Den internationale interesse for dansk design har været overvældende siden dansk guldaldermøbelkunst med gode gamle Arne Jacobsen i spidsen, der for år tilbage blev genopdaget og eksponeret til hudløshed i resten af verden. Enhver kulturminister, møbelproducent eller anden med kulturel, politisk eller kommerciel interesse i dansk design har måttet glæde sig over opmærksomheden og det enorme udviklingspotentiale, denne måtte medføre.

Klaphatten blev luftet, Ægget ophøjet til endemålet i dansk design, og danske designkoryfæer blev kørt i stilling i et salgs- og kulturfremstød af dimensioner, mens talentmassen tålmodigt, men forgæves ventede på, at det blev deres tur til at nyde godt af opmærksomheden.

Designskolerne har i samme periode forsøgt at imødegå de nye krav fra globaliseringen, forbrugerne og industrien ved at påbegynde en akademiseringsproces, der senest i 2010 skal give institutionerne universitetsstatus og udruster de studerende med mere tidssvarende og konkurrencedygtige kompetencer.

Det er ingen hemmelighed, at designuddannelserne i årevis har været fastlåst i en forældet opfattelse af designerne som kunstneriske individer, og krisen har også talt sit tydelige sprog gennem arbejdsløshedstatistikerne. De færreste tvivler vel på, at den retning, der er udstukket, er den rette, men alligevel kradser krisen i alarmerende grad ikke mindst på Danmarks Designskole.

I årevis har institutionen været én af de mest prestigefyldte kreative uddannelser, og ansøgertallet har på ingen måde indikeret, at skolen i dén forstand er i krise. Den geografiske placering, prestigeværdien, en stolt tradition og dansk designs gode eksponering i medierne har i længere tid sikret mange ansøgere og dermed et godt udvælgelsesgrundlag for institutionen. Og det på trods af, at skolen har haft en svag profil i medierne, en nærmest ikke-eksisterende ekstern kommunikation og ikke mindst sidder på en tikkende bombe af interne problemer.

Hvor ledelsen har gået forrest i profileringen af uddannelsen som en moderne konstruktion med kursen sikkert udstukket mod akademiseringens lyksageligheder, har de studerende tålmodigt afventet forbedringer. I årevis har de råbt og skreget på relevant og mere omfattende undervisning, bedre studiemiljø, bedre fysiske rammer og forbedret kommunikation mellem beslutningstagere, undervisere og studerende.

Designskolens fysiske rammer har længe været dybt kritisable. Bygningerne, der i sin tid husede et hospital og er totalt uegnede til at huse en moderne designuddannelse, er ydermere nedslidte, og indeklimaet er under al kritik, undervisningen mangelfuld og ofte irrelevant. Det har samlet resulteret i dårligt fremmøde, manglende studiemiljø, opsigelser, frafald og udbredt utilfredshed.

Dårlige fysiske rammer

Forklaringen, der i mange år har fungeret som sovepude for ledelsen og generelt har fritaget dem fra at vende det kritiske blik indad, har ofte lydt, at København og ikke mindst det kreative miljø i byen er så tillokkende, at de studerende vælger at passe deres studier andetsteds. En for nyligt offentliggjort undersøgelse af undervisningsmiljøet indikerer dog, at det ingenlunde forholder sig således. Tværtimod er det de fysiske rammer, undervisningens ringe kvalitet og studiemiljøet generelt, der forklarer manglende studieaktivitet, frafald og generel utilfredshed. Der er intet nyt under solen.

De studerende har i årevis beklaget sig, men ledelsen har hidtil ikke formået eller ønsket at forbedre vilkårene nævneværdigt, og opfattelsen er generelt, at ledelsen har været dårlig til at imødekomme initiativer fra de studerende.

I mellemtiden har de studerende tålmodigt afventet akademiseringsprocessens succes og positive afsmitning på undervisningen, og det kuldsejlede flytteprojekt til Kødbyen har ofte fremstået som løsningen på problemerne med de fysiske rammer. Kulturministeriet har forståeligt nok bakket op om skolens kurs mod universitetstatus og øget erhvervssamarbejde, men den forrige resultatkontrakt blev ikke ledsaget af øgede bevillinger. Brian Mikkelsen følger tværtimod den liberalistiske og galloperende paradoksale tanke om, at flere kvalitetsmålinger skulle højne standarden i uddannelsen.

Generelt tegner der sig et negativt billede af en traditionsrig uddannelse som Danmarks Designskole, der eksemplificerer dansk designs forspildte chancer.

Dårlig føling med miljøet, høj arbejdsløshed, utilfredse studerende og en svag kommunikation har ikke gavnet i en tid, hvor behovet har været at styrke det kreative miljø, flytte fokus fra guldalder til samtid, investere i uddannelser, forskning og erhvervsliv og internt på institutionen at nyttiggøre deres potentiale og forbedre vilkårene for deres vigtigste, men ofte oversete aktiv, de studerende.

Jonas Smedegaard Buus er designer og dimittend fra Institut for Visuel Kommunikationsdesign, Danmarks Designskole