Hr. Lazarescu bor alene i en slidt lejlighed i Bukarest. Han snakker med sine tre katte og drikker for meget. Da hans tilbagevendende mavepine en aften bliver uudholdelig, ringer han efter en ambulance. Den kommer ikke, og han opsøger naboerne for at få noget smertestillende. De tager sig tid til symptomsnak, men er mest optaget af egne tanker og teorier. De bebrejder ham drikkeriet og tilbyder ham musaka, når han kaster blod op.

Da de ringer og rykker efter en ambulance, kommer der omsider én. Hjælpen burde være nær, men med ambulanceafgangen starter blot næste runde af den tankevækkende real time-skildring af en almindelig mands død en tilfældig aften på Jorden.

Rumænske Cristi Puiu vandt sidste år Un Certain Regard-konkurrencen i Cannes og hovedprisen ved Copenhagen International Film Festival for sin iagttagende fortælling, der bevæger sig videre mod i alt fire forskellige hospitaler i aftenens løb. Der er gået 45 minutters filmtid, når den allegorisk navngivne Dante Remus Lazarescu (Ion Fiscuteanu) køres mod assistance, men snarere havner i helvedes forgård uden nogen med tid eller overskud til at tage sig af ham.

På hospital efter hospital kæmper ambulancesygeplejersken (Gabriel Spahiu) for at få sin patient behandlet. Han sendes konstant andetsteds hen i systemet, og hun må køre videre med ham. Ikke fordi hendes medmenneskelighed nødvendigvis er større end de pressede lægers, men hendes job er at få afleveret patienten.

Institutionsgranskning

Hr. Lazarescus sidste rejse skildrer, hvordan en ubetydelig persons død kan forløbe, når der hverken er familie, venner eller handlingsdygtigt sygehusvæsen til at gribe ens fald. Som publikum får man en nøgtern rundtur i et tilsyneladende veludrustet rumænsk sygehusvæsen, der dog denne nat er ekstra presset af en tragisk busulykke. Alt personale begrænser sig stædigt til deres specialområder og kan primært forholde sig til et menneske via journaler og CT-scanningsresultater.

Med en stil, der minder om direct cinema-mesteren Frederick Wisemans iagttagende institutionsgranskninger i klassiske dokumentarfilm som Hospital, tegner filmen et nøgternt portræt af arbejdsgange og omgangsformer. En kulsort galgenhumor lurer konstant under den manuskriptbaserede historie, som skuespillerne fermt får til at fremstå som en skive liv i farten med glimt af ømhed, brutalitet, apati, dedikation og alle de andre følelser, som præger det levede liv.

Ligesom Wisemans film oftest udforsker et institutionelt univers, som udtrykker tendenser i det omgivende samfund, udfoldes der her gennem en enkelt skæbne og det portrætterede mikrokosmos et større billede af den sociale virkelighed.

Eric Rohmer og E.R.

Cristi Puiu citerer selv så forskellige inspirationskilder som Eric Rohmer og den amerikanske skadestue-tv-serie Skadestuen. Hr. Lazarescus sidste rejse er i forlængelse af Rohmers seks moralske fortællinger tænkt som første del af en cyklus på seks film om kærlighed. Denne film skulle ifølge instruktøren symbolisere kærlighed til menneskeheden. Den umiddelbare, medmenneskelige kærlighed er svær at få øje på, men filmen oser af, hvad det på godt og ondt vil sige at være menneske, i sin fremstilling af Hr. Lazarescus sidste timer på jorden. Tv-inspirationen træder tydeligt frem med det konstant søgende kamera, der fanger de mange snakkende mennesker på vej til og fra deres pligter.

Det tager tid at blive fanget af Lazarescus skæbne, for Puius film tilbyder ingen let, følelsesappellerende identifikation eller traditionel spændingsopbygning.

Er man til mainstream, vil man kede sig bravt i en forgæves venten på kontant pay off, men er man åben for en fermt iagttagende film med et væld af indtryk og nuancer, vil man sent glemme denne almindelige mands død i en ualmindeligt veldrejet film.

Hr. Lazarescus sidste rejse. Instruktion: Cristi Puiu. Manuskript: Razvan Radulescu og Cristi Puiu. Rumænsk (Dagmar, København, Øst for Paradis, Århus, og Cafebiografen, Odense)