HER KOMMER et godt, dødfødt forslag. Det handler om dansk landbrugs fremtid. En fremtid som af mange gode grunde er sat til debat. Igen. Fordi dansk landbrugs nutid er så himmelråbende problematisk, at det bare ikke kan blive ved. Et kort statistisk resumé, i fald De måtte have sovet i timen:
Der bliver stadig færre landbrugsbedrifter. I 1995-96 måtte en bedrift dreje nøglen om hveranden time, døgnet rundt. Med den hast halveres antallet af bedrifter hvert tiende år. Dagens godt 60.000 bedrifter vil være skrumpet til 6.000, når der er gået en generation. Mens det totale antal landbrugsbedrifter faldt med seks procent i 95-96, så steg samtidig antallet af helt store farme over 100 hektar med lige så meget. De store æder de små.
I takt hermed bliver stadig færre mennesker beskæftiget på landet. Antallet af landbrugsmedhjælpere er faldet hele ti procent inden for de seneste to år. Landbrugslandet Danmark har ved årtusindskiftet lige så mange - eller få - ansatte i landbruget som i virksomheden Carlsberg.
Til gengæld vokser produktiviteten stadig. Og den samlede produktion på visse områder. Produktioen af svin ventes således i år at ekspandere fra 20 millioner stk. til 21 millioner. Og specialiseringen vokser. Hvor tre ud af fire bedrifter for 30 år siden havde både køer, grise og planteavl, så er det i dag kun godt hver tiende, der har det hele.
Tilsyneladende et billede af knusende effektiv rationalisering. Og hvad er der kommet ud af det? Ja, landbrugets gældsbyrde er i dag lige så stor som ved 1990’ernes begyndelse. Og erhvervets indtægt - den såkaldte bruttofaktorindkomst - er kun vokset en anelse. Til gengæld er den natur, landbruget bruger som produktionsgrundlag, blevet forarmet. Og dét miljø, landbruget hælder sit overskud af hjælpestoffer ud i, har det så slemt som nogensinde. Grundvandet er forgiftet, Mariager Fjord er død, og kvælstofudvaskningen, der skulle være halveret om to år, er kun mindsket med 14 procent. Landbrugets egne socialrådgivere og arbejdsmiljøeksperter kan fortælle om høje menneskelige omkostninger blandt de landmænd, der stadig hænger ved og kæmper for at ekspandere sig gennem konkurrencen. Dyrevelfærden på svinefabrikkerne og de industrielle hønserier orker vi ikke at komme ind på.
WHAT TO DO? Hvad miljøskaderne angår har regeringen endnu engang sendt sagen i udvalg. Det skal angiveligt ende med - ad åre - en kvælstofafgift, med mindre det igen lykkes landbrugets lobbyister at stikke en kæp i hjulet. Som det fremår af dagens avis, er der selv hos Det radikale Venstre landbrugsrøster, der forsøger at spænde ben fra starten.
Måske skulle man for én gangs skyld starte et helt andet sted. Måske skulle man gribe til det redskab, som de radikales leder Marianne Jelved i dagens avis med nogen berøringsangst - fordi regeringspartneren S ikke kan lide det - giver sin “principielle” opbakning: Lavere skat på de laveste indkomster, ledsaget af lavere løn (men uændret realindkomst).
Hvis nu man brugte det princip målrettet i forhold til landbrugserhvervet, så kunne man opnå en mindre folkevandring fra by til land. Eller i hvert fald en pludselig økonomisk mulighed for de overarbejdede gårdejere til at ansætte lønnet arbejdskraft. Mange unge SiD-medlemmer kunne her få en varig beskæftigelse med mere mening end flertallet af de offentligt finansierede aktiveringstilbud, de i dag sendes ud i.
Hvis arbejdskraften således var billigere, så kunne man starte en proces, hvor man både huggede ind på den høje arbejdsløshed og samtidig bevægede sig mod en driftsform med faldende brug af de miljøødelæggende kemikalier - sprøjtegifte og kunstgødning - der har udkonkurreret de hidtil alt for dyre landbrugsmedhjælpere.
Det ville bane vej for et landbrug, hvor den enkelte landmand belastes mindre og er mindre isoleret, og hvor rationaliseringspresset for fortsatte bedriftssammenlægninger tager af. Det ville samtidig gøre det muligt at genskabe en sammenhæng mellem folk og fødegrundlag. Og en tilbagevenden til den situation, hvor enhver dansker havde en onkel eller en fætter på landet og derfor havde en personlig relation til og forståelse for det basale erhverv, der - målt i kroner - stadig er ét af landets allervigtigste.
JOVIST, der kunne blive dejligt ude på landet igen. Men forslaget om igen at befolke bøndergårdene via en billiggørelse af arbejdskraften er naturligvis alt for godt til at være sandt. Dødfødt fra starten.
Tag SiD og den øvrige fagbevægelse. De vil være imod, fordi de frygter, at mindstelønnen for de af deres medlemmer, som allerede er i arbejde, vil skride. Tag Socialdemokratiet. De vil være imod, fordi fagbevægelsen er det.
Og tag landmændene. De vil være skeptiske, fordi hele ræset med at effektivisere, mekanisere, rationalisere, bedriftsekspandere for længst er gået dem i blodet. Og vil blive yderligere stimuleret, når konkurrencen fra verdensmarkedet skærpes med EU-støttens gradvise afvikling.
Nå, pyt. Det var også bare et forslag. Business as usual. jsn