Statsbesøget som sådan har fået en noget anderledes iscenesættelse med Anders Fogh Rasmussens visit hos George W. Bush i Camp David. Derhen kommer i Bushs tid kun folk, der hører til kredsen, hvor det gamle præsidentsommerhus, etableret under Anden Verdenskrig til præsident Roosevelt i Marylands svale Catoctin-bjerge, før i tiden foruden rekreationsformål for præsidenterne har været anvendt som mødested, hvis der skulle komme noget ud af forhandlingerne. Det skete for eksempel under præsident Carter ved møderne mellem Begin og Sadat, og det skete under præsident Clinton ved møderne med Arafat og Rabin. De to sidstnævnte kunne ikke døje hinanden. Men hvis man bliver knotten i Camp David, er der ikke nogen steder at gå hen. Allerhøjst en tur i jogging-tøj rundt på the compound, der er bedre bevogtet end Fort Knox. Secret Service-mænd med maskingeværer er posteret bag hvert træ eller sidder i huller i jorden og passer på. Ingen må overflyve området, og ve den gråspurv eller muldvarp, der uforvarende udløser alarmen.

Dertil, til Camp David, først kaldt Shangri-La, siden opkaldt efter præsident Eisenhowers barnebarn, der i øvrigt blev gift med en af the crook Richard M. Nixons døtre, var Fogh Rasmussen inviteret og dermed hævet et trin på rangstigen fra første gang, han var indbudt. Dengang morgenmad i Det Hvide Hus. Nu frokost i Camp David. Næste gang, hvis der bliver en sådan, og præsidenten ikke mister fodfæstet totalt på sin hjemmefront, inviterer han utvivlsomt sin trofaste, lydige og hengivne danske statsminister til barbecue på ranchen hjemme i Texas. Også den slags scener med Bush i hverdagskluns, stetsonhat og høje hæle er omhyggeligt tilrettelagt i præsidentens konstante bestræbelser på at være mere folkelig end det banale. Det er dyrkelsen af de enkle værdier såsom tilberedning af forkullet mad og andre mandfolkesysler i det fri. Almindeligheden inkluderede i Camp David en tur på mountainbike, som er en slags cykel for særligt raske svende. Den tur var som alt andet forannonceret. Der var altså ikke tale om en spontan fælles lyst til at svinge sig i sadlen. De to politikere var fotograferet på bikene og i udstyret, som jo også må have været forberedt: handsker med knobeskyttere, beskyttelsesbriller og tandpasta-smil. Ikke at forglemme cykelhjelmen - den, der kostede Fogh Rasmussens forgænger så dyrt. Men her var der ikke noget at komme efter, hjelmen var skrædder-syet og sad som støbt om præsidentens og statsministerens overskuelige kranier.

Man kan surt spørge, hvad og hvem det egentlig rager, det smør, at de to ikke bare kan passe deres arbejde og drøfte det, de skal, fra hver sin lænestol. Hvorfor de partout skal demonstrere deres kropsduelighed og efter alt at dømme lidt for rigelige mandlige hormoner, der åbenbart ikke får deres naturlige afløb i sundere interesser, er lidt af en gåde.

Til hest

I gamle dage svang statsoverhovederne sig ikke til cykel, men til hest og red sammen ud og beså det besøgte lands troppestyrker. Så kunne den besøgende selv tage stilling til, om det var umagen værd at gå i krig. Dét havde dog en mening. Hvad to midaldrende herrer, der vist ikke har meget andet end kondi som fritidsinteresse, kan sige til hinanden, mens de kører på mountain-bike, er givetvis begrænset. “Now there is a hill! Now there is a hill again! Now it goes down! Now it goes up! Now it goes down again!”

Når de to er alene, kan man ikke forestille sig, at de stiller cyklerne op ad et træ og bliver fortrolige i blåbær-skoven. Som antydet er de hele tiden tæt omringet af sikkerhedsfolk og sandsynligvis så mange, at præsidenten ikke engang selv behøver at holde balancen.

Og hvad skal de også sige til hinanden. Substansen er vel hurtigt overstået: “We are in war together,” siger Fogh Rasmussen, “and there we stay, so long you want us to it!”

