Har man valgt at blive i fædrelandet frem for at kaste sig ud i rejselivets ophedede glæder og fortrædeligheder, er der jo flere muligheder for underholdning i feriedagene, hvor byerne har masser af f.eks. jazzede tilbud og klassisk musikalske intimiteter.
Eller man kan med privilegeret adgang til sommerhus hengive sig til den indre stilhed i læsningens verden og dér tage på selvvalgte rejser, guidede af geniale forfattere.
Således har jeg i reolens virvar af nødvendige håndbøger, topografisk litteratur, klassikerserier, tilfældige romaner og digte hengivet mig til humørets terningkast og udtrukket særheder som komponisten og biologen Maurice Maeterelincks fortryllende bog om Myrernes liv, der giver æstetisk vækkende myrekryb i litteraten Christian Rimestads sprogligt patinerede oversættelse fra 1931.
Sikkert forældet, men fuld af viden om de myldrende tuer og sommerhusets jordede undergrund.
Eller hvad med Hugo Mathiessens Gamle Gader, som jeg husker at have købt fra en bogkasse i den tro, at den handlede om ’gamle gåder’.
I disse studier i navnenes kulturhistorie fra 1917 bliver man sendt på en labyrintisk rejse langs bygrav og kirkemur, i vrå og vinkel, gennem skidenstræderne og skiltenes verden blandt godtfolk og skarnsfolk – for nu at stjæle nogle af kapiteltitlerne. Daglige, spadserende gåder bliver på den måde til ny viden om kendte og ukendte gader.

Labyrint
For en del år siden kørte jeg med familien gennem Mannheim, hvis militært anlagte byplan ikke gør trafikken mindre anstrengende, så vi fortrak snart for at finde et roligere sted at overnatte. Det var ellers let at komme i tanker om et af de kendte stykker fra Falkenstjernes litterære kanon, i sin tid gymnasiets foretrukne antologi, for dér skrev Jens Baggesen om ’Staden paa Vers’:
»Min Hierne er nu engang ikke anlagt som Mannheim; mine Tanker ere ikke, desværre! ingen staaende Tropper. Mine Meeninger gaae ikke paa Riim, og i mit Hierte staae Følelserne uhækkede, ubeskaarne, uindflettede som Træerne i en Skov, og som Blomsterne paa Marken. Jeg gaaer, som jeg kan; og deiser meer end spanker igjennem min Labyrint.«
Med vidunderlige ord som ’uhækkede’ om de frie, skrankeløse tanker og følelser får Baggesen gjort op med alskens ufrihed i politik, æstetik og erotiske fantasier. Og det med oplysningstankens fakkel højt hævet for subjektivitetens særlige rettigheder. Han var skolet i klassisk retorik og leger uhyre veltalende og -skrivende med den, dekonstruerer denne gamle praksis til en moderne, følelsesbåret stilholdning. Den er fuld af viden og konkret iagttagelse, lunefuld og raffineret komponeret, båret af humor og koket selvironi. I hvert fald af et højt, feriestimulerende humør, Han »deiser meer end spanker« ned gennem Europa, hypokondrisk, men begejstret over denne nye omverden og dens folk.

At dejse
Jeg har egentlig svært ved at finde klassikere, jeg ikke kan lide, undtagen de kedelige. De må have lov til at have deres særheder for sig selv og deres elskere. De dårlige sorterer jeg fra og ud af bevidstheden. Jeg dejser, mere end jeg spanker i læsningen, især i sommerhuset, hvor bogrejsen er fortsat ind i Stendhals Vandringer i Rom, en nærmest lige så subjektiv og egenrådig sag som Labyrinten.
Også han gjorde i 1827-28, hvor denne store, dagbogs-indrettede bog blev nedskrevet, sin egenrådige subjektivitet til vejleder gennem enorme mængder seværdigheder af arkitektur, kunst og kultur. Den er også stedvis kedelig i sit omfang, sin guidende, myreflittige og katalogagtige nøjagtighed om fænomener, jeg er heldig at kende, og de mange, jeg er uheldig nok til ikke at kende.
Masser af gadenavne er der. Men hvor det gnistrer af sprog, arrogance og fransk ’panache’, som han samtidig gør grin med!
»Italieneren tilbeder sin Gud med den samme nervefiber der får ham til at forgude sin elskerinde og elske musik. Det hænger sammen med at der for italieneren indgår et vigtigt element af frygt i kærligheden. For at erobre en italiensk kvinde er det afgørende at have et temperament, der har let til begejstring. Her udgør den franske koldsindighed en begrænsning.«
Og det er et omkvæd hos denne oplevelsestørstende iagttager, der gerne identificerer sig med den italienske livfuldhed og udfoldelse, i kontrast til den franske restaurationstids båndlægning af friheden. Der er masser af ’egotisme’ i ham, bevidst og villet, for ikke at tale om erotisme, hvor han deler Baggesens ekstreme kvindedyrkelse, der desværre stopper ved grænsen til kroppens realitet. Han må selv have kendt til den ’italienske’ frygt ved kærligheden, som han ellrs skrev en hel bog om, De l´amour.
Jeg rejser og dejser gennem hans livlige anekdoter sammen med det fiktive rejseselskab, som han – atter i lighed med Baggesen - omgiver sig med. I Colosseum, i Peterskirken og til udsøgte selskaber i de højeste kredse.
Hans vandringer er, i lighed med Baggesens Labyrint, sammenskrevet i kammeret bagefter. De er her tilgængelige i flugtstolen uden langsommelig check in og anden sendrægtig kontrol under virkelige rejser.

kultur@berlingske.dk