København er blevet for pæn

København er ved at miste sin mangfoldighed og skævhed, mener kritikere. Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam deler bekymringen og ser det som en stor udfordring at sikre, at København vedbliver at have 'ridser i lakken'

Byfornyelsen og huspriser-nes voldsomme vækst har som en tættekam friseret Københavns byrum, mener kritikere. Mangfoldigheden, det skæve og det kantede, alt det, der førhen gav København puls og præg af storby, er ved at forsvinde.

Digteren Søren Ulrik Thomsen formulerer det således:

"Man skal tilhøre den højere middelklasse for overhovedet at kunne bo i indre by og brokvarterne. Og det bety-der, at byen bliver fattig, fordi det kun er én homogen social gruppe, der bor her. Det, der giver en ægte storbykvalitet, er, at der bor mange socialgrupper mellem hinanden. Det giver en følelse af social vægtløshed og social mobilitet, der for mig at se netop er en del af friheden ved det moderne," siger Søren Ulrik Thomsen.

Johannes Bertelsen, forstander for Kristeligt Studenter-Settlement, der driver socialt klub- og netværksarbejde på Vesterbro, har nøje fulgt udviklingen på Vesterbro de seneste år. Han er ikke i tvivl om, at byfornyelsen har presset en stor del af de skæve eksistenser ud af bydelen.

"På Vesterbro har der ikke alene været tale om boligfornyelse, men om beboerfornyelse. Dermed er den sociale rummelighed gået tabt. Alkoholikerne og de psykisk syge føler sig ikke længere velkomne. De folk, der bor her i dag, vil gerne have en spændende multikulturel kulisse i Istedgade, men i sidegaderne skal der være stille og roligt og plads til at parkere," siger Johannes Bertelsen.

Samme indtryk har Kristina Vaarst Andersen, projekt-koordinator for et forsk-ningsprojekt under Copen-hagen Business School, der skal kortlægge den kreative klasses udbredelse i Dan-mark.

"Der sker en forstadsliggørelse, en pænsliggørelse af byrummet. De mennesker, der vælger at bo i byen i dag, ville for 20 år siden have valgt at bo i forstæderne. København er ved at blive for pæn og uden skævheder. Men byer bør ikke bare være for en homogen masse, de har netop værdi ved at være diverse. Hvis der ikke længere er plads til de skæve eksistenser, så mister byrummet en væsenlig del af sin kvalitet. Så bliver det som forstad i lag," siger hun.

Dermed risikerer Køben-havn at miste sin kreative kraft, fordi den ikke længere er i stand til at tiltrække de kreative mennesker.

"København har de sidste mange år tiltrukket flere og flere højtuddannede, børne-familier og folk med høje indkomster, fordi det var et interessant sted at bo. Men hvis de skæve eksistenser forsvinder, og byrummet bliver for homogent, så er København ikke længere et interessant sted at bo," siger Kristina Vaarst Andersen.

Nyt blod
Trafik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) deler for så vidt bekymringen for, at København er ved at blive for friseret og homogen.

"Den by, jeg godt kan lide, har i overført betydning nogle ridser i lakken," siger han.

Og Københavns Kommune har taget ved lære af erfa-ringerne fra blandt andet Vesterbro, mener Klaus Bondam. I dag forsøger man i højere grad at sikre mangfoldigheden, når man gennemfører byfornyelse.

"Vi prøver nu at sikre billi-ge boliger i blandede bolig-områder. Og at det er de lokale borgere, som går ind i arbejdet, så lokale ønsker tilgodeses," siger Klaus Bondam, der desuden påpeger, at Københavns Kommune forsøger at imødegå 'forstadsliggørelsen' og pænheden ved at sikre musik og aktivitet i gaderummet.

"Det handler om at skabe rammerne for det, som kan løsne de snærende bånd, og arbejde for at byrummet ikke kun optages af parkerede biler," siger han.

Den model giver Søren Ul-rik Thomsen ikke meget for. Han advarer i mod at tro, man kan købe sig til storbyidentitet.

"Det er provinsielt at dyrke kultur- og fritidsliv på den måde. Det er typisk for pro-vinsbyer at forsøge at købe sig til identitet. For at en storby kan blive ved med at udvikle sig og være en storby, skal den have nyt blod udefra," siger han.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her