Så mumlede han også noget uhørligt om Guantánamo, hvor fangerne nu på tredje år meget belejligt begynder at tage livet af sig. Hvad mere kan man ønske sig. Som Bush sagde: “We want it empty!” Det skal jo nok lykkes. Så er der lidt om frihandel, hvad Fogh Rasmussen ikke er verdens mest interessante statschef i Europa til at udtale sig om og slet ikke uden franskmændene og tyskerne. De har næppe lyst til at lade en inferiør statsminister i et inferiørt land, der holder sig uden for fællesskaberne, når det gælder, stille sig i front. Og så er der energipolitikken, hvor Radioavisens fuldstændigt ukritiske, uvidende og eftersnakkende morgen-redaktrice lod Ritzaus politiske redaktør slidre og sladre sig gennem alt det fantastiske, som redaktøren og redaktricen i fælles forenede kræfter mente, at Fogh Rasmussen har at tilbyde amerikanerne. Men uden at nævne med et ord, at den samme regering har høvlet penge ud af forskningen i vind og anden vedvarende energi, så andre og fornuftigere lande er ved at tage teten. Og uden at nævne den Kyoto-aftale, amerikanerne under Bush nægtede at anerkende med det resultat, at de internationale bestræbelser på at gøre noget ved globalopvarmningen er sat årtier tilbage. Pudsigt nok kommenterede Morgen-radioen heller ikke Foghs betagelse af Lomborg-teorierne, som ikke engang amerikanerne længere tør regne med. Nogle gange må man spørge sig selv, om Venstre og regeringen har sat folk i DR hemmeligt på deres lønnings-lister, eller om de bare er blevet lovet at komme med til næste middag på Marienborg.

Kun få på holdet

Mere er der sådan set ikke at hente i sådan et møde. Takket være en ubehændigt ført udenrigspolitik i både USA og Danmark står kun få lande sammen med Rasmussen og Bush. Blair, som virker mere og mere indædt - eller noget værre - er den eneste anden leder på USA’s side, der betyder noget. Såfremt flere store havde været med i det amerikanske korstog i Irak, som nu uden større forbehold kan sammenlignes med kviksandet i Vietnam, var Fogh Rasmussen selvsagt ikke blevet behandlet så udsøgt, at han ligefrem også får lov til at stampe rundt i lånte pedaler i takt med verdens mægtigste mand, han var heller ikke blevet modtaget flere gange af Det Hvide Hus, ej heller var Bush kommet til Danmark.

Ulyksaligt giver besøget ligesom fejltolkede begivenheder før i danmarkshistorien indtryk af større dansk betydning, end realiteterne kan bære. Signalet hjemefter er ikke alene falsk, det er en grov vildledning af land og folk. Situationen er rent ud sagt ad helvede til; ingen aner - allermindst Bush og hans farlige forsvarsminister - hvorledes dette hasarderede forehavende kan bringes til ophør, og ingen aner tilsyneladende heller, hvad der overhovedet foregår i Iraks indre politiske virkelighed. Tilintetgørelsen af én af den militante oppositions ledere er der vel ingen, der tror på løser noget.

Samtidig med under-danigheden over for den amerikanske ledelse, der dag for dag mister stadig mere terræn i USA, spiller Fogh Rasmussen højt spil med sit land i den europæiske dimension, et nærværende politisk fænomen, der åbenbart ikke interesserer ham meget mere, end Europa interesserer Dansk Folkeparti, men hvor danskernes interesser hører hjemme og er rodfæstede.

Det er sikkert godt, at man ikke hører, hvad de to mænd siger til hinanden, eller hvad Fogh Rasmussen helt privat ude i skoven siger til Bush, når de er stået af og trækker. Man ville utvivlsomt få en prop. Den ene har aldrig før sin præsidenttid været uden for USA. Han har aldrig givet udtryk for andet end den mest flade og dimensions-løse weltanschauung med dimensioner som taget ud af søndagsskolen. Den anden er åndeligt talt aldrig kommet uden for Skals, har tilsyneladende aldrig åbnet en bog, der modsagde ham, eller tænkt andre selvstændige tanker end den godtkøbs-snusfornuft, der kommer til udtryk i visdomsord som “noget for noget”, og at der “ikke er noget at komme efter”. Konversationen må selvsagt have været alt andet end ophidsende. Med mindre Bush fortalte Fogh, hvordan han snød sig til valgsejren over Al Gore i sin tid, og når proppen er af: Fogh redegjorde for sine erfaringer om kreativ bogføring. Det imponerer dog næppe George W.