestkvarter, er der pause. Filmfotografen, Erik Molberg Hansen, er blevet kaldt op på laboratoriet, der fremkalder filmen. Åbenbart er der et problem med negativet. Og det kan resultere i, at der skal laves nye optagelser i den af de to lejligheder, som man ellers dagen før blev færdig med at optage i og derfor samme formiddag har tømt for rekvisitter.

“Sjovt, at det lige skulle være i dag,” siger scenografen Rasmus Tjellesen, der ligesom resten af holdet spændt venter på at høre nærmere om problemets omfang fra fotografen.

I mellemtiden får jeg en omvisning i den anden lejlighed, der tilhører Veronica. Den er fyldt med gammelt og nyt, og Pernille Fischer Christensen forklarer, at hun arbejder med forskellighederne mellem de to i grundplan ens lejligheder.

“Charlottes lejlighed er tom og minimalistisk med moderne Kvik-køkken,” siger hun.

“Veronica er meget mere romantisk. Hun har boet i lejligheden i lang tid, og hun er glad for den. Hun er glad for at have ting omkring sig. De har affektionsværdi. Det skaber en mere kryptisk verden.”

Forskellige billeder

De to forskelligt indrettede lejligheder giver også Pernille Fischer Christensen lyst til og mulighed for at lave forskellige billeder.

“Billederne opstår ud af rummet,” siger hun.

“I Charlottes lejlighed følte jeg, at jeg løb tør for billeder. Det blev hurtigt nye måder at filme hvide vægge på. Men så sender jeg skuespillerne på banen, og hvilken forskel gør det så? Jeg guider dem, men de opfinder selv arrangementet.”

Fotografen er kommet tilbage fra laboratoriet og fortæller, at problemet er en skygge på billedet, som muligvis kommer fra linsen.

“Er det ikke noget, man kan ordne i computeren,” spørger Pernille Fischer Christensen, hvortil fotografen svarer, at der i hvert fald ikke er grund til at lave nye optagelser.

“Puha, det orker jeg heller ikke,” siger hun. De begynder at diskutere, hvem der skal betale ekstraudgiften, der kommer ud af det, og om ikke det faktisk er billigere at lave nye optagelser end at ordne de gamle i computeren.

Senere får holdet at vide, at skyggen på billederne skyldes en fejl i laboratoriets scanningsproces, ikke optikken. Altså ingen grund til reshoots eller redningsarbejde i computeren.

‘En soap’ anmeldes ovenfor