"Tag lige og tør øjnene makker." Hver eneste gang jeg klager min nød over de tårnhøje benzinpriser heromkring (5,50 kr./liter) til en dansker, så står den på iskold sarkasme og ikke den mindste sympati (10,35 kr./liter).
"Hvordan kan du overhovedet tillade dig at klage, når du betaler ca. halvdelen - h-a-l-v-d-e-l-e-n - af, hvad vi betaler i Danmark?"
Svaret er: Sagtens!
Min himmelblå benzinsluger, en Chrysler Newport fra 1976 med en 5.9 liters V8-motor, vejer lige godt toethalvt ton og kører gennemsnitligt syv kilometer på en liter benzin - hvis man altså ikke lægger fra kantstenen eller starter fra lyskrydset på den eneste måde, som sådan et gammelt dollargrin fortjener: med et brøl af hestekræfter-
"Wæh wæh, min Fiat Punto vejer kun wæh wæh og den kører over tyve kilom-"
SKRIIID!
Eller læg din Punto i mit bagagerum og lad os så cruise, som ingen Fiat nogensinde har gjort det, og intet som hedder Punto nogensinde vil kunne det.
Når nutidens teenagere hører mor og far sludre om, hvad deres uartige venner lavede på bagsædet i 70'erne, så glor de mistroisk ud på Mazdaen i indkørslen: Hvad fanden kan man lave på de par kvadratmeter, var de akrobater eller hvad? På mit bagsæde kan man edderma'me lave numre-
Men problemet er selvfølgelig, at ligegyldigt om man kører Punto eller veteranbil, så er det den direkte vej til skummende raseri at følge med i olieselskabernes profitmarginer de sidste par år. Sidste år var Exxon-Mobil heldig nok at tjene sig 36 milliarder dollar - mere end noget amerikansk firma nogensinde har tjent på et år.
Og det vel at mærke uden, at der har været nogen form for forsyningskrise. Orkanen Katrina tog vinden ud af et par raffinaderier i et par måneder, vist så, men USA manglede og mangler ikke olie eller benzin. Salget er rekordstort i år og sidste år, men kapaciteten er der - efterspørgslen er stigende, men det har udbuddet også været.
Implosion
Til at forklare den stigende oliepris er der således kun tilbage: Irak, frygten for en oliekrise og olieselskabernes grådighed. Jeg tillader mig at formode, at den sidstnævnte faktor yder et væsentlig bidrag, ikke mindst fordi de samme olieselskaber i år har modtaget 1,8 mia. dollar i føderale subsidier. Men der er tilsyneladende andre amerikanske projekter end hjemlandets økonomi(!), som truer med at implodere på grund af den høje oliepris, hvis man skal tro New York Times' udenrigsklummist Thomas Friedman, som skriver i den seneste udgave af Foreign Policy. Her opremser han lande som Iran, Rusland, Sudan, Nigeria, Uzbekistan, Angola, Saudi-Arabien, Tchad og Syrien - alle med undergrunden fulde af gas og olie. De sjofler verdenssamfundet og dropper uden bekymring selv de mindste skridt mod demokrati
Og Friedman spørger: "Er det altsammen bare et tilfælde? Er det et tilfælde at det første ægte eksperiment med demokrati i den arabiske verden er den stat (Bahrain), som forventes først at løbe tør for olie?"
Som svar foreslår han Petro-politikkens første lov: At friheden og demokratiets fremskridt i en totalitær, olierig stat er omvendt proportional med prisen på olie.
Der er altså mere på spil end mine søndagskøreture i dollargrinet og besparelserne fra din elendige lille Punto. Træls-